Den knivskarpe kærlighed
4.0
Patrice Lecontes eventyrlige og vildtvoksende skildring af den store lidenskabelige kærlighed udvider genrebetegnelsen romantisk komedie
"Jeg har aldrig været dyrebar eller værdifuld for nogen af de mennesker, jeg har mødt mit liv. Det er altid det samme for mig: det begynder skidt, og så bli'r det værre." Da vi møder den 22-årige Adéle (Vanessa Paradis) i filmens åbningsscene, er hun ved at gøre status over sit liv, og der er ikke mange forsonende træk. En endeløs række af tilfældige mandlige bekendtskaber kommer og går, før hun kan nå at sige "kærlighedsløse engangsknald". Som en logisk konsekvens kravler Adéle en aften ud på den forkerte side af gelænderet på den første og bedste bro for at gøre en ende på sit mislykkede liv.
Knivene rammer
Hun reddes på stregen af den næsten-udkogte knivkaster Gabor (Daniel Auteuil), der ofte hænger ud på broer på udkig efter kvindelige selvmordskandidater, han kan hyre som assistenter til sit show. Kun mennesker, der har besluttet sig for se døden i øjnene, er parate til at mærke suset fra knivene, mener han.
Han overtaler den modstræbende pige til at tage med på en turné. Deres nervepirrende nummer, hvor Gabor med frygtindgydende præcision - og lukkede øjne - hvirvler sine knive gennem luften og indrammer en gysende Adéle, bli'r et kæmpe hit, og han mærker instinktivt, at hans nye assistent er noget ganske særligt. Deres spirende kærlighed vokser nogle gange skævt, mest fordi Adéle ikke har mistet sin appetit på mænd, hun møder på sin vej.
Klipper af troværdighed
På overfladen kan filmen lyde som traurig og tung socialrealisme, men intet er mere forkert. Patrice Leconte beskrev vellykket kærlighedens mange ansigter i "Monsieur Hire"(1989) og "Frisøsens mand" (1990), og her er han igen i overdådigt fortællehumør. "Pigen på broen" er en frydefuld oplevelse, fuld af gribende og bizarre episoder og optrin.
Filmen er optaget i sort/hvid for at understrege den drømmeagtige og eventyrlige grundstemning. Men hver gang handlingen og de nervøse håndholdte billeder truer med helt at forlade virkeligheden, bringer de to hovedroller og deres overbevisende, troværdige spil de uforudsigelige begivenheder tilbage på sporet. Den 50-årige Daniel Auteuil har adskillige gange bevist sin høje klasse, men hatten af for den unge Vanessa Paradis, der udstyrer Adéle med præcis den rette blanding af sårbarhed og handlekraft. Vi tror på dem, og vi kan se på deres øjne, at de er skabt for hinanden.
"Pigen på broen" er en film, der morer og bevæger, mens den spiller - og den varmer længe efter den er slut. De fire øjne er tæt på at blive til fem....
"Jeg har aldrig været dyrebar eller værdifuld for nogen af de mennesker, jeg har mødt mit liv. Det er altid det samme for mig: det begynder skidt, og så bli'r det værre." Da vi møder den 22-årige Adéle (Vanessa Paradis) i filmens åbningsscene, er hun ved at gøre status over sit liv, og der er ikke mange forsonende træk. En endeløs række af tilfældige mandlige bekendtskaber kommer og går, før hun kan nå at sige "kærlighedsløse engangsknald". Som en logisk konsekvens kravler Adéle en aften ud på den forkerte side af gelænderet på den første og bedste bro for at gøre en ende på sit mislykkede liv.
Knivene rammer
Hun reddes på stregen af den næsten-udkogte knivkaster Gabor (Daniel Auteuil), der ofte hænger ud på broer på udkig efter kvindelige selvmordskandidater, han kan hyre som assistenter til sit show. Kun mennesker, der har besluttet sig for se døden i øjnene, er parate til at mærke suset fra knivene, mener han.
Han overtaler den modstræbende pige til at tage med på en turné. Deres nervepirrende nummer, hvor Gabor med frygtindgydende præcision - og lukkede øjne - hvirvler sine knive gennem luften og indrammer en gysende Adéle, bli'r et kæmpe hit, og han mærker instinktivt, at hans nye assistent er noget ganske særligt. Deres spirende kærlighed vokser nogle gange skævt, mest fordi Adéle ikke har mistet sin appetit på mænd, hun møder på sin vej.
Klipper af troværdighed
På overfladen kan filmen lyde som traurig og tung socialrealisme, men intet er mere forkert. Patrice Leconte beskrev vellykket kærlighedens mange ansigter i "Monsieur Hire"(1989) og "Frisøsens mand" (1990), og her er han igen i overdådigt fortællehumør. "Pigen på broen" er en frydefuld oplevelse, fuld af gribende og bizarre episoder og optrin.
Filmen er optaget i sort/hvid for at understrege den drømmeagtige og eventyrlige grundstemning. Men hver gang handlingen og de nervøse håndholdte billeder truer med helt at forlade virkeligheden, bringer de to hovedroller og deres overbevisende, troværdige spil de uforudsigelige begivenheder tilbage på sporet. Den 50-årige Daniel Auteuil har adskillige gange bevist sin høje klasse, men hatten af for den unge Vanessa Paradis, der udstyrer Adéle med præcis den rette blanding af sårbarhed og handlekraft. Vi tror på dem, og vi kan se på deres øjne, at de er skabt for hinanden.
"Pigen på broen" er en film, der morer og bevæger, mens den spiller - og den varmer længe efter den er slut. De fire øjne er tæt på at blive til fem....
19/11-2018
