Bite Me, I'm Bored

Stilistisk flot og teknisk perfekt, men dybt skuffende efterfølger til "The Silence Of The Lambs". Byder ikke på et eneste godt gys og man savner det psykologiske spil mellem Hannibal og Starling, der fungerede så godt i etteren, men som her næsten helt er udeladt. Filmen er aldrig kedelig og ens forventninger om at der snart må komme noget godt (hvad der faktisk ikke rigtigt gør), holdes i live hele vejen igennem og først bagefter går det op for en, hvor snydt man er blevet. Handlingen kan virke lidt forvirrende og der mangler et godt klimaks, i stedet for den sært stillestående og dybt uappetitlig slutning, hvor intet overlades til fantasien i ulækkerheder (hvad der til sidst næsten gør den mindre ulækker). Moore gør det godt, selv om hun ikke er nogen Jodie Foster, i rollen som Starling. Men selve karakteren er ændret så meget, at selv om folk godt kan ændre sig meget på 10 år, så føler man ikke at det er samme person man sidder og kigger på, og rollen har hellere ikke samme dybde eller dobbelthed af styrke og sårbarhed. Hopkins er næsten altid god, men hans udgave af Hannibal er i denne omgang blevet mig en smule for tam og politisk korrekt, da han lige pludselig kun myrder (og ifølge denne film altid kun har myrdet) mennesker der har "fortjent" det. Man mangler lidt det monster i mennesket han rummede i etteren, hvor man følte han kunne finde på hvad som helst, mod hvem som helst og hans mange hentydninger om at spise sine ofre, kommer her til at virke som et tomt postulat, da han ikke tager en eneste bid i løbet af filmen, selv om man prøver at bilde publikum det ind. Bedst er Oldman, sminket til ukendelighed i makaber makeup i en uhyggelig og ubehagelig rolle.