Woody På Myretrip

4.0
Var denne computerskabte tegnefilm om livet i en myretue, fra 40 eller 50'erne, så kunne man mene at den handlede om amerikanernes skræk for kommunismen. Men da den er produceret i 1998 så går tolkningen mere i retning af industrisamfundets mere og mere robotlignende produktions system, hvor mennesker både bliver glemt og fremmedgjort.
At filmen indeholder dette samfundssyn kan måske overraske hvis man da går rundt og tror at her er tale om en børnefilm. Men det er der ikke, "Antz" henvender sig mere til et voksent publikum med sin næsten Woody Allen'ske form for humor og sarkastiske undertoner. Ganske vellykket komedie, flot computerrealiseret, men op til de helt store film når den ikke. Dertil virker den, synes jeg, trods alt for harmløs og langsommelig selv om den indeholder flere gode og tempofyldte sekvenser, blandt andet krigen mod termitterne.
Antz