ØV!!!!!!!!!

Et (meget) forsinket farvel til et stort kapitel i dansk film og den danske folkekomedie. Desværre er det en af den slags efterfølgere, som man gerne havde været foruden. Filmen starter egentligt godt nok, sløv i tempoet måske, det er jo ældre mænd der står bag. Men ellers ganske underholdende og havde filmen holdt det niveau, så havde den med lidt god vilje fået 4 stjener (om end det nok havde været af den nostalgiske slags). Men filmens klimaks er så elendigt sat sammen, uigennemtænkt og dårligt, at det ødelægger den indtil der nogenlunde fornøjelse. Ok, filmen har været ramt af uheld, både Bundgaard og filmens instruktør Tom Hedegaard døde under optagelserne. Bundgaard manglede endda alle udendørsscener. Denne side har man klaret ganske elegant, blandt andet ved hjælp af Tommy Kenter, der spiller flere af Bundgaards scener, sminket til ukendelighed, computerteknik og ændringer i manuskriptet. Man fornemmer måske nok disse ting, men kan godt se igennem fingre med dem. Det er selvfølgelig ærgerligt at Bundgaard slet ikke er med i klimaks, men denne opgave har nok været for svær. Det er nu ikke derfor at klimaks virker dårligt, og det er det der er så ærgerligt, at når man nu har klaret alle disse ændringer så godt, at man så ikke har givet sig tid til en bedre slutning, som selvfølgelig ikke skal røbes her. Af andre kritikker kan der nævnes Sprogøe, som ikke længere er istand til at affyre en punchline så den virker overbevisende, han er simpelthen for gammel og stiv og Bundgaard er døden nær og ser også sådan ud. Tilgengæld er Grunwald i topform og det er ham der bærer mange af filmens scener oppe. Men altså rimelig underholdning, indtil slutningen. Efter Hedegaard døde overtog Morten Arnfred instruktionen. Balling havde fra starten sagt nej til at stå for instruktionen (desværre) da han følte sig for gammel til denne opgave. Han virkede i stedet for som konsulent. Manuskriptet er også denne gang skrevet af Henning Bahs, men uden Balling, som ellers var med til at skrive manus til de forgående film. En nostalgisk oplevelse, som virker mere rørende end morsom, uden at det er tilsigtet. Specielt hvis man (som jeg) har oplevet bandens meritter i sine velmagtsdage i biografen.