Send mere Slik

2.0
Ikke et øjeblik havde jeg drømt, at jeg en onsdag aften skulle sidde og se Send Mere Slik ... også kaldet SMS - en film, der ikke havde fået den bedste modtagelse af pressen og som nu "endelig" er kommet ud på DVD og video.
Overrasket blev jeg dog alligevel over filmen. Den var langt bedre end forventet (selvom jeg siger dette, så kig lige på bedømmelsen alligevel) - der er selvfølgelig også en grund til, at filmen er slæbt hele vejen til Berlin, for at være med der sammen med bl.a. "Klatrertøsen".

Historien starter med moren til to piger. Den ene en ung teenager og den anden en noget yngre lillesøster. Hun skal overtale dem til at tage over til nogle (gamle) fjerne slægtninge i Jylland. De gør det kun for at kunne komme hurtigere over til deres far og mor, der arbejder i New York.
Pigerne bliver sat på et tog og kører mod det afsides Jylland. De to københavnerpiger får sig da også lidt af et chok, da de ser det gamle ægtepar, der tager imod dem på stationen ... gamle Hortensia og mindst lige så gamle Rasmus, der nok havde bedst af at være på et alderdomshjem.

Pigerne tager med dem og kommer til at bo med dem på deres gård, som er lejet hos Rasmus' fætter Knud, der bor oppe på den store og højteknologiske gård (i forhold til Rasmus' gård). Meget ballade foregår omkring pigerne og de finder hurtigt ud af, at Knud vil lave Rasmus' fødegård om til en kæmpe grisestald. Derfor bliver de enige om at hjælpe Rasmus og Hortensia.
Filmen er en smule morsom, men man skal nok være en bestemt aldersgruppe for at se den ... og den er jeg vist for længst overskredet. Filmen rummer nogle søde og varme scener, og de bliver for det meste spillet rigtig godt, især bør Bodil Udsen trækkes frem for flot bondemandskoneskuespil, der ligger et niveau over de andre.

En lille ting, der er til stor undring, er, at Per Oscarsson, der spiller Rasmus, ikke bliver spillet af en anden, for som svensker har man været nødsaget til at lægge Dick Kaysøs stemme ovenpå.. og det blænder lige i øjnene. Ellers en ok film.

DVD-udgivelsen:
Filmen er god til den yngre aldersklasse, men selve DVD'en kan godt interessere nogen lidt mere end selve filmen (burde det ikke være omvendt?). Bl.a. en dokumenter/bag kameraet og så Cæcilia Holbek Triers kortfilm Susanne Sillemann, som næsten er ligeså god som SMS. Desuden er der det sædvanlige med biografier osv.
Send mere slik