Dette er klaase i høj karat

Så fik jeg set den nye film fra Lynch's hånd.
Efter min mening er denne bedste film
han har lavet.

Den er gribende, humoristisk, angstprovokerende,
smuk og svær at gennemskue helt ud i hjørnerne.

Filmen bevæger sig i den velkendte Lynch-
stemning som vi kender fra Blue velvet, Lost
highway og Twin peaks. Jeg vil endda sige at
hvis man putter disse 3 i mixeren får du MD.

Til forskel fra Lost highway, som jeg aldrig har
dissekeret bare halvvejs, er MD lidt nemmere
at gå til. Historien er således til at få kædet
sammen. Undervejs laver Lynch sine små
krumspring med mystiske personer og hændelser.
Hvad er virkelighed og hvad er ikke? Vi skal
altid være lidt i tvivl.

Stemningen i filmen er ganske enkelt uden
sidestykke. Lynch's intense billeder forstærket
af Badalamenti's fremragende soundtrack, er
hele filmen værd i sig selv. Lige fra det knugende,
til det humoristiske og til et godt gys hvor man lige
letter lidt i sædet. De gys er ikke lavet bedre siden
Aliens!
Jeg blev kastet rundt i den ene mere bevægende
scene efter den anden. Dette er uden sidestykke
i amerikansk filmkunst!

Men vil man have alle detaljerne med skal man
nok en tur ind i mørket igen, så jeg må videre.