Når personer bære en film

Endnu en lille perle af en film fra de spansktalende lande.

Filmen er endnu en film om pubertetens dødsdans og
rejsen ind i voksenlivet med venskaber, kærlighed og
livets alvor. Måske endda et trekanstdrama?

Men hvor især amerikansk film ikke evner at forholde
sig til dette emne, og dermed gang på gang laver film
der blot underholder, frem for at bevæge og starte
eftertænksomhed, så kan Alfonso Cuaróns netop
dette.

Sproget i filmen er frit, for ikke at sige frit fra leveren,
men sådan må det være i denne film.
Sexualiteten florerer på alle planer. De praler som man
jo gør i den alder. De har sex hver dag, om ikke med
andre så prygler de aben.
Deres venskab synes ubrydeligt.

Men mødet med Luisa og deres rejse ud mod stranden,
Himmelens mund, bliver også rejsen ind i sig selv og videre
ud i livet.

Samtidig er Mexico et land i stor forandring. For første gang i
71 år skal der skiftes regering og på deres 3 dage lange køre-
tur møder de kontrolposter hele tiden.
Og netop disse kontraster giver os forudannelser om at
noget vil ske - forandringen er på vej.
Netop dette element synes jeg er en af filmens styrker.
Den anden er helt klart at denne film er båret af personer
- ikke historie og struktur.

Syndefaldet må komme og da det gør, er det smukt og
endeligt.
Luisa har en hemmelighed som til sidst giver os den dybe
forståelse for Luisa's bevægegrunde, filmen igennem.