Biers foreløbigt bedste
6.0
Cæcilie (Sonja Richter) og Joachim (Nikolaj Lie Kaas) er kærester. Hun er kok, han er geografi-studerende og elsker bjergvandring, at bruge sin krop til at opleve verden. Dagen efter Joachim frier til Cæcilie (der siger ja) bliver Joachim kørt ned af Marie (Paprika Steen). Joachim bliver lam fra halsen og ned, og en skyldtynget Marie driver sin mand, Niels (Mads Mikkelsen), der er læge på Rigshospitalet, til at sone hendes bod ved at tale med Cæcilie og trøste hende. Men Joachim, der ikke kan holde ud at være afhængig af andres hjælp, trækker sig ind i en bitter skal og støder Cæcilie fra sig og lige i armene på Niels, der villigt forelsker sig.
"EDFE" er omtrent et mesterværk. Historien er endnu en af de bittersøde dramaer om almindelige mennesker sat i mere eller mindre ualmindelige situationer, som dansk film har budt på flere vellykkede eksempler på i de seneste år ("Okay", "Italiensk for Begyndere", "At Klappe med en Hånd", "Små Ulykker", "En Kærlighedshistorie" osv). Men "EDFE" lykkes på en helt fantastisk måde i kraft af usædvanligt stærke skuespilpræstationer og et særdeles stærkt manuskript. Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas har aldrig været bedre, Sonja Richter gør hverken for meget eller for lidt, og det hun gør er sart og præcist, og selv om Paprika Steen endnu en gang får lov at spille bedraget hustru, så slipper hun for at spille for mange af de pudetævende, klynkende klichéer. Og filmens femte stjerne, manuskriptet, er et enestående ægteskab mellem Anders Thomas Jensens akutte sans for stærke replikker og den optimisme og den varme, som Susanne Bier tilsyneladende må have bidraget med, og som gør, at filmen ikke falder i den sædvanlige grøft fyldt med ildelugtende kynisme, som Anders Thomas Jensen har det med at servere under et tyndt lag "det er jo ironisk ment"-fernis. Der er ikke en eneste falskt klingende scene i filmen, der er befriende få floskler, folk opfører sig forventeligt, men ikke på en forudsigelig måde, og flere øjeblikke er hjerteskærende: Joachim, der tilstår overfor Cæcilie, at han har savnet hende, de små smalfilmsklip, der viser den vitale og bevægelig Joachim, som Cæcilie savner.
Ingen dansk film har gjort så stort indtryk på mig siden "Festen", og "EDFE" klinger faktisk renere, sandere, fordi historien virker mindre gemacht og konstrueret (mon nogen i salen hørte mig sukke højlydt da køkkenpersonalet anført af Bjarne Henriksens kok gemmer folks bilnøgler i "Festen" fordi "nu skal det her fandme tales igennem én gang for alle"?)
De officielle anmeldelser er gode. Men jeg synes faktisk at filmen er bedre end sit rygte.
"EDFE" er omtrent et mesterværk. Historien er endnu en af de bittersøde dramaer om almindelige mennesker sat i mere eller mindre ualmindelige situationer, som dansk film har budt på flere vellykkede eksempler på i de seneste år ("Okay", "Italiensk for Begyndere", "At Klappe med en Hånd", "Små Ulykker", "En Kærlighedshistorie" osv). Men "EDFE" lykkes på en helt fantastisk måde i kraft af usædvanligt stærke skuespilpræstationer og et særdeles stærkt manuskript. Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas har aldrig været bedre, Sonja Richter gør hverken for meget eller for lidt, og det hun gør er sart og præcist, og selv om Paprika Steen endnu en gang får lov at spille bedraget hustru, så slipper hun for at spille for mange af de pudetævende, klynkende klichéer. Og filmens femte stjerne, manuskriptet, er et enestående ægteskab mellem Anders Thomas Jensens akutte sans for stærke replikker og den optimisme og den varme, som Susanne Bier tilsyneladende må have bidraget med, og som gør, at filmen ikke falder i den sædvanlige grøft fyldt med ildelugtende kynisme, som Anders Thomas Jensen har det med at servere under et tyndt lag "det er jo ironisk ment"-fernis. Der er ikke en eneste falskt klingende scene i filmen, der er befriende få floskler, folk opfører sig forventeligt, men ikke på en forudsigelig måde, og flere øjeblikke er hjerteskærende: Joachim, der tilstår overfor Cæcilie, at han har savnet hende, de små smalfilmsklip, der viser den vitale og bevægelig Joachim, som Cæcilie savner.
Ingen dansk film har gjort så stort indtryk på mig siden "Festen", og "EDFE" klinger faktisk renere, sandere, fordi historien virker mindre gemacht og konstrueret (mon nogen i salen hørte mig sukke højlydt da køkkenpersonalet anført af Bjarne Henriksens kok gemmer folks bilnøgler i "Festen" fordi "nu skal det her fandme tales igennem én gang for alle"?)
De officielle anmeldelser er gode. Men jeg synes faktisk at filmen er bedre end sit rygte.
09/09-2002
