Snakkermedmigselv

6.0
Mulholland Dr. er et eksempel på en af Lynchs yndlingsteorier, nemlig at den virkelige virkelighed aldrig lader sig erkende umiddelbart, men er gemt bag hverdagsoplevelser, ord og handlinger.

Filmen i sig selv er ikke en drøm som sådan, hverken første del, anden del eller hele filmen. Drømmetemaet, der udpensles, skal blot antyde, at filmen ikke har noget narrativt bevidsthedsniveau, da den historie der fortælles, nødvendigvis må forgå på det ikke-virkelige plan for at udtrykke noget virkelig, jf. ovenfor.

Filmen har slet ingen hovedperson og vi ser hende heller ikke.

Det halvrådne lig, der ligger i sengen, er jeg'et, der er dødt - eller neutraliseret i overført betydning.

Filmens 'handling' er i bund og grund en abstraktion over en psykisk tilstand - en duel eller duet om man vil mellem Camillia/Rita og Betty/Diane. Disse to figurer er del af en og samme person.

Det er dog stadig ikke helt klart for mig, om disse figurer skal vise en spaltet hovedpersons to personligheder, eller om de skal vise id'et og overjeg'et i kamp om jeg'et. Jeg hælder mest til den første teori, da (dele af) hovedpersonen viser bestemte tegn på personlighedsspaltning, f.eks. hukommelsestab, voldelige tendenser, spiseforstyrring og søvnproblemer.
Mulholland Drive