Alt det som ingen si'r

Hank Grotowski (Billy Bob Thornton) er fængselsbetjent og bøddel på dødsgangen. Han kan sit job og han tager det alvorligt. Men han har også arvet håndværket fra sin døende, racistiske far, Buck (Peter Boyle i en stilfærdig og uforsonlig rolle langt fra faren i "Alle Elsker Raymond") og har ladet det gå i arv til sin søn, Sonny (Heath Ledger i alt andet end sin vanlige heartthrob-funktion). Der er ikke meget snak og endnu mindre snak om kærlighed i Hanks hus, hvor også hans far og søn bor. Sonnys første henrettelse skal vise sig at blive Hanks sidste. Lawrence Musgrove (Sean "P.Diddy" Combs) dør for en forbrydelse, som man ikke hører om, men som man forstår han har tilstået. Hans henrettelse bliver usentimentalt og ucensureret skildret for hvad den er; et menneske der rister ubønhørligt i flere omgange i en forlængst forældet opfindelse, den elektriske stol. Sonny evner ikke helt at slukke for følelserne i timerne op til henrettelsen, og det fører til et brutalt sammenstød mellem Hank og Sonny, som man fornemmer slet ikke egner sig til, endsige ønsker jobbet som bøddel. Men Sonny prøver at være den søn han tror Hank ønsker, og Hank prøver at være den søn han tror Buck ønsker, og i en mindeværdig scene forsøges Sonny forgæves at bryde mønsteret. Hank møder Lawrences enke, og flere personlige tragedier følger, mens Hank slår sig i familiemønster-tøjret og stræber efter at blive bare et lidt bedre, et lidt mere velfungerende menneske.

Dialogen består udelukkende af ordknappe, jævne replikker; ikke noget smart oneliner-hollywood-gejl her, og for det meste er det det, der ikke siges, der siger mest. Filmen virker i kraft af sin usentimentale fremstilling af mennesker, der ikke fungerer godt, men ønsker at fungere bedre. Den er lidt fattig på forsonende humor, og det er sikkert meningen, men det gør det også til en lidt udmattende film at se, ikke mindst fordi den også beskæftiger sig med problemer (racekonflikter, dødsstraf), der måske nok rummer universelle elementer, men egentlig ikke er umiddelbart vedkommende i lille Danmark. Det gør ikke filmen uvedkommende, men den når heller ikke helt ind til hjertestrengene og flår for alvor. Når filmen lykkes er det i kraft af sikker personinstruktion, vellykket brug af meget subjektivt lurende kameraarbejde og menneskelige konflikter, der er sat så meget på spidsen, at de maner til eftertanke. Heath Ledger gjorde faktisk et særligt indtryk, måske fordi han mere end de andre for alvor bryder sit karrieremønster for at få lov til at lave en af de film, som skuespillere elsker at lave, men som de ikke i længden kan leve af. Men der spilles faktisk godt over hele linjen.

Af årets andre oscarnominerede små film af den slags som jeg plejer at kategorisere som "film jeg skal tage mig sammen til at vælge at se, men som jeg som regel er glad for at have set" syntes jeg bedre om både "Gosford Park" og nok især "In the Bedroom". Men den er værd at se, jo. Jeg har lyst til at give den fem stjerner, men jeg runder ned til fire.