Iskoldt nådesløst ubehag
5.0
Instruktør Michael Haneke har i løbet af 1990erne markeret sig blandt Europas allermest nyskabende og anderledes tænkende instruktører.
Hans film har næsten hvergang forsøgt at skildre den menneskelige psyke fra dén vinkel, som populært kan tolkes som "ondskab". Men når man har set blot én af hans film, forstår man, at det bestemt ikke er gjort for den harmløse underholdnings skyld. Tværtimod. Hans film er næsten altid dybt ubehagelige og som regel uden befriende forløsning til sidst.
I "Funny Games (Ein Alptraum)" stifter vi bekendtskab med en lille kernefamilie, der er taget på ferie i en idyllisk bjergdal. Her bydes de velkommen af to belevne unge mænd, der påstår at holde til i en nærliggende feriehytte. Men kort efter opsøger de to unge mænd familien påny, og så begynder den lille families værste mareridt langsomt, efterhånden som de indser, at deres skæbne er helt overladt til de to iskolde mænd.
Hanekes ærinde med filmen er (på en meget direkte måde - idet den ene af de to unge mænd et par gange i filmen faktisk taler til os) at tvinge tilskueren til at forholde sig til filmens underholdningsværdi, efterhånden som den både fysiske og psykiske tortur tager til i styrke. Udgangspunktet for denne tilgang er, at vi skal tage volden langt mere seriøst, end vi gør, når vi ser den som "baggrundsflimmer" i et utal af underholdningsfilm. Og dét lykkes over al forventning.
En del af volden foregår faktisk "off screen", men lyden af fortvivlesen og smertensudbrudene gør alligevel ubehaget langt større, end hvis filmen havde fokuseret intenst på at visualisere mishandlingen. Så der er altså hverken voldtægt, gennembankning eller udpensling af tortur. Alligevel flygtede 2/3 af publikum ud af salen, da jeg så den i biografen. Hvorfor mon?
Filmen skræmmer, fordi alt, hvad der foregår, er realistisk. Men netop fordi den er realistisk, kan slutningen heller ikke blive andet end grum... Måske er der ikke engang en slutning?
Bogarts Ole Michelsen gav kun filmen to hatte, men han indskærpede, at dét alene var ment som en ADVARSEL, for han erkendte, at han næppe nogensinde havde set psykisk tortur skildret mere overbevisende.
Da filmen blev vist i Cannes (den vandt senere juryens specialpris), blev det indbudte publikum advaret på forhånd. Alligevel var mange fulde af væmmelse og vrede, da de forlod biografen.
Én ting er sikkert: "Funny Games" er en modbydelig film, som man helt sikkert aldrig glemmer, hvad enten man måtte have lyst til det eller ej. Hvis du kan opdrive filmen nogetsteds, ønsker jeg dig rigtig god fornøjelse...!
Hans film har næsten hvergang forsøgt at skildre den menneskelige psyke fra dén vinkel, som populært kan tolkes som "ondskab". Men når man har set blot én af hans film, forstår man, at det bestemt ikke er gjort for den harmløse underholdnings skyld. Tværtimod. Hans film er næsten altid dybt ubehagelige og som regel uden befriende forløsning til sidst.
I "Funny Games (Ein Alptraum)" stifter vi bekendtskab med en lille kernefamilie, der er taget på ferie i en idyllisk bjergdal. Her bydes de velkommen af to belevne unge mænd, der påstår at holde til i en nærliggende feriehytte. Men kort efter opsøger de to unge mænd familien påny, og så begynder den lille families værste mareridt langsomt, efterhånden som de indser, at deres skæbne er helt overladt til de to iskolde mænd.
Hanekes ærinde med filmen er (på en meget direkte måde - idet den ene af de to unge mænd et par gange i filmen faktisk taler til os) at tvinge tilskueren til at forholde sig til filmens underholdningsværdi, efterhånden som den både fysiske og psykiske tortur tager til i styrke. Udgangspunktet for denne tilgang er, at vi skal tage volden langt mere seriøst, end vi gør, når vi ser den som "baggrundsflimmer" i et utal af underholdningsfilm. Og dét lykkes over al forventning.
En del af volden foregår faktisk "off screen", men lyden af fortvivlesen og smertensudbrudene gør alligevel ubehaget langt større, end hvis filmen havde fokuseret intenst på at visualisere mishandlingen. Så der er altså hverken voldtægt, gennembankning eller udpensling af tortur. Alligevel flygtede 2/3 af publikum ud af salen, da jeg så den i biografen. Hvorfor mon?
Filmen skræmmer, fordi alt, hvad der foregår, er realistisk. Men netop fordi den er realistisk, kan slutningen heller ikke blive andet end grum... Måske er der ikke engang en slutning?
Bogarts Ole Michelsen gav kun filmen to hatte, men han indskærpede, at dét alene var ment som en ADVARSEL, for han erkendte, at han næppe nogensinde havde set psykisk tortur skildret mere overbevisende.
Da filmen blev vist i Cannes (den vandt senere juryens specialpris), blev det indbudte publikum advaret på forhånd. Alligevel var mange fulde af væmmelse og vrede, da de forlod biografen.
Én ting er sikkert: "Funny Games" er en modbydelig film, som man helt sikkert aldrig glemmer, hvad enten man måtte have lyst til det eller ej. Hvis du kan opdrive filmen nogetsteds, ønsker jeg dig rigtig god fornøjelse...!
18/01-2005
