Barokt...!

Frankrigs "nationalinstruktør", Patrice Léconte, har sammen med manauskriptforfatter, Rémi Waterhouse, med dette værk begået én af de mest vittige og bidske dialoger, jeg har oplevet på film. Og sådan SKAL det være, hvis man vil forsøge at skildre dekadence på det absolut højeste niveau.
Handlingen er egentlig temmelig underordnet i dette kostumedrama. Hele filmens underholdningsværdi ligger i dialogerne mellem "parykkerne" på Versailles samt den fremragende skildring af frygten for ydmygelse og tab af anseelse.

For en historieinteresseret (med fascination af "pudderkvastens storhedstid") har filmen enorm underholdningsværdi, omend jeg godt kunne efterlyse, at Léconte var gået linen helt ud og havde ladet filmen slutte med dekadencens og svigefuldhedens triumf, for det ER trods alt dén, der er hele filmens berettigelse...

Hovedpersonen (Charles Berling) er rimelig overbevisende i den utaknemmelige rolle so helten, fordi man fornemmer, at han drages kraftigt af anseelsen blandt hoffets "allerhippeste". Men det er selvsagt "de ondskabsfulde", der for alvor giver filmen bid: Jean Rochefort spiller et gennemført velformuleret dumt svin, og man skulle tro, at Fanny Ardant nærmest var FØDT til at spille rollen som forførerisk smilende, men dybt svigefuld professionel hof-elskerinde!