Religiøs horror

4.0
Mange (heriblandt instruktør William Friedkin selv) undrede sig over, at i sin tid slap igennem den amerikanske filmcensurs formynderiske smagsdommeri. Filmen er baseret på en bog af William Peter Blatty, der var drivkraften bag udsendelsen af filmen i en nyklippet version.

"Eksorcisten" (i den nyklippede udgave er det blevet til "Exorcisten") er nemlig en gennemført mørk og grum film om dæmonisk besættelse af en 12-årig pige (Linda Blair), der pludselig begynder at strø om sig med både vulgært sporg, utvetydigt had og vold med døden til følge, som lægerne ikke kan finde nogen forklaring på.
Kun ved at opsøge én af verdens ganske få mennesker, der nogensinde har begået en djævleuddrivelse, kan den rædselsslagne mor gøre sig noget håb om sin datters helbredelse. Der bliver tale om en meget lang, smertefuld uddrivelsesproces (eksorcisme), som ender med at koste flere liv.

Noget af det bedste i denne skumle rædselsfilm er nok de små korte glimt af dæmonisk udseende kranier, der uden varsel dukker op ret tidligt i filmen. Hele indledningen ved den arkæologiske udgravning i ørkenen er også glimrende tænkt. Filmen er ingenlunde så psykologisk raffineret som Kubricks "Ondskabens Hotel", da der entydigt er tale om en udefra kommende ondskab, der "besætter" en værgeløs pige. Billedmæssigt kan den heller ikke hamle op med Kubricks unikke gyser-mesterværk.'

Men derfor er der stadig tale om stærke sager, hvor gysene fungerer glimrende, omend en ikke-religiøs nok også vil more sig lidt over dén betydning, som den relikvier, hellige skrifter og indædt tro tillægges i filmen.
Men det er måske netop hér forklaringen på, hvorfor filmen slap igennem filmcensuren, skal søges? Amerikanske, religiøse film-smagsdommere følte måske, at filmen faktisk formidlede nødvendigheden af guds-tro på en særdeles håndgribelig måde? At dette så næppe var formålet med filmen, er en anden sag...!
Eksorcisten