Smagløst men folkeligt
3.0
Tyske Roland Emmerich er film-håndværker. Han har forlængst fravalgt sine eventuelle kunstneriske ambitioner for i stedet at få mulighed for at instruere de såkaldte "storfilm", hvis force primært ligger i det teknisk-visuelle, muliggjort af disse films meget store budgetter. Det gjaldt for både "Independence Day" og "Godzilla", og det gælder for dette over 2½ time lange epos fra den amerikanske selvstændighedskrig.
Filmen holder til fulde, hvad titlen lover: En skikkelig, jordbunden familiefar, der som udgangspunkt er modstander af krig - ikke mindst af hensyn til sine mange børn, drages ufrivilligt ind i modstandskampen, da besættelsesmagten forgriber sig på hans egne, hvorefter han modstræbende (men sikkert) ender som én af selvstændighedskrigens hærførere.
Hvis man kan sin filmhistorie, vil man genkende konceptet, der i virkeligheden lægger sig uhyre tæt op ad de to sidste Rambo-film, omend denne film qua Gibsons større skuespil-talent end Stallones ditto, gør filmen mere seværdig.
Filmen blev ikke overraskende et hit i USA, der havde savnet en moderne film om netop denne fase i nationens historie. I England (der ellers i andre sammenhænge føler stor samhørighed med USA) var mange imidlertid ret fortørnede over skildringen af de britiske soldaters entydigt usympatiske adfærd, og måden hvorpå Gibson bogstavelig talt smadrer og kløver sine modstandere til ukendelighed i hobetal i hævntørstens hellige navn.
Topmålet nås i slutningen, hvor Gibson (næsten dødeligt) såret alligevel magter at kæmpe sig på benene og gennembore en britisk hærfører med spidsen af en amerikansk fane... Dét er da symbolik, hvor alle ka' være med!
Jævnfør Scope's anmeldelse, sætter filmen sig mellem to stole: Ifølge instruktøren er filmens budskab, at krig er noget forfærdelig noget. Desværre lader slutningen overhovedet ingen tvivl tilbage om, at krigen ikke blot var nødvendig, men også at hovedpersonen faktisk vandt langt mere end han tabte ved at deltage i krigen. Derfor må filmen siges at være mislykket på det indholdsmæssige plan. Dét må og skal trække ned...
Visuelt brager filmen derudaf med stadig voldsommere kampscener, og teknisk er der tale om glimrende håndværk, der ligger helt fremme blandt de flotteste historiske krigsfilm. Og de ellers af og til bortcensurerede splatter (gore) effekter snydes vi heller ikke for i denne film, hvilket også er positivt.
Men efter 3 timer (med indlagt pause) i biografen må jeg sige, at jeg bortset fra slagscenerne og de litervis af teaterblod følte mig temmelig dårligt underholdt. Ingen af skuespillerne glimrer i deres roller (end ikke Gibson selv), og filmen er henved en halv time for lang, når man tager den ukomplicerede historie i betragtning.
Personligt bryder jeg mig uhyre lidt om film, der skildrer verdenshistorien så unuanceret som "The Patriot". Alligevel gi'r jeg tre stjerner pga. de åbenlyse visuelle kvaliteter, som filmen uomtvisteligt besidder.
Det er en film, som venstreorienterede og "elitære intellektuelle" henholdsvis vil hade og finde dybt reaktionær. Historikere vil helt sikkert også brokke sig over skildringen, der stort set forbliver på det personlige plan hele filmen igennem... Men de fleste andre mennesker vil formentlig elske den!
Filmen holder til fulde, hvad titlen lover: En skikkelig, jordbunden familiefar, der som udgangspunkt er modstander af krig - ikke mindst af hensyn til sine mange børn, drages ufrivilligt ind i modstandskampen, da besættelsesmagten forgriber sig på hans egne, hvorefter han modstræbende (men sikkert) ender som én af selvstændighedskrigens hærførere.
Hvis man kan sin filmhistorie, vil man genkende konceptet, der i virkeligheden lægger sig uhyre tæt op ad de to sidste Rambo-film, omend denne film qua Gibsons større skuespil-talent end Stallones ditto, gør filmen mere seværdig.
Filmen blev ikke overraskende et hit i USA, der havde savnet en moderne film om netop denne fase i nationens historie. I England (der ellers i andre sammenhænge føler stor samhørighed med USA) var mange imidlertid ret fortørnede over skildringen af de britiske soldaters entydigt usympatiske adfærd, og måden hvorpå Gibson bogstavelig talt smadrer og kløver sine modstandere til ukendelighed i hobetal i hævntørstens hellige navn.
Topmålet nås i slutningen, hvor Gibson (næsten dødeligt) såret alligevel magter at kæmpe sig på benene og gennembore en britisk hærfører med spidsen af en amerikansk fane... Dét er da symbolik, hvor alle ka' være med!
Jævnfør Scope's anmeldelse, sætter filmen sig mellem to stole: Ifølge instruktøren er filmens budskab, at krig er noget forfærdelig noget. Desværre lader slutningen overhovedet ingen tvivl tilbage om, at krigen ikke blot var nødvendig, men også at hovedpersonen faktisk vandt langt mere end han tabte ved at deltage i krigen. Derfor må filmen siges at være mislykket på det indholdsmæssige plan. Dét må og skal trække ned...
Visuelt brager filmen derudaf med stadig voldsommere kampscener, og teknisk er der tale om glimrende håndværk, der ligger helt fremme blandt de flotteste historiske krigsfilm. Og de ellers af og til bortcensurerede splatter (gore) effekter snydes vi heller ikke for i denne film, hvilket også er positivt.
Men efter 3 timer (med indlagt pause) i biografen må jeg sige, at jeg bortset fra slagscenerne og de litervis af teaterblod følte mig temmelig dårligt underholdt. Ingen af skuespillerne glimrer i deres roller (end ikke Gibson selv), og filmen er henved en halv time for lang, når man tager den ukomplicerede historie i betragtning.
Personligt bryder jeg mig uhyre lidt om film, der skildrer verdenshistorien så unuanceret som "The Patriot". Alligevel gi'r jeg tre stjerner pga. de åbenlyse visuelle kvaliteter, som filmen uomtvisteligt besidder.
Det er en film, som venstreorienterede og "elitære intellektuelle" henholdsvis vil hade og finde dybt reaktionær. Historikere vil helt sikkert også brokke sig over skildringen, der stort set forbliver på det personlige plan hele filmen igennem... Men de fleste andre mennesker vil formentlig elske den!
18/01-2005
