Idéløs oplysnings-mainstream
2.0
Denne film har fået hæderlige anmeldelser pga. dens fokusering på det moderne samfunds skyggesider og afstumpethed, som betyder, at nogle bliver ofre for den del af filmindustrien, der beskæftiger sig med voldsporno, og i sidste instans: "snuff" (film hvor folk bliver henrettet).
Dét kan jo være meget relevant at fokusere på. Desværre er Joel Schumacher ikke en instruktør, der ret ofte formår at gå i dybden med sine karakterer. De forbliver i for høj grad stereotyper. I "Falling Down" kunne det gå an, fordi formålet var at skildre en tilfældig mands sammenbrud og efterfølgende amok-løb. Men i "8 MM" er det utilstrækkeligt, fordi temaet hér kræver mere følelsesdybde og psykologisk indlevelsesevne.
Således bliver kun den unge student (Joaquin Phoenix), der jobber i en sexshop, der får en lille smule personlighed. De øvrige figurer ender som klichéer, specielt skurkene, som netop aldrig bliver andet end ubegribelige primitive bæster, omend årsagen til deres voldelige lyster kan være svære at forklare.
Nicholas Cage's hovedperson (en advokat) bliver undervejs bragt ud på et følelsesmæssigt overdrev, hvor han - meget mod sin vilje - dels i raseri, men også dels i et oprigtigt ønske om at standse disse snuff-filmproducenter, ender med at dræbe flere af dem. Budskabet er, at vor hovedperson selv er ved at blive lige så voldelig, som dem han bekæmper. Så galt går det naturligvis ikke, og han ender da også lykkeligt i hjemme i familiens skød til sidst.
Men Schumacher begår den fejl, at han (sikkert i kraft af voldspornoens mange indlysende ubehagelige implikationer) tager klart parti for opgøret med disse utilnærmelige og perverterede mennesker. Ingen form for fiktion kan for alvor anerkendes som "god kunst", hvis den begynder at dømme sine figurer, og dét gør Schumacher desværre.
Mest tydeligt er dette måske i én af filmens tidlige scener, hvor Cage af professionelle årsager er nødt til at gennemse en snuff-scene. Mens filmen løber, ser vi Cage sidde i en stol og vride sig og skære ansigter i forfærdelse over det viste, som han næsten ikke kan få sig selv til at se på. Det er muligt, at det faktisk ER ubehageligt, at se et spillevende menneske blive sprættet op, men det kan aldrig være meningen, at publikum så åbenlyst skal have at vide, hvordan de bør opføre sig i en given situation. Filmisk mindede denne scene nærmest som et stykke skoleundervisningsmateriale.
I en anden scene bevæger Cage sig rundt på et natligt smug-marked for pornografiske undergrundsfilm. Hele tiden er hans grimasser fulde af fordømmelse og forfærdelse, selv om han på dette tidspunkt allerede har opholdt sig en del i "miljøet". Igen er budskabet alt for klart og klodset formidlet.
Filmen forpasser fuldstændig chancen for at fortælle en indlevende miljøskildring. Det er muligt, at emnet er så grumt, så dette i sig selv vil være meget problematisk. En anden mulighed kunne dog være, at Joel Schumacher bare ikke er den rigtige mand til at gøre det, for resultatet er i hvert fald en film, der helt og aldeles savner originalitet og personlighed, og som dybest set kunne være instrueret af hvem som helst.
Dét kan jo være meget relevant at fokusere på. Desværre er Joel Schumacher ikke en instruktør, der ret ofte formår at gå i dybden med sine karakterer. De forbliver i for høj grad stereotyper. I "Falling Down" kunne det gå an, fordi formålet var at skildre en tilfældig mands sammenbrud og efterfølgende amok-løb. Men i "8 MM" er det utilstrækkeligt, fordi temaet hér kræver mere følelsesdybde og psykologisk indlevelsesevne.
Således bliver kun den unge student (Joaquin Phoenix), der jobber i en sexshop, der får en lille smule personlighed. De øvrige figurer ender som klichéer, specielt skurkene, som netop aldrig bliver andet end ubegribelige primitive bæster, omend årsagen til deres voldelige lyster kan være svære at forklare.
Nicholas Cage's hovedperson (en advokat) bliver undervejs bragt ud på et følelsesmæssigt overdrev, hvor han - meget mod sin vilje - dels i raseri, men også dels i et oprigtigt ønske om at standse disse snuff-filmproducenter, ender med at dræbe flere af dem. Budskabet er, at vor hovedperson selv er ved at blive lige så voldelig, som dem han bekæmper. Så galt går det naturligvis ikke, og han ender da også lykkeligt i hjemme i familiens skød til sidst.
Men Schumacher begår den fejl, at han (sikkert i kraft af voldspornoens mange indlysende ubehagelige implikationer) tager klart parti for opgøret med disse utilnærmelige og perverterede mennesker. Ingen form for fiktion kan for alvor anerkendes som "god kunst", hvis den begynder at dømme sine figurer, og dét gør Schumacher desværre.
Mest tydeligt er dette måske i én af filmens tidlige scener, hvor Cage af professionelle årsager er nødt til at gennemse en snuff-scene. Mens filmen løber, ser vi Cage sidde i en stol og vride sig og skære ansigter i forfærdelse over det viste, som han næsten ikke kan få sig selv til at se på. Det er muligt, at det faktisk ER ubehageligt, at se et spillevende menneske blive sprættet op, men det kan aldrig være meningen, at publikum så åbenlyst skal have at vide, hvordan de bør opføre sig i en given situation. Filmisk mindede denne scene nærmest som et stykke skoleundervisningsmateriale.
I en anden scene bevæger Cage sig rundt på et natligt smug-marked for pornografiske undergrundsfilm. Hele tiden er hans grimasser fulde af fordømmelse og forfærdelse, selv om han på dette tidspunkt allerede har opholdt sig en del i "miljøet". Igen er budskabet alt for klart og klodset formidlet.
Filmen forpasser fuldstændig chancen for at fortælle en indlevende miljøskildring. Det er muligt, at emnet er så grumt, så dette i sig selv vil være meget problematisk. En anden mulighed kunne dog være, at Joel Schumacher bare ikke er den rigtige mand til at gøre det, for resultatet er i hvert fald en film, der helt og aldeles savner originalitet og personlighed, og som dybest set kunne være instrueret af hvem som helst.
18/01-2005
