Lang men dyb antikrigsfilm
4.0
Denne film er nok én af de mest gennemførte antikrigsfilm, der er set i mange år. Vi skal tilbage til den tyske film "Stalingrad" fra 1992 for at nærme os en ligeså gennemført fremstilling af krig som menneskeligt meningsløs.
Der er politiske undertoner, idet den stiller spørgsmålet: "Hvem eller hvad er det, vi kæmper for?" Men mere direkte politisk bliver den (heldigvis) aldrig.
Kampen står om en græsklædt klippeknold øst for Ny Guinea engang midt under 2. verdenskrig mellem USA og Japan. Alle lavere officerer og menige er rædselsslagne for at gå i land, men slaget er i høj grad (endnu) et personligt prestigeprojekt for en lettere forsmået oberst (Nick Nolte).
Det specielle er, at der ingen egentlige hovedpersoner er i filmen. Den følger op imod 8-10 forskellige amerikanske soldater, der alle deltager i det blodige slag, nogenlunde ligeligt hele vejen igennem, uden at disse af den grund udgør et broderligt "team". Ingen når at knytte varige venskaber. Selv om de kæmper for hinanden, lukker mange af dem sig inde i sig selv for at glemme det allestedsnærværende og pinefulde ubehag. Til slut spredes de hjemvendte soldater for alle vinde.
Filmen udnævner ingen til skurke eller helte, selv Nick Noltes oberst skildres med stor forståelse, og japanernes situation formår filmen også at give et lille indtryk af.
Filmen er dertil fuld af livsfilosofi, hvilket selvfølgelig er en kvalitet, omend en del passager (bl.a. portrætterende minder hjemmefra og én af de gennemgående figurers udkårne i engleagtig leg) kan virke temmelig langrukne og overdimensionerede.
Filmen leger mellem linierne desuden med drømmen om en tilbagevenden til barndommens uskyld, illustreret gennem den fra øen lokale stammebefolknings manglende forståelse for, hvad der foregår på deres ø. De voksne indfødte er dog heller ikke uden interne uoverensstemmelser, omend dette forhold kun udgør en ganske lille scene i filmen. Kun de legende småbørn på øen er for alvor lykkelige.
Instruktør Terence Malick, der sidst instruerede en film for 20 år siden, har selv deltaget i Vietnamkrigen. Måske er det derfor, budskabet så antikrigs-agtigt.
Filmteknisk er der tale om en moderat flot krigsfilm, der dog ikke ofrer mere tid på selve krigshandlingerne og effekterne, end nok til at budskabet kan sive ind. Dette på trods af, at hele handlingen faktisk kun udspilles på selve øen, hvor slaget foregår.
Dog har jeg alligevel en smule svært ved at tro på, at soldater i 1940rne rent faktisk talte så dybsindigt og frigjort, som det er tilfældet i denne film?
Alt i alt en krigsfilm, der i sin eksistentialistiske tilgang til stoffet bedst kan sammelignes med den engelske klassiker "Intet Nyt Fra Vestfronten" fra 1979 (der dog foregik under FØRSTE Verdenskrig). Men 2 timer og 45 minutter ER - trods fremragende skuespil - for meget.
Der er politiske undertoner, idet den stiller spørgsmålet: "Hvem eller hvad er det, vi kæmper for?" Men mere direkte politisk bliver den (heldigvis) aldrig.
Kampen står om en græsklædt klippeknold øst for Ny Guinea engang midt under 2. verdenskrig mellem USA og Japan. Alle lavere officerer og menige er rædselsslagne for at gå i land, men slaget er i høj grad (endnu) et personligt prestigeprojekt for en lettere forsmået oberst (Nick Nolte).
Det specielle er, at der ingen egentlige hovedpersoner er i filmen. Den følger op imod 8-10 forskellige amerikanske soldater, der alle deltager i det blodige slag, nogenlunde ligeligt hele vejen igennem, uden at disse af den grund udgør et broderligt "team". Ingen når at knytte varige venskaber. Selv om de kæmper for hinanden, lukker mange af dem sig inde i sig selv for at glemme det allestedsnærværende og pinefulde ubehag. Til slut spredes de hjemvendte soldater for alle vinde.
Filmen udnævner ingen til skurke eller helte, selv Nick Noltes oberst skildres med stor forståelse, og japanernes situation formår filmen også at give et lille indtryk af.
Filmen er dertil fuld af livsfilosofi, hvilket selvfølgelig er en kvalitet, omend en del passager (bl.a. portrætterende minder hjemmefra og én af de gennemgående figurers udkårne i engleagtig leg) kan virke temmelig langrukne og overdimensionerede.
Filmen leger mellem linierne desuden med drømmen om en tilbagevenden til barndommens uskyld, illustreret gennem den fra øen lokale stammebefolknings manglende forståelse for, hvad der foregår på deres ø. De voksne indfødte er dog heller ikke uden interne uoverensstemmelser, omend dette forhold kun udgør en ganske lille scene i filmen. Kun de legende småbørn på øen er for alvor lykkelige.
Instruktør Terence Malick, der sidst instruerede en film for 20 år siden, har selv deltaget i Vietnamkrigen. Måske er det derfor, budskabet så antikrigs-agtigt.
Filmteknisk er der tale om en moderat flot krigsfilm, der dog ikke ofrer mere tid på selve krigshandlingerne og effekterne, end nok til at budskabet kan sive ind. Dette på trods af, at hele handlingen faktisk kun udspilles på selve øen, hvor slaget foregår.
Dog har jeg alligevel en smule svært ved at tro på, at soldater i 1940rne rent faktisk talte så dybsindigt og frigjort, som det er tilfældet i denne film?
Alt i alt en krigsfilm, der i sin eksistentialistiske tilgang til stoffet bedst kan sammelignes med den engelske klassiker "Intet Nyt Fra Vestfronten" fra 1979 (der dog foregik under FØRSTE Verdenskrig). Men 2 timer og 45 minutter ER - trods fremragende skuespil - for meget.
18/01-2005
