Join the Navy

2.0
Det er svært at se denne Fox-produktion som ret meget andet end en patriotisk hvervekampagne.

Dog kan man sige, at der også er tale om en slet skjult markedsføring af nyheds-TV-stationen Sky News, der ligesom produktionsselskabet (Twentieth Century) Fox er ejet af den amerikansk-australske mediemogul, Rupert Murdoch.

Filmens enkle budskab er, at internationale konventioner aldrig må hindre, at USA mister muligheden for at redde sine egne drenge sikkert hjem fra verdens brændpunkter. Det lykkes nemlig næsten for den internationale NATO-kommando at forhindre dette i forsøget på at bevare en fredsaftale med de bosniske serbere (der i øvrigt portrætteres ligeså kolde og bestialsk-klichéagtigt som russere, tyskere og japanere er blevet det tidligere).

Men den amerikanske general (Hackman) indser til sidst, at intet kan være vigtigere end at redde en af hans egne, også selv om det vil koste ham jobbet i hæren. Og derfor kan NATO-ledelsen (der selvfølgelig er fransk ledet) ikke stille noget op, da han in persona rykker ud på sin egen personlige og væbnede redningsaktion ind i fjendeland.
Det er selvfølgelig dybt urealistisk, men ikke desto mindre har det været hensigten at give filmen et meget autentisk præg, hvilket fungerer på det tekniske plan men absolut ikke på det indholdsmæssige.

Filmen er teknisk meget elegant. Der er action (eller i hvert fald velfungerende intensitet) hele vejen, og heldigvis taler fjenden i det mindste rigtig serbokroatisk og ikke engelsk med pinlig accent. Men fordi handlingen er meget actionfyldt, fylder de egentlige skuespil-præstationer heller ikke så meget, så de egentlig lader sig bedømme.

Filmens andet (usympatiske) budskab ligger også lige under overfladen: Folk (diplomater, franskmænd og andre europæere), der satser på fredsaftaler, når man kunne vælge at tage konfrontationen, er nogle tossegode fjolser.

Hvis ikke, man er patriot, burde man holde sig langt væk fra denne enfoldige forestilling. og hvis man er, burde man måske alligevel tænke over, om internationale kriser nu også er så enkle, som de skildres i denne film?
Behind Enemy Lines