Overdrevet stjerneflimmer
1.0
Efter den anstrengte Episode I: Den Usynlige Fjende er science-fictions-genrens sværvægtere og alle tiders drengerøve McCallum og Lucas tilbage for at redde æren fra sidste gangs brøler. De har adskillige gange fortalt at de vil rette op på forgængerens mange mangler som dog fungerede udmærket i biografen, her bør nævnes det unuancerede historieforløb og et endimensionalt persongalleri der afslørede sig selv på videoen. Der skulle også spændes op for forbindelserne mellem de ældste Star Wars film, så der ville komme mere af det gode (lyssværdskampe osv.) og lidt ekstra oven i hatten (bedre CGI-effekter…). Hvor Den Usynlige Fjende haltede med en billedside som efter kritikernes mening ikke formåede at følge med tidens krav til action-genren – CGI-effekterne var rettere sagt ’out of date’. Episode I’s mangler på billedsiden var f.eks. for mange intense closeups og for få totalbilleder. Og uden held forsøgte Lucas med Episode I at kopiere sin 1982-forgænger Jedi-ridderen Vender Tilbages klimaks med tre parallelforløb – hvor han i Episode II mere fokuserer på sine karakterers individuelle person-intriger. Samt må han roses for at have fået fuld kontrol over de ellers så magtesløse CGI-effekter, som fungerer som en drøm i Episode II.
Dialog og skuespilmæssigt har Episode II ikke rejst sig fra gulvbrædderne. Som i Episode I er der stadig alt for mange stive replikker og kedsommelig dårlige dialoger, som enhver Star Wars-fan kunne have udredet til noget mere prangende og bedre klingende. Det hele klinger ganske enkelt ikke så godt som i den først-producerede trilogi, hvor dialog-ping-pong’en havde fuld fart på – med hjælp fra specialister på området som Harrison Ford, Mark Hamill og Carrie Fisher. Jeg savner virkelig spændingen i dialogerne, som er draget fuldt over til action-scenerne. Der er simpelthen ikke plads til udfordring og action i dialogerne mere. Ærgerligt, da det var et af de væsentlige kendetegn i de første fortællinger om Star Wars. Trekløvereffekten med Ford, Hamill og Fisher forsøges efterlignet med et samspil mellem tre unge stjerner; Ewan McGregors sympatiske fortolkning af den nøgterne og rationelle Jedi ridder Obi-Wan Kenobi, Natalie Portmans handlekraftige Senator Amidala og den skæbneramte Anakin Skywalker, overraskende dårligt fortolket af Hayden Christensen, uden at det nogensinde bliver direkte pinligt. Dels fordi filmen aldrig rigtig beslutter sig for hvilken historie den vil følge og hvad den vil lægge vægt på, derfor ender det med at den bare bygger og lægger op til finalen i slutningen af filmen (som dog aldrig rigtigt bliver til noget). Det sker gennem en masse halvfærdigt kriminal- og politisk intriger, og gennem en akavet affære mellem Amidala og Skywalker som aldrig kommer i omdrejninger, den er plat og fladt fortalt, der kommer ikke dybde eller følelse ind i den. Hvad filmen mangler af pacing i første halvdel – lige på nær den fremragende konfrontation mellem Obi-Wan og den dødsensfarlige dusørjæger Jango Fett Temuerra Morrison – gøres der dog mere end rigeligt op for i sidste halvdel, hvor de politiske forviklinger, og overfladiske relationer karaktererne imellem, droppes til fordel for mere adventure præget pubertetsramasjang og en hæsblæsende finale, der krydsklipper mellem klonkrigernes angreb på en separatistbevægelse, tilsyneladende ledet af den tidligere Jedi-ridder Count Dooku (Christopher Lee, som på trods af sine 80 år stadig er en imponerende statur og utrolig adræt) og en fremragende lyssværdsduel mellem førnævnte Dooku og jediridderne Obi-Wan, Anakin og Yoda.
Lucas har tydelige problemer når han forsøger at være dybsindig psykologisk i rammerne af Star Wars drenge-universet, det fungerer ikke! Første halvdel af filmen går nærmest kun til at Lucas kan fortælle om Anakins opfattelse af vores verdens demokratier som forvandles til diktatoriske militærstater. I sidste halvdel holder han sig heldigvis til det han er bedst til: farvestrålende drengeeventyrer, med storslåede slag, lyssværdsdueller og vilde gladiatorkampe med brølende monstre og tapre helte. Det er rutinepræget og visuel repetition fra seriens tidlige film, og totalt volapyk for uindviede.
Der bliver også mere plads til gamle kendinge i Episode II. Hvor Episode I tog fat på støvede og uopdagede vinkler af kraftens sammenhæng, tager dagens film turen rundt om bipersoner som har formet sig som legender i sagaen – heriblandt Yoda (denne gang komplet computeranimeret, men stemmen kommer fra samme mand, Frank Oz) som man ser meget til, hvor man i de tidligere film kun så ham som en lille brik i sagaens store puslespil. Desuden må Episode II anses for langt mere seriøs og alvorlig, end forgængeren. Kun i enkelte tilfælde forfalder filmen til ren, falden på halen humor, f.eks. da robotten C3POs hoved monteres på en kamprobots krop, hvorefter han tosser rundt i infernoets klimaks, mens monstre kæmper mod vores helt Anakin og hans forelskede Amidala. Bestemt ikke ulig Jar Jars optræden i Den Usynlige Fjende.
Som overgangsfilm fungerer Klonernes Angreb ikke nær så godt som A New Hope, Emperiet Slår Igen eller Jedi-ridderen Vender Tilbage. Tre film som alle nok husker for sine klokkerene, distinktive og nærmest stereotypt ikonografiske tableauer, vidunderlige scenografi og hårdtslående fokus på få, men fantastiske karakterer.
Faktum er at Klonernes Angreb er en langt bedre science-fiction film end Episode I: Den Usynlige Fjende, men den har stadig det tilfælles at historierne slet ikke fungerer. Det er rodet og Lucas holder sig aldrig til en enkelt historie, men vælger i stedet at bade rundt i små dumme og ret ligegyldige historier – som Anakins håb om at finde sin mor,,, har ingen indflydelse på historien, rent sidespring! Det er irriterende og man savner virkelig tovene (trosserne) mellem småhistorierne. Det er for rodet og kedeligt anlagt.
Vel nok filmens største forskel, historiemæssigt, fra de andre stjernekrigsfilm, er kærlighedshistorien. Dette ret store tema har ikke set lys i de tidligere film og det er kun godt! Lucas har helt sikkert ville skabe rørende poesi og dybdegående følelser, men det er det rene vand i forhold til alle andre gennemsnitlig gode kærlighedsfilm fra de sidste par år. Det er kedeligt og de tætte og ikke spor intense scener mellem Anakin og Amidala er sjuskede og kedelige, og muligvis pinlige. Det er tydeligt at Lucas og hans kammesjukker har hungret efter et kærlighedstema, men resultatet afslører at de ikke har lagt vægt på det. Derfor ender det med århundredets største klichéfuser, når det gælder, ’den gode kærlighedshistorie’.
Noget af det jeg savner allermest af i Episode 2 er kampene oppe i himmelrummet. De er for få, for ikke at sige, der er ikke nogen (!) og det er kedeligt for selve filmen. Filmens slut actionscene som varer hele 45 minutter er lækker æstetik og kræs for CGI-elskere, men der er ikke meget Star Wars ånd over det. Det skyldes at det foregår på en frodig planet, uvant, da vi jo er vant til, og elsker, actionscenerne i stjernevrimlen. Skuffende? Ja.
Jeg tvivler på om Star Wars: Episode 2 – Klonernes Angreb holder på dvd-maskinen, jeg tror nemlig nærmere på den kommer til at lide den samme skæbne som Den Usynlige Fjende. En fantastisk flot oplevelse på det store lærred, men ved nærmere eftersyn viser store mangler og én- dimensionalt persongalleri. Men har man holdt ud indtil nu, så er der ikke andet for! Sæt kurs mod landets største biograf og indløs din billet til Hollywoods seneste bud på hvordan en science-fiction-actionfilm skal skæres anno 2002. Og kan man se gennem fingre på Lucas’ besynderlige fiksering på digital teknologi og effekter – ja, så får man et fint billede af hvordan science-fiction genren vil skabe sig i fremtiden – en vekselring mellem den klassiske eventyrsfortælling og eksperimenteren med æstetik af en højere grad af hvad vi kender i dag, der igen veksles med simplicitet og legesyge fra instruktørens side.
Dialog og skuespilmæssigt har Episode II ikke rejst sig fra gulvbrædderne. Som i Episode I er der stadig alt for mange stive replikker og kedsommelig dårlige dialoger, som enhver Star Wars-fan kunne have udredet til noget mere prangende og bedre klingende. Det hele klinger ganske enkelt ikke så godt som i den først-producerede trilogi, hvor dialog-ping-pong’en havde fuld fart på – med hjælp fra specialister på området som Harrison Ford, Mark Hamill og Carrie Fisher. Jeg savner virkelig spændingen i dialogerne, som er draget fuldt over til action-scenerne. Der er simpelthen ikke plads til udfordring og action i dialogerne mere. Ærgerligt, da det var et af de væsentlige kendetegn i de første fortællinger om Star Wars. Trekløvereffekten med Ford, Hamill og Fisher forsøges efterlignet med et samspil mellem tre unge stjerner; Ewan McGregors sympatiske fortolkning af den nøgterne og rationelle Jedi ridder Obi-Wan Kenobi, Natalie Portmans handlekraftige Senator Amidala og den skæbneramte Anakin Skywalker, overraskende dårligt fortolket af Hayden Christensen, uden at det nogensinde bliver direkte pinligt. Dels fordi filmen aldrig rigtig beslutter sig for hvilken historie den vil følge og hvad den vil lægge vægt på, derfor ender det med at den bare bygger og lægger op til finalen i slutningen af filmen (som dog aldrig rigtigt bliver til noget). Det sker gennem en masse halvfærdigt kriminal- og politisk intriger, og gennem en akavet affære mellem Amidala og Skywalker som aldrig kommer i omdrejninger, den er plat og fladt fortalt, der kommer ikke dybde eller følelse ind i den. Hvad filmen mangler af pacing i første halvdel – lige på nær den fremragende konfrontation mellem Obi-Wan og den dødsensfarlige dusørjæger Jango Fett Temuerra Morrison – gøres der dog mere end rigeligt op for i sidste halvdel, hvor de politiske forviklinger, og overfladiske relationer karaktererne imellem, droppes til fordel for mere adventure præget pubertetsramasjang og en hæsblæsende finale, der krydsklipper mellem klonkrigernes angreb på en separatistbevægelse, tilsyneladende ledet af den tidligere Jedi-ridder Count Dooku (Christopher Lee, som på trods af sine 80 år stadig er en imponerende statur og utrolig adræt) og en fremragende lyssværdsduel mellem førnævnte Dooku og jediridderne Obi-Wan, Anakin og Yoda.
Lucas har tydelige problemer når han forsøger at være dybsindig psykologisk i rammerne af Star Wars drenge-universet, det fungerer ikke! Første halvdel af filmen går nærmest kun til at Lucas kan fortælle om Anakins opfattelse af vores verdens demokratier som forvandles til diktatoriske militærstater. I sidste halvdel holder han sig heldigvis til det han er bedst til: farvestrålende drengeeventyrer, med storslåede slag, lyssværdsdueller og vilde gladiatorkampe med brølende monstre og tapre helte. Det er rutinepræget og visuel repetition fra seriens tidlige film, og totalt volapyk for uindviede.
Der bliver også mere plads til gamle kendinge i Episode II. Hvor Episode I tog fat på støvede og uopdagede vinkler af kraftens sammenhæng, tager dagens film turen rundt om bipersoner som har formet sig som legender i sagaen – heriblandt Yoda (denne gang komplet computeranimeret, men stemmen kommer fra samme mand, Frank Oz) som man ser meget til, hvor man i de tidligere film kun så ham som en lille brik i sagaens store puslespil. Desuden må Episode II anses for langt mere seriøs og alvorlig, end forgængeren. Kun i enkelte tilfælde forfalder filmen til ren, falden på halen humor, f.eks. da robotten C3POs hoved monteres på en kamprobots krop, hvorefter han tosser rundt i infernoets klimaks, mens monstre kæmper mod vores helt Anakin og hans forelskede Amidala. Bestemt ikke ulig Jar Jars optræden i Den Usynlige Fjende.
Som overgangsfilm fungerer Klonernes Angreb ikke nær så godt som A New Hope, Emperiet Slår Igen eller Jedi-ridderen Vender Tilbage. Tre film som alle nok husker for sine klokkerene, distinktive og nærmest stereotypt ikonografiske tableauer, vidunderlige scenografi og hårdtslående fokus på få, men fantastiske karakterer.
Faktum er at Klonernes Angreb er en langt bedre science-fiction film end Episode I: Den Usynlige Fjende, men den har stadig det tilfælles at historierne slet ikke fungerer. Det er rodet og Lucas holder sig aldrig til en enkelt historie, men vælger i stedet at bade rundt i små dumme og ret ligegyldige historier – som Anakins håb om at finde sin mor,,, har ingen indflydelse på historien, rent sidespring! Det er irriterende og man savner virkelig tovene (trosserne) mellem småhistorierne. Det er for rodet og kedeligt anlagt.
Vel nok filmens største forskel, historiemæssigt, fra de andre stjernekrigsfilm, er kærlighedshistorien. Dette ret store tema har ikke set lys i de tidligere film og det er kun godt! Lucas har helt sikkert ville skabe rørende poesi og dybdegående følelser, men det er det rene vand i forhold til alle andre gennemsnitlig gode kærlighedsfilm fra de sidste par år. Det er kedeligt og de tætte og ikke spor intense scener mellem Anakin og Amidala er sjuskede og kedelige, og muligvis pinlige. Det er tydeligt at Lucas og hans kammesjukker har hungret efter et kærlighedstema, men resultatet afslører at de ikke har lagt vægt på det. Derfor ender det med århundredets største klichéfuser, når det gælder, ’den gode kærlighedshistorie’.
Noget af det jeg savner allermest af i Episode 2 er kampene oppe i himmelrummet. De er for få, for ikke at sige, der er ikke nogen (!) og det er kedeligt for selve filmen. Filmens slut actionscene som varer hele 45 minutter er lækker æstetik og kræs for CGI-elskere, men der er ikke meget Star Wars ånd over det. Det skyldes at det foregår på en frodig planet, uvant, da vi jo er vant til, og elsker, actionscenerne i stjernevrimlen. Skuffende? Ja.
Jeg tvivler på om Star Wars: Episode 2 – Klonernes Angreb holder på dvd-maskinen, jeg tror nemlig nærmere på den kommer til at lide den samme skæbne som Den Usynlige Fjende. En fantastisk flot oplevelse på det store lærred, men ved nærmere eftersyn viser store mangler og én- dimensionalt persongalleri. Men har man holdt ud indtil nu, så er der ikke andet for! Sæt kurs mod landets største biograf og indløs din billet til Hollywoods seneste bud på hvordan en science-fiction-actionfilm skal skæres anno 2002. Og kan man se gennem fingre på Lucas’ besynderlige fiksering på digital teknologi og effekter – ja, så får man et fint billede af hvordan science-fiction genren vil skabe sig i fremtiden – en vekselring mellem den klassiske eventyrsfortælling og eksperimenteren med æstetik af en højere grad af hvad vi kender i dag, der igen veksles med simplicitet og legesyge fra instruktørens side.
22/10-2002
