En afdæmpet vildmarksfilm

Jeg undrer mig lidt over Scopes officielle anmeldelse af denne film. Det er som om, at anmelderen havde forventet et langt mere ekstravagant drama, og er blevet meget skuffet over filmens beherskede ambitionsniveau?

Men sagen er, at der til dels er tale om en slags "kammerspil i vildmarken" mellem filmens to hovedpersoner (Hopkins og Baldwin, hvoraf sidstnævnte lider af en blanding af foragt og misundelse på Hopkins' aldrende, lidt kyniske rigmand), og dels om et overlevelses-drama, hvor en enorm bjørn forfølger de tre (senere to og til sidst kun ene) overlevende jet-settere, der falder ned med et lille privatfly i ødemarken.

Filmen er velspillet. Og dermed mener jeg fri for overdreven snak og overdrevne følelsesudbrud. Den gamle rigmand (der er gift med en langt yngre fotomodel, som fotografen begærer) er filmens hovedperson. Han er i udgangspunktet en smule gnaven på folk omkring ham. Men den lange vandring gennem de øde skovområder, får ham til at føle sig som et forandret menneske, mens Baldwin (der spiller en ung modefotograf), aldrig helt kan abstrahere fra sin foragt for den gamle pengepuger.

Handlingen foregår efter flystyrtet udelukkende mellem de tre overlevende, som ind imellem forstyrres af en meget stor bjørn, som der forekommer nogle visuelt udmærkede dramatiske kamp- og flugtscener med.

Rent handlingsteknisk må man undre sig over, hvorledes vore tre vildfarne venner formår at vandre i dagevis uden at få det mindste at spise. Og så tager det forbløffende kort tid at få garvet et bjørneskind og at få sat en stor bjørnefælde op!

Men ellers handler filmen om det psykologiske spil mellem rigmanden og fotografen. Min eneste anke er, at Baldwin af og til måske er en kende for hidsig tenderende til det overspillede - situationens alvor taget i betragtning.
Alt i alt herligt med en film uden de helt store armebevægelser. Action? Ikke i den store dominerende stil, men fint tilpasset handlingen.