Klassisk gangsterdrama
4.0
Instruktøren Sam Mendes er egentlig en ny mand i filmbranchen, efter en lang og succesrig karriere inden for teater. Hans første job som filminstruktør kom i 1999, da han blev sat til at gennemføre American Beauty, som både vandt det ene og det andet. Oscarhøsten viste at manden bag filmen havde et utroligt talent som filminstruktør, og nu står han så med en film med et tidobbelt stort budget, en Hanks og en Newman, og en fornemmelse hos publikummet om at hans første film ikke blot var et ”lucky-punch”!
Et af de førende temaer i Mendes’ tragiske og dramatiske gangsterfortælling er faderskab. Ikke ligesom i Godfather hvor det handlede om troskab og kærlighed, både over for konen men også for undersåtterne, men instinktet hos faderen om at skulle beskytte sine sønner, ligegyldigt hvad. Det munder i filmen ud i en ren tour-de-force af The American Way Of Life, som jeg kan gentage igen og igen. Kald det far-temaet, bliver altså ikke andet end en tynd kop te, i forhold til resten af filmens fantastiske gangsterstemning.
I forhold til andre gangsterfilm, så prøver Mendes og især Hanks at bevise folk om at mafiaen ikke er noget man bør gøre sig forhåbninger om at blive medlem af. Politisk korrekthed hersker! The Road To Perdition er ikke en film om gangster-livet, hvor store diamantringe og store sorte frakker danser samba med det vilde liv som ”altmuligmand”. Vejen Til Perdition er både rå og til tider på kanten til det snigende uhyggelige. Det virker perfekt, da det er nytænkning, hvis man tænker på alt det skidt der er kommet fra Amerika gennem de seneste år.
Tom Hanks og Paul Newman er eminente i rollerne som taknemmelig lejemorder og irsk gangster. De fungerer rigtig godt, ligegyldigt hvor overvurderede de er. Resten af skuespilleteamet er en gennemgang af nye stjerneskud, som ikke er værd at kommentere her – vi kommer til at høre meget mere i de næste par år!
Mendes arbejder endnu engang sammen med den legendariske fotograf Conrad L. Hall som leverer en lang række perfekte og afsindigt lækre billeder, som er med til at styrke og forene stemning og historie. Denne film ville simpelthen ikke have været så fantastisk som den nu engang er, hvis ikke Halls bragende ideer havde været med i denne billedmæssige smukke gangsterfilm.
Vejen Til Perdition er egentlig bare en kold gennemgang af den Amerikanske drøm, mikset sammen med et vanvittigt lækkert billede. Og alligevel er den så skide godt skruet sammen, at man ikke kan undgå en følelse af trang til mere, efter godt to timers knald-spændende gangsterfortælling. Det er forbandet spændende og så fanges man virkelig af den gode historie!
Et af de førende temaer i Mendes’ tragiske og dramatiske gangsterfortælling er faderskab. Ikke ligesom i Godfather hvor det handlede om troskab og kærlighed, både over for konen men også for undersåtterne, men instinktet hos faderen om at skulle beskytte sine sønner, ligegyldigt hvad. Det munder i filmen ud i en ren tour-de-force af The American Way Of Life, som jeg kan gentage igen og igen. Kald det far-temaet, bliver altså ikke andet end en tynd kop te, i forhold til resten af filmens fantastiske gangsterstemning.
I forhold til andre gangsterfilm, så prøver Mendes og især Hanks at bevise folk om at mafiaen ikke er noget man bør gøre sig forhåbninger om at blive medlem af. Politisk korrekthed hersker! The Road To Perdition er ikke en film om gangster-livet, hvor store diamantringe og store sorte frakker danser samba med det vilde liv som ”altmuligmand”. Vejen Til Perdition er både rå og til tider på kanten til det snigende uhyggelige. Det virker perfekt, da det er nytænkning, hvis man tænker på alt det skidt der er kommet fra Amerika gennem de seneste år.
Tom Hanks og Paul Newman er eminente i rollerne som taknemmelig lejemorder og irsk gangster. De fungerer rigtig godt, ligegyldigt hvor overvurderede de er. Resten af skuespilleteamet er en gennemgang af nye stjerneskud, som ikke er værd at kommentere her – vi kommer til at høre meget mere i de næste par år!
Mendes arbejder endnu engang sammen med den legendariske fotograf Conrad L. Hall som leverer en lang række perfekte og afsindigt lækre billeder, som er med til at styrke og forene stemning og historie. Denne film ville simpelthen ikke have været så fantastisk som den nu engang er, hvis ikke Halls bragende ideer havde været med i denne billedmæssige smukke gangsterfilm.
Vejen Til Perdition er egentlig bare en kold gennemgang af den Amerikanske drøm, mikset sammen med et vanvittigt lækkert billede. Og alligevel er den så skide godt skruet sammen, at man ikke kan undgå en følelse af trang til mere, efter godt to timers knald-spændende gangsterfortælling. Det er forbandet spændende og så fanges man virkelig af den gode historie!
28/10-2002
