At Kende Filmkunst
5.0
Niels Malmros har instrueret "Kundskabens Træ", nok den mest citérbare danske film nogensinde, og det er den film, jeg (farvet af mine ungdoms mange gennemsyn) altid især vil elske ham for. Siden sine tidlige Truffautske bekendelses-værker er han vokset meget som instruktør. "At Kende Sandheden" er et alvorligt, men aldrig dystert historisk dokument, et nøgternt forsvarsskrift for hans far, overlæge Rikard Malmros, der i firserne blev uretmæssigt anklaget for lægesjusk af en journalist, der med bagklogskabens knivskarpe strålekaster mente at have fanget en skandale i dansk kirurgi.
"At Kende Sandheden" fortæller dels historien om Malmros seniors barndom og opvækst under fattige kår, der gjorde ham til det menneske han var, dels om hans lægekarriere og historien om hans sjælekvaler over at blive anklaget uretfærdigt som gammel mand - og være for stolt og samvittighedsfuld til at pege skylden videre, og dels historien om Nils Malmros' sene forsonelse med faren, der gennem hele Nils' barndom har valgt lægekaldet over sin familie.
Filmen er smukt fotograferet i sort-hvid af Søren Krag Sørensen i rolige, klassisk komponerede billeder i cinemascope - billederne alene er en overbevisende grund til at unde sig selv at se filmen i en ordentlig biograf. Skuespillerne spiller som de kan og som de gør i en Malmros-film, men dog ikke så knirkende ferskt som i hans tidlige film, hvor ofte utrænede skuespillere leverede deres replikker med en David Mametsk gå-stå-åbn-munden-og-sig-replikken-klart-og-tydeligt nøgternhed. Flere større roller er besatte af i øvrigt ret ubrugte ansigter, og det er i det hele taget en fornøjelse at se en film lavet med stilsikker kærlighed af en instruktør, der ikke ligger i forlængelse af den ellers glimrende, men ret overbrugte "højere middelklasse i 30'erne i København og deres parforhold"-tematik, som adskillige andre danske instruktører bruger krudtet på i disse år. Glimrende indsats af især Jens Albinus, der spiller den voksne Rikard med afmålt følsomhed.
"Kærlighedens Smerte" er hidtil blevet betragtet som Malmros' foreløbige voksne mesterværk. Jeg var ikke tosset med filmen, men denne her film, den er så tæt på en moden auteurs svendestykke som man kommer.
"At Kende Sandheden" fortæller dels historien om Malmros seniors barndom og opvækst under fattige kår, der gjorde ham til det menneske han var, dels om hans lægekarriere og historien om hans sjælekvaler over at blive anklaget uretfærdigt som gammel mand - og være for stolt og samvittighedsfuld til at pege skylden videre, og dels historien om Nils Malmros' sene forsonelse med faren, der gennem hele Nils' barndom har valgt lægekaldet over sin familie.
Filmen er smukt fotograferet i sort-hvid af Søren Krag Sørensen i rolige, klassisk komponerede billeder i cinemascope - billederne alene er en overbevisende grund til at unde sig selv at se filmen i en ordentlig biograf. Skuespillerne spiller som de kan og som de gør i en Malmros-film, men dog ikke så knirkende ferskt som i hans tidlige film, hvor ofte utrænede skuespillere leverede deres replikker med en David Mametsk gå-stå-åbn-munden-og-sig-replikken-klart-og-tydeligt nøgternhed. Flere større roller er besatte af i øvrigt ret ubrugte ansigter, og det er i det hele taget en fornøjelse at se en film lavet med stilsikker kærlighed af en instruktør, der ikke ligger i forlængelse af den ellers glimrende, men ret overbrugte "højere middelklasse i 30'erne i København og deres parforhold"-tematik, som adskillige andre danske instruktører bruger krudtet på i disse år. Glimrende indsats af især Jens Albinus, der spiller den voksne Rikard med afmålt følsomhed.
"Kærlighedens Smerte" er hidtil blevet betragtet som Malmros' foreløbige voksne mesterværk. Jeg var ikke tosset med filmen, men denne her film, den er så tæt på en moden auteurs svendestykke som man kommer.
30/10-2002
