Oscar-potentiale
3.0
"K-19" er en ubåds-thriller. Ja, det er nærmest en genre for sig med egne kliché-konventioner (åh jo, ubåden skal ALTID ned på en dybde, hvor skroget næsten brister) og mange gode film af slagsen: "Jagten På Røde Oktober", "Crimson Tide", selv "U-571" var en hæderlig, omend løgnagtig film. Og så var der naturligvis Wolfgang Petersens karriereskabende mesterværk, "Das Boot".
"Das Boot" fortalte en historie om menneskeskæbner og krigens meningsløshed vha besætningen på en nazi-tysk ubåd under Anden Verdenskrig. Og den formåede at få os til at se menneskene på båden, at glemme politiske tilhørsforhold og engagere os i personer og historie. "K-19", der er bygget over en sand historie, håber på at gøre det samme: Besætningen på en halvfærdig russisk ubåd søsættes med en politisk ambitiøs og partitro øverstkommanderende, Vostrikov (Ford), som nyudnævnt kaptajn. Den tidligere kaptajn, Polenin (Liam Neeson), degraderes til næstkommanderende, men har stadig besætningens respekt og de har hans solidaritet. Den Kolde Krig gør, at Sovjet-bosserne er ivrige efter at stikke deres nye trumfkort i næsen på amerikanerne, og K-19 stævner ud, selv om den er mangelfuldt udrustet og endnu ikke færdigbygget. Med sin hardass-stil lægger Vostrikov sig hurtigt ud med besætningen, og han spiller med kommando-musklerne og driver dem igennem endeløse sikkerheds-øvelser. Jomfru-sejladsen er næsten en succes, da K-19 beordres i rigtig aktion ved USAs kyst. Og på vej mod staterne får ubåden problemer med atomreaktoren. Problemer, der kun kan løses ved at medlemmer af besætningen, heriblandt den unge, uerfarne reaktorchef (Peter Sarsgaard, der tidligt må skrive et brev til sin trolovede - hvilket jo er en traditionel dødsdom i både krigsfilm og westerns), udsætter sig selv for dødbringende stråling for at reparere reaktoren. En nedsmeltning vil betyde en termonuklear eksplosion, der kan igangsætte Tredje Verdenskrig.
Instruktør Kathryn Bigelow og producerne forregnede sig, da de troede, at Harrison Ford kunne for amerikanerne til at sluge en krigsfilm, hvor heltene er sovjet-kommunister. Filmen solgte alt for få billetter og tabte en formue. Det kan så også skyldes at den er ret lang i spyttet, at den aldrig formår helt at engagere sit publikum eller anskueliggøre de spændte politiske forhold, der gør bådens problemer til hele verdens problemer (hvilket faktisk for nyligt lykkedes meget bedre for "13 Days").
I begyndelsen af filmen praler en tekst af, at "Dette er en historie som måtte forties i 28 år". De kunne roligt have fortiet den i nogle årtier endnu. Så spændende er den simpelthen ikke. Den er ikke så dårlig som de danske anmeldere syntes at mene, men den er heller ikke særligt meget bedre.
Fra "Star Wars" i 1977 og hen over de næste 20 år udviklede Harrison Ford sig til den mest eftertragtede, amerikanske filmstjerne for USAs filmselskaber. Årsagen var, at hans film ikke bare ret konsekvent har klaret sig godt i USA, men også i resten af verden. Måske de ikke har fanget, at publikum købte billetter til "en god film med Harrison Ford i hovedrollen", ikke "Harrison Ford i en hvilkensomhelst film". De seneste år har det da også været så som så med mandens træfsikkerhed. For hver god film han har lavet har han også lagt ansigt til 3-4 ligegyldigheder. Det her er alt i alt en af ligegyldighederne. "K-19" har kostet $100 millioner! Ford har snuppet en fjerdedel som honorar (over 200 millioner kroner!) PLUS 20 procent af bruttoomsætningen. De penge var han altså ikke tilnærmelsesvist værd her.
Men jo, jeg står ved overskriften. "K-19" HAR Oscar-potentiale. Ikke som Bedste Film, aldrig i livet. Men for Bedste Make-Up. Ikke så meget for strålingsofrene som for Neeson og Ford i filmens slutscener.
Se den på video. Hvis du kan leje den billigt.
"Das Boot" fortalte en historie om menneskeskæbner og krigens meningsløshed vha besætningen på en nazi-tysk ubåd under Anden Verdenskrig. Og den formåede at få os til at se menneskene på båden, at glemme politiske tilhørsforhold og engagere os i personer og historie. "K-19", der er bygget over en sand historie, håber på at gøre det samme: Besætningen på en halvfærdig russisk ubåd søsættes med en politisk ambitiøs og partitro øverstkommanderende, Vostrikov (Ford), som nyudnævnt kaptajn. Den tidligere kaptajn, Polenin (Liam Neeson), degraderes til næstkommanderende, men har stadig besætningens respekt og de har hans solidaritet. Den Kolde Krig gør, at Sovjet-bosserne er ivrige efter at stikke deres nye trumfkort i næsen på amerikanerne, og K-19 stævner ud, selv om den er mangelfuldt udrustet og endnu ikke færdigbygget. Med sin hardass-stil lægger Vostrikov sig hurtigt ud med besætningen, og han spiller med kommando-musklerne og driver dem igennem endeløse sikkerheds-øvelser. Jomfru-sejladsen er næsten en succes, da K-19 beordres i rigtig aktion ved USAs kyst. Og på vej mod staterne får ubåden problemer med atomreaktoren. Problemer, der kun kan løses ved at medlemmer af besætningen, heriblandt den unge, uerfarne reaktorchef (Peter Sarsgaard, der tidligt må skrive et brev til sin trolovede - hvilket jo er en traditionel dødsdom i både krigsfilm og westerns), udsætter sig selv for dødbringende stråling for at reparere reaktoren. En nedsmeltning vil betyde en termonuklear eksplosion, der kan igangsætte Tredje Verdenskrig.
Instruktør Kathryn Bigelow og producerne forregnede sig, da de troede, at Harrison Ford kunne for amerikanerne til at sluge en krigsfilm, hvor heltene er sovjet-kommunister. Filmen solgte alt for få billetter og tabte en formue. Det kan så også skyldes at den er ret lang i spyttet, at den aldrig formår helt at engagere sit publikum eller anskueliggøre de spændte politiske forhold, der gør bådens problemer til hele verdens problemer (hvilket faktisk for nyligt lykkedes meget bedre for "13 Days").
I begyndelsen af filmen praler en tekst af, at "Dette er en historie som måtte forties i 28 år". De kunne roligt have fortiet den i nogle årtier endnu. Så spændende er den simpelthen ikke. Den er ikke så dårlig som de danske anmeldere syntes at mene, men den er heller ikke særligt meget bedre.
Fra "Star Wars" i 1977 og hen over de næste 20 år udviklede Harrison Ford sig til den mest eftertragtede, amerikanske filmstjerne for USAs filmselskaber. Årsagen var, at hans film ikke bare ret konsekvent har klaret sig godt i USA, men også i resten af verden. Måske de ikke har fanget, at publikum købte billetter til "en god film med Harrison Ford i hovedrollen", ikke "Harrison Ford i en hvilkensomhelst film". De seneste år har det da også været så som så med mandens træfsikkerhed. For hver god film han har lavet har han også lagt ansigt til 3-4 ligegyldigheder. Det her er alt i alt en af ligegyldighederne. "K-19" har kostet $100 millioner! Ford har snuppet en fjerdedel som honorar (over 200 millioner kroner!) PLUS 20 procent af bruttoomsætningen. De penge var han altså ikke tilnærmelsesvist værd her.
Men jo, jeg står ved overskriften. "K-19" HAR Oscar-potentiale. Ikke som Bedste Film, aldrig i livet. Men for Bedste Make-Up. Ikke så meget for strålingsofrene som for Neeson og Ford i filmens slutscener.
Se den på video. Hvis du kan leje den billigt.
31/10-2002
