Dragen er stjernen
4.0
Ja, filmen største problem ER ganske rigtigt, at den minder meget om "Ondskabens Øjne" / "Silence of the Lambs" (og naturligvis endnu mere om den tidligere filmatisering af samme Thomas Harris-roman, "Manhunter", af Michael "Heat" Mann). Og Brett "Rush Hour" Rattners instruktion er meget ligefrem; solid, men ikke ligefrem inspireret mesterlig. Peg kameraet mod det du vil film og lad celluloiden rulle, det er omtrent hvad det bliver til. Men det er også nok, især efter den selvforelsket svulstige skræk-opera, "Hannibal", der ikke engang formåede at få en god præstation ud af Julianne Moore.
Ralph Fiennes (til orientering: Udtales nærmest "Ræif Faains") løber med filmen som den følelsesmæssigt ødelagte Francis Dolarhyde. Måske endda til en oscar-nominering, ja. Og det er imponerende, for hans materiale er spinkelt. Dolarhydes psykologiske baghistorie, fortællingen om hvordan en uskyldig dreng forvandles til en gennempsykotisk seriemorder, præsenteres som et lidt for nemt miks af flere af filmhistoriens mindeværdige galninge med et ekstra stort skvæt Norman Bates. Fiennes slipper endda afsted med en af de klagende floskelmonologer hvor han råbe-skændes med de onde stemmer i hans hoved, Den Røde Drage, der ikke bare gør krav på ham, men også på alt hvad han knytter sig følelsesmæssigt til. Norton spiller faktisk bedre end Jodie Foster, men jeg var heller ikke imponeret af hendes spjættende underlæbe og bævende mimik i "Ondskabens Øjne". Norton har for længst etableret sig selv som en af morgendagens helt store stjerner fra gennembrudet i "Primal Fear" til pragtpræstationer som "Fight Club" (og hvis man vil se ham smådårlig, så se hans tåkrummende dårlige fuldemandsscener i rammehistorien i "Keeping the Faith", en i øvrigt luftig og sød komedie af og med Norton og med Ben Stiller og Jenna Elfman). Det her er en af hans skødesløst middelmådige præstationer, men en middelmådig Norton er stadig bedre end mange andre jævnaldrende, amerikanske skuespillere i topform. Hopkins? Jeg synes ikke helt at han er så selvparodierende pinlig, som et par af de anmeldere jeg har set og hørt anklager ham for. Måske er deres problem bare, at Lecter langsomt mister lidt af sin skrøbelige magi for hver ny film. Han er simpelthen bare ved at være et kneb - "uha, han er superintelligent, han ser lige igennem dig, og han spiser menneskekød". Og så må jeg lige nævne Philip Seymour Hoffman, der stjæler scener i alle de film han er med i - selv når han ser ud som om han dårligt orker, som her i filmen hvor han giver den som Freddy Lounds, svedende og dovent skruppelløs revolver-journalist.
En solid gyser. 4½ stjerne runder jeg ned til 4 for manglende originalitet. Men se den. Og gysere fungerer som bekendt bedst i biografens fortættede mørke, så se den på et stort lærred. Den vil helt sikkert ikke virke helt så godt på video.
Jeg er i øvrigt en pige lissom Ditte, der anmelder længere nede. Og min kæreste var lige ved at gispe og skrige højere end mig.´Han spjættede i hvert fald grundigt i sædet et par gange. Så jo, den virker.
Ralph Fiennes (til orientering: Udtales nærmest "Ræif Faains") løber med filmen som den følelsesmæssigt ødelagte Francis Dolarhyde. Måske endda til en oscar-nominering, ja. Og det er imponerende, for hans materiale er spinkelt. Dolarhydes psykologiske baghistorie, fortællingen om hvordan en uskyldig dreng forvandles til en gennempsykotisk seriemorder, præsenteres som et lidt for nemt miks af flere af filmhistoriens mindeværdige galninge med et ekstra stort skvæt Norman Bates. Fiennes slipper endda afsted med en af de klagende floskelmonologer hvor han råbe-skændes med de onde stemmer i hans hoved, Den Røde Drage, der ikke bare gør krav på ham, men også på alt hvad han knytter sig følelsesmæssigt til. Norton spiller faktisk bedre end Jodie Foster, men jeg var heller ikke imponeret af hendes spjættende underlæbe og bævende mimik i "Ondskabens Øjne". Norton har for længst etableret sig selv som en af morgendagens helt store stjerner fra gennembrudet i "Primal Fear" til pragtpræstationer som "Fight Club" (og hvis man vil se ham smådårlig, så se hans tåkrummende dårlige fuldemandsscener i rammehistorien i "Keeping the Faith", en i øvrigt luftig og sød komedie af og med Norton og med Ben Stiller og Jenna Elfman). Det her er en af hans skødesløst middelmådige præstationer, men en middelmådig Norton er stadig bedre end mange andre jævnaldrende, amerikanske skuespillere i topform. Hopkins? Jeg synes ikke helt at han er så selvparodierende pinlig, som et par af de anmeldere jeg har set og hørt anklager ham for. Måske er deres problem bare, at Lecter langsomt mister lidt af sin skrøbelige magi for hver ny film. Han er simpelthen bare ved at være et kneb - "uha, han er superintelligent, han ser lige igennem dig, og han spiser menneskekød". Og så må jeg lige nævne Philip Seymour Hoffman, der stjæler scener i alle de film han er med i - selv når han ser ud som om han dårligt orker, som her i filmen hvor han giver den som Freddy Lounds, svedende og dovent skruppelløs revolver-journalist.
En solid gyser. 4½ stjerne runder jeg ned til 4 for manglende originalitet. Men se den. Og gysere fungerer som bekendt bedst i biografens fortættede mørke, så se den på et stort lærred. Den vil helt sikkert ikke virke helt så godt på video.
Jeg er i øvrigt en pige lissom Ditte, der anmelder længere nede. Og min kæreste var lige ved at gispe og skrige højere end mig.´Han spjættede i hvert fald grundigt i sædet et par gange. Så jo, den virker.
31/10-2002
