Et sjældent syn

Dan Säll der har lavet lidt af hvert inde for film- og tv-branchen, kommer her med en ærkepersonlig dokumentarfilm om det hårdt arbejdende kongelige musikkorps. Han mestrer opgaven med hjemmevideo-kameraet, som han benytter sig af, fra start til slut. Det hele er optaget uden at der er blevet tænkt på lys eller lydopsætning, ikke at det er et minus – det gør skam bare oplevelsen endnu mere personlig, end den er i forvejen. De små kommentarer fra de forskellige musikanter, skaber en perfekt ramme om en lille intim og hyggelig dokumentarfilm, som har fået lov at turnere rundt i landets independent-biografer. I København kan den ses i Grand.

Säll er ene mand om fotografering, timing, manuskript og hvad der indebærer af instruktion. Billederne er altafgørende for filmens udfald, og det var ikke en nem vej, han måtte gå for at få dem omformateret til 35 millimeter til biografen. Han optog det hele på hans lille håndholdte hjemmevideokamera, hvad der resulterede i mange timers videobånd, men for at få dokumentarfilmen i biografen, måtte formatet laves om. Så af økonomiske årsager tog Säll til Thailand, hvor han fandt et billigt firma der fik båndene omformateret, og nu kan filmen så nydes i landets biografer, i stedet for at den blev sendt direkte til tv’et. Det er godt og spændende, da billede- og lydsiden passer godt til biografens mørke sal.

Som publikum følger man musikkorpset fra årtusindskiftet, hvor en af musikanterne opnår hæder for deltagelse i korpset, i 32 år! Derefter følger vi et par dagligdage, hvor de i tyk sjappende sne trasker gennem det indre Københavns glatte gader, med alle deres tunge instrumenter i armene – og en halv meter høj bjørneskindshjelm. En anden dag ser vi dirigentens hjem, hvor han beslutter sig for hvilke numre der skal spilles til Dronningens kommende middag med Dronning Elisabeth II. Skal det være Beethovens 5., eller er den upassende til middagsretterne? Vi får også fortalt hvorfor musikanterne bærer de tunge bjørneskindshjelme når de vader igennem byens gader, og vi er med til Dronningens inspektion af musikanterne! Og endelig ser vi Dronningens middag med Elisabeth II, opsætningen af orkestret og musikken under middagen. Måske lyder det noget nørdet og tørt, men rent faktisk er det ganske interessant at følge deres dagligdag. Heftig & Begejstret virkede jo også udadtil til at være en tør omgang norsk lokalmusik, men kiggede man inden for, så var den både varm og vitterlig personlig – så på den måde har disse to film meget tilfælles. Dronningens Musikanter udforsker dét, som vi ellers ikke ville have set meget til. Vi ser dem en sjælden gang inde i byen, og så er det dét! Men med Dronningens Musikanter vil man helt sikkert komme til at se dem noget oftere!

Selvom instruktøren kalder filmen, ”en personlig gave til Dronningen”, så mærker man ikke meget til hendes rolle i denne dokumentarfilm. Vi ser hende heldigvis kun meget, meget sjældent, og det er fantastisk, da det ellers ville have ødelagt hele filmen, hvis der havde været fokus på Dronningen, og ikke på hendes musikanter – som det jo handler om! Og endelig så har Dronningen ikke meget med Musikkorpset at gøre, at dømme ud efter denne film. Under middagen sidder orkestret nærmest ”gemt” bag en trappe, en sal over middagsgæsterne eller ude af fokus, i mørket, hvor ingen ligger mærke til dem. Det er frygteligt ærgerligt, da disse musikanter er så talentfulde og åbenhjertelige, at Dronningen fremstår som filmens arrogante skurk! Men det er vel også pointen!?