Hvad Laver Gamle Redford Her?

4.0
Man kan undre sig over, at gode gamle Redford har gidet tage denne rolle, men han har måske lige haft noget han skulle bevise inden det var for sent. At han så ikke har kunne finde en bedre film at gøre det i, er vel et eller andet sted lidt trist.

Ikke at "The Last Castle" er dårlig, den har såmænd sine ganske gode spændingsmomenter og medrivende øjeblikke, men den byder også på en masse typiske fængselsfilm klicheer, også af de mere usandsynlige, og ved siden af har den, nu det er et fængsel for soldater den foregår i, en tendens til at byde på de vanlige amerikanske patriotiske paroler om ret og uret, og perverteret militærære målt i USA-værdi.

Men ellers er filmen solidt håndværk, som bestemt er værd at se, selv om man godt kan nøjes med at se den på video/DVD, og Redford gør det faktisk ret godt i en rolle man ikke ville have troet han ville spille, og det i en alder af 64 år. Hatten af for det.

Jeg har givet filmen 4 stjerner og det er lidt i overkanten, men jeg fandt 3 stjerner for lidt. Den burde såmænd have haft 3½ stjerne.
The Last Castle