Greenaway på frihjul
2.0
Kæden er helt hoppet af for instruktøren, der hellere ville være maler og forfatter, og nu er tilbage med endnu en kryptisk udforskning af seksualiteten.
Greenaway er en konsekvent filmskaber, den ros skal han have. Man er stensikker på ikke at få en middelmådig og ligegyldig oplevelse, når man går i biffen for at se en af hans spillefilm. Og det gælder da også den seneste, "8½ Women". Her blandes velkendte Greenaway-temaer med alskens tabuer i billeder, der bærer hans særlige vandmærker: Den symmetriske og kunstlede opstilling og den unaturalistiske brug af farve- og lyssætning. Vi kommer hele møllen igennem med far-søn-incest, diskussionen af kroppens grænser, den stærke kvindelige seksualitet, som overvinder den mandlige ditto, fascinationen af hvilke sekreter mennesket er i stand til at frembringe og den anale greenawayske hang til systematik - det hele forvaltet gennem karakterer, der aldrig tillader tilskueren at føle empati. I bedste fald fungerer figurerne som pirrende og interessante typer, der hver for sig skal manifestere en bestemt mandlig fantasi.
En maskulin ønskedrøm
Vi præsenteres for den hårde forretningskvinde i spadseredragt, hornbriller og nysseligt silketørklæde, spillet af Vivian Wu, der tidligere har samarbejdet med Greenaway. Hun spillede nemlig hovedrollen som Nagiko i hans "The Pillow Book" fra 1996. Amanda Plummer er selve den inkarnerede lidenskab med sin særlige passion for heste og grise, en moderne Lady Godiva som stjæler araberheste fra rige saudiarabere. Og så er der den tækkelige nonne, dækket af tunge klæder og spillet med tungen i kinden og en fantastisk fjollet norsk accent af den uforlignelige australske skuespiller, Toni Collette.
Disse kvinder og fire en halv mere samles på et slot i Genève af Phillip Emmenthal og hans søn Storey - to mildt sagt excentriske rigmænd. De opretter deres eget bordel til intern brug og forsøger på den måde at leve deres forskellige maskuline fantasier ud. Undervejs får vi så nogle pudsige diskussioner om, hvorfor der fx ikke findes et udtryk for det kompleks, som opstår, når en dreng vil slå sin mor ihjel og gå i seng med sin far! Men efterhånden er det tydeligt, at d'herrer keder sig og kvinderne får overtaget.
Søgen efter mening
Filmen er stort set uden indre sammenhæng; der springes i tid og sted. Greenaway har før gjort en dyd ud af ikke at overholde gængse regler om årsag-virkning, continuity eller den helt klassiske tidens, stedets og handlingens enhed. Det kan i andre værker være tankevækkende eller have en pointe, men i "8½ Women" er det godt gammeldags pisseirriterende. Man søger et langt stykke af vejen sammenhænge, men efterhånden giver man op og ser bare på billeder. Hvorfor springes der mellem Genève og Kyoto, hvorfor vil stuepigen forgive Phillip, og hvad i alverden laver han med en boremaskine for tindingen? Vi ved det ikke rigtig, og som filmen skrider frem, er vi også ligeglade.
"8½ Women" er Greenaway Classic, et langt flow (filmen varer godt to timer) af sindrigt opstillede billeder og en nærmest ikke-eksisterende handling, der omfatter en række personer stort set uden forsonende træk. Ind imellem lettes det hele af en ganske vittig dialog, som tager toppen af det allermest højspændte og højpandede, men det rokker ikke meget ved, at filmen er et akademisk projekt, et tankeeksperiment, der garanteret har set interessant ud på papiret, men som aldrig bliver andet end intellektuelt tågeri af den slags, der opstår blandt gymnasielærere sent om natten efter en meget fugtig sammenkomst på lærerværelset.
Greenaway er en konsekvent filmskaber, den ros skal han have. Man er stensikker på ikke at få en middelmådig og ligegyldig oplevelse, når man går i biffen for at se en af hans spillefilm. Og det gælder da også den seneste, "8½ Women". Her blandes velkendte Greenaway-temaer med alskens tabuer i billeder, der bærer hans særlige vandmærker: Den symmetriske og kunstlede opstilling og den unaturalistiske brug af farve- og lyssætning. Vi kommer hele møllen igennem med far-søn-incest, diskussionen af kroppens grænser, den stærke kvindelige seksualitet, som overvinder den mandlige ditto, fascinationen af hvilke sekreter mennesket er i stand til at frembringe og den anale greenawayske hang til systematik - det hele forvaltet gennem karakterer, der aldrig tillader tilskueren at føle empati. I bedste fald fungerer figurerne som pirrende og interessante typer, der hver for sig skal manifestere en bestemt mandlig fantasi.
En maskulin ønskedrøm
Vi præsenteres for den hårde forretningskvinde i spadseredragt, hornbriller og nysseligt silketørklæde, spillet af Vivian Wu, der tidligere har samarbejdet med Greenaway. Hun spillede nemlig hovedrollen som Nagiko i hans "The Pillow Book" fra 1996. Amanda Plummer er selve den inkarnerede lidenskab med sin særlige passion for heste og grise, en moderne Lady Godiva som stjæler araberheste fra rige saudiarabere. Og så er der den tækkelige nonne, dækket af tunge klæder og spillet med tungen i kinden og en fantastisk fjollet norsk accent af den uforlignelige australske skuespiller, Toni Collette.
Disse kvinder og fire en halv mere samles på et slot i Genève af Phillip Emmenthal og hans søn Storey - to mildt sagt excentriske rigmænd. De opretter deres eget bordel til intern brug og forsøger på den måde at leve deres forskellige maskuline fantasier ud. Undervejs får vi så nogle pudsige diskussioner om, hvorfor der fx ikke findes et udtryk for det kompleks, som opstår, når en dreng vil slå sin mor ihjel og gå i seng med sin far! Men efterhånden er det tydeligt, at d'herrer keder sig og kvinderne får overtaget.
Søgen efter mening
Filmen er stort set uden indre sammenhæng; der springes i tid og sted. Greenaway har før gjort en dyd ud af ikke at overholde gængse regler om årsag-virkning, continuity eller den helt klassiske tidens, stedets og handlingens enhed. Det kan i andre værker være tankevækkende eller have en pointe, men i "8½ Women" er det godt gammeldags pisseirriterende. Man søger et langt stykke af vejen sammenhænge, men efterhånden giver man op og ser bare på billeder. Hvorfor springes der mellem Genève og Kyoto, hvorfor vil stuepigen forgive Phillip, og hvad i alverden laver han med en boremaskine for tindingen? Vi ved det ikke rigtig, og som filmen skrider frem, er vi også ligeglade.
"8½ Women" er Greenaway Classic, et langt flow (filmen varer godt to timer) af sindrigt opstillede billeder og en nærmest ikke-eksisterende handling, der omfatter en række personer stort set uden forsonende træk. Ind imellem lettes det hele af en ganske vittig dialog, som tager toppen af det allermest højspændte og højpandede, men det rokker ikke meget ved, at filmen er et akademisk projekt, et tankeeksperiment, der garanteret har set interessant ud på papiret, men som aldrig bliver andet end intellektuelt tågeri af den slags, der opstår blandt gymnasielærere sent om natten efter en meget fugtig sammenkomst på lærerværelset.
19/11-2018