SMERTENS ÆSTETIK
5.0
© Peter Aarestrup
MR.JONES –SMERTENS ÆSTETIK
Overraskende spil af Gere
Med overraskende spil af Richard Gere, mener jeg ikke, at han træder ud af noget bestemt rollefag (som Pacino i ”En duft af kvinde” eller for den sags skyld Travolta i den (også) fremragende ”Præsidentkandidaten”, hvor der blev spillet på alle karakterskuespillets strenge). Derimod – med fare for at få en hær af Gere’s fans i hælene(*S*) AT han overhovedet mestrer skuespillet(!)
- Film som ”Officer og Gentleman” for ikke at nævne ”Pretty Woman”- som De næsten ikke kan have UNDGÅET at se; ellers er muligheden der snart, da den med vanlig præcision genudsendes en 3-4 gange hvert år, især op til juletid, (!) er så klichefyldte at de kun kan tjene som undskyldning for at fremvise det sex-symbol Gere var, på daværende tidspunkt.
MEN hvad der ellers kan være tale om af ujævne produktioner, så meget desto mere GLÆDELIGT, at se Richard Gere i en karakterrolle. –Og hvilken karakter!! Ligeledes er Lena Olin et herligt gensyn, så meget mere, da hun- efter min mening- er en alt for overset skuespiller. –Hun har sandelig udviklet sig meget fra ”Picassos Eventyr” til ”Havanah” og den – på overfladen – barske psykiater i ”Mr. Jones”.
Hvem ER så Mr. Jones? Bestemt ikke den hævdvundne omskrivning af den gennemsnitlige amerikaner, men en mand med store armbevægelser, fest og farver og hang til musik, kvinder og sang. – Et smittende humør, en charmerende fanden-i-voldskhed præger Mr. Jones – desværre som en overdreven mani, da han er maniodepressiv – et faktum han har gjort sit bedste for at skjule for andre og nok ikke mindst sig selv, fra ungdommen af. Dog har han ved flere lejligheder set sig tvangsindlagt, når han gik over stregen, som for eksempel gerne at ville kunne flyve(!) men da han ikke har gjort noget egentlig ulovligt, eller er til skade for sine omgivelser (sig selv, jo, men det er han en sand mester til at bortforklare) er der egentlig ikke så meget at stille op med Jones, når han- efter en afkølende tur på psykiatrisk skadestue, må forklare sig i dommervagten. End ikke da den højt ansete psykiater (spillet af Olin) dukker op på arenen for at forlange Jones tvangsindlagt, må hun gå med uforrettet sag, da Mr. Jones jo ikke BEVISELIGT er til fare for sig selv eller andre (end de der tør prøve at hjælpe ham!)
Ufrivilligt fatter hun interesse for Jones sag, og begynder så småt at give ham RET i sine betragtninger- herregud, hvad er der galt med et overstadigt humør en gang imellem – for så vidt, som depressionsfasen kan holdes på afstand. –Fra at se ham som et klinisk objekt, begynder såvel hans sygdom som manden selv at interessere ham. En romantisk tiltrækning er uundgåelig.
- Scenerne hvor Jones, går rastløs gennem de mest trøstesløse gader (eller virker de blot sådan på grund af hans dybe depressionstilstand?) og KÆMPER mod sine dæmoner – på den ene side sorgen, afmagten, den maniske nedtrykthed og på den anden sin stædighed for at indrømme, at han ER syg – SELV OM han jo føler sig berusende glad en (stor) del af tiden, er et studium i smertens æstetik, afspejlet alene i kropssprog og –holdning; især da han passes op af sin psykiater, der – som en forbarmende engel- tager ham til sig, igen. Først hér falder en replik: ”jeg kan ikke holde det ud længere” fra en grådkvalt Mr. Jones, der –formodentlig – ikke i ÅREVIS har tilstået noget som helst af dette, end ikke over for SIG SELV! – Psykiaterens ordløse trøsten, virker på mig langt stærkere, og mere overbevisende, end ord.
Dette er filmens peripeti, men den sidste krise, hvor Jones ALLIGEVEL en sidste gang drages mod højhuset; de forbiflyvende rutemaskiner- og, øjensynligt en sidste gang, føler trang til at ville flyve som de, men i SIDSTE sekund- da virkeligheden kommer LIDT for tæt, opgiver sit forehavende, og PLUDSELIG KURERET, føler højdeskræk, og hjælpes ned af sin elskede psykiater, virker decideret utroværdig. Enhver der har haft blot depresssive mennesker inde på livet, eller stundom selv har følt dyb nedtrykthed, VED, at en sådan sygdom ikke lader sig kurere af kærlighed og kildevand, ALENE(!) –Derfor er det da også højst tvivlsomt, om han og hun vil kunne leve i et almindeligt (for at undgå at bruge ordet ’normalt’) kærlighedsforhold RET længe. MEN – det postulerer filmen i slutscenerne, der derfor fremtræder som filmens SVAGESTE punkt.
- MULIGVIS ville der gå en måned længere, inden Jones (ubehandlet) ville lege fugl igen, og muligvis ville psykiateren elske sin stille og mere afdæmpede Jones ligeledes for en tid- men OGSÅ HUN har jo fået svaghed for Mr. Jones- til tider ganske fornøjelige og sprudlende indfald fra HANS side….bevidst eller ubevidst- dét er filmens dilemma, og problematiske slutning!
MR.JONES –SMERTENS ÆSTETIK
Overraskende spil af Gere
Med overraskende spil af Richard Gere, mener jeg ikke, at han træder ud af noget bestemt rollefag (som Pacino i ”En duft af kvinde” eller for den sags skyld Travolta i den (også) fremragende ”Præsidentkandidaten”, hvor der blev spillet på alle karakterskuespillets strenge). Derimod – med fare for at få en hær af Gere’s fans i hælene(*S*) AT han overhovedet mestrer skuespillet(!)
- Film som ”Officer og Gentleman” for ikke at nævne ”Pretty Woman”- som De næsten ikke kan have UNDGÅET at se; ellers er muligheden der snart, da den med vanlig præcision genudsendes en 3-4 gange hvert år, især op til juletid, (!) er så klichefyldte at de kun kan tjene som undskyldning for at fremvise det sex-symbol Gere var, på daværende tidspunkt.
MEN hvad der ellers kan være tale om af ujævne produktioner, så meget desto mere GLÆDELIGT, at se Richard Gere i en karakterrolle. –Og hvilken karakter!! Ligeledes er Lena Olin et herligt gensyn, så meget mere, da hun- efter min mening- er en alt for overset skuespiller. –Hun har sandelig udviklet sig meget fra ”Picassos Eventyr” til ”Havanah” og den – på overfladen – barske psykiater i ”Mr. Jones”.
Hvem ER så Mr. Jones? Bestemt ikke den hævdvundne omskrivning af den gennemsnitlige amerikaner, men en mand med store armbevægelser, fest og farver og hang til musik, kvinder og sang. – Et smittende humør, en charmerende fanden-i-voldskhed præger Mr. Jones – desværre som en overdreven mani, da han er maniodepressiv – et faktum han har gjort sit bedste for at skjule for andre og nok ikke mindst sig selv, fra ungdommen af. Dog har han ved flere lejligheder set sig tvangsindlagt, når han gik over stregen, som for eksempel gerne at ville kunne flyve(!) men da han ikke har gjort noget egentlig ulovligt, eller er til skade for sine omgivelser (sig selv, jo, men det er han en sand mester til at bortforklare) er der egentlig ikke så meget at stille op med Jones, når han- efter en afkølende tur på psykiatrisk skadestue, må forklare sig i dommervagten. End ikke da den højt ansete psykiater (spillet af Olin) dukker op på arenen for at forlange Jones tvangsindlagt, må hun gå med uforrettet sag, da Mr. Jones jo ikke BEVISELIGT er til fare for sig selv eller andre (end de der tør prøve at hjælpe ham!)
Ufrivilligt fatter hun interesse for Jones sag, og begynder så småt at give ham RET i sine betragtninger- herregud, hvad er der galt med et overstadigt humør en gang imellem – for så vidt, som depressionsfasen kan holdes på afstand. –Fra at se ham som et klinisk objekt, begynder såvel hans sygdom som manden selv at interessere ham. En romantisk tiltrækning er uundgåelig.
- Scenerne hvor Jones, går rastløs gennem de mest trøstesløse gader (eller virker de blot sådan på grund af hans dybe depressionstilstand?) og KÆMPER mod sine dæmoner – på den ene side sorgen, afmagten, den maniske nedtrykthed og på den anden sin stædighed for at indrømme, at han ER syg – SELV OM han jo føler sig berusende glad en (stor) del af tiden, er et studium i smertens æstetik, afspejlet alene i kropssprog og –holdning; især da han passes op af sin psykiater, der – som en forbarmende engel- tager ham til sig, igen. Først hér falder en replik: ”jeg kan ikke holde det ud længere” fra en grådkvalt Mr. Jones, der –formodentlig – ikke i ÅREVIS har tilstået noget som helst af dette, end ikke over for SIG SELV! – Psykiaterens ordløse trøsten, virker på mig langt stærkere, og mere overbevisende, end ord.
Dette er filmens peripeti, men den sidste krise, hvor Jones ALLIGEVEL en sidste gang drages mod højhuset; de forbiflyvende rutemaskiner- og, øjensynligt en sidste gang, føler trang til at ville flyve som de, men i SIDSTE sekund- da virkeligheden kommer LIDT for tæt, opgiver sit forehavende, og PLUDSELIG KURERET, føler højdeskræk, og hjælpes ned af sin elskede psykiater, virker decideret utroværdig. Enhver der har haft blot depresssive mennesker inde på livet, eller stundom selv har følt dyb nedtrykthed, VED, at en sådan sygdom ikke lader sig kurere af kærlighed og kildevand, ALENE(!) –Derfor er det da også højst tvivlsomt, om han og hun vil kunne leve i et almindeligt (for at undgå at bruge ordet ’normalt’) kærlighedsforhold RET længe. MEN – det postulerer filmen i slutscenerne, der derfor fremtræder som filmens SVAGESTE punkt.
- MULIGVIS ville der gå en måned længere, inden Jones (ubehandlet) ville lege fugl igen, og muligvis ville psykiateren elske sin stille og mere afdæmpede Jones ligeledes for en tid- men OGSÅ HUN har jo fået svaghed for Mr. Jones- til tider ganske fornøjelige og sprudlende indfald fra HANS side….bevidst eller ubevidst- dét er filmens dilemma, og problematiske slutning!
14/11-2002
