Stadig lige relevant
5.0
I disse antiterror-tider, hvor 11/9 af politikere og militærfolk rask væk bruges som argument for mindst ligeså mange nødvendige som unødvendige sikkerhedstiltag, bliver Monty Python-animatoren Terry Gilliams groteske "hyldest"-film til George Orwells legendariske samfundskritiske sci-fi-klassiker, "1984", uhyre interessant.
Jeg så filmen for første gang for et par dage siden. Jeg havde hørt og læst en masse rosende omtale af filmen i forvejen. Alligevel havde jeg en lille forhåndsfornemmelse af, at Gilliam måske har været en anelse overvurderet som instruktør (primært fordi jeg af én eller anden besynderlig grund aldrig har kunnet se det geniale i "12 Monkeys"). Men "Brazil" skuffede mig på ingen måde.
Handlingen udspilles i et lettere surreelt fremtidsmiljø (og så alligevel ikke, for filmen lader forstå, at det foregår "engang i det 20. århundrede") med et umiskendeligt præg af noget, der minder om et London-miljø engang i 1940rne eller 50erne. En del af miljøskildringen er åbenlyst inspireret af den tysk-tjekkiske forfatter, Franz Kafka, der havde en forkærlighed for at skildre det umenneskelige, fremmedgjorte (nærmest monstrøse) i den fremvoksende bureaukratiserings-kultur, som vandt frem overalt i hans samtid i begyndelsen af det 20. århundrede.
Dét miljø er ramt fortræffeligt. Samtidig er det tydeligt, at Gilliam ikke har kunnet dy sig for at udstyre dette univers med Storm P.-agtige maskiner, stærkt inspireret af hans egne animations-sekvenser fra "Monty Python's Flying Circus" (der fortsat står som noget nær den mest befriende og avancerede humor, der nogensinde er lavet).
Plottet med sikkerhedsmedarbejderen, der pludselig tvinges til at vælge mellem kærligheden og "systemet" (professionalismen) er i og for sig ret banal. Dét, der giver filmen liv, er den gennemførte skildring af miljøet, (forfalds?)kulturen, pænheden og "samfundsmoralen" (også kendt som den protestantiske kalds- eller arbejds-etik).
Teknisk-visuelt kan filmen dog godt virke lidt primitiv (antikveret). Noget af det er selvfølgelig gjort helt bevidst gammeldags også i forhold til produktionsåret (1984), men derudover kan man sagtens udpege scener, der kunne ha' været lavet mere overbevisende.
Historien lægger ikke op til de helt store armbevægelser for skuespillerne, og det er da også først og fremmest bipersonerne (Bob Hoskins, Robert de Niro, Ian Holm og Michael Palin), der glimtvis giver filmen et ekstra pift, hvorimod hovedpersonerne først og fremmest (bare) er velvalgte.
Andre vil sikkert føle sig lettere desorienterede af hovedpersonens drømmescener, hvor han iført en bevinget ridderrustning konfronteres med dén virkelighed, der omgiver ham, på et mere symbolsk plan. Disse scener blev klippet ud af den oprindelige amerikanske udgave af filmen, men set i bagklogskabens lys er de helt uundværlige, for symbolik ER en stor del af denne film.
Men tilbage står alligevel, at "Brazil" er en uomtvistelig science fiction-klassiker, som på fornemste vis har fortolket gamle klassikere og demonstreret, at dén samfundskritik, som de i sin tid fremsatte, fortsat har stor relevans.
Jeg så filmen for første gang for et par dage siden. Jeg havde hørt og læst en masse rosende omtale af filmen i forvejen. Alligevel havde jeg en lille forhåndsfornemmelse af, at Gilliam måske har været en anelse overvurderet som instruktør (primært fordi jeg af én eller anden besynderlig grund aldrig har kunnet se det geniale i "12 Monkeys"). Men "Brazil" skuffede mig på ingen måde.
Handlingen udspilles i et lettere surreelt fremtidsmiljø (og så alligevel ikke, for filmen lader forstå, at det foregår "engang i det 20. århundrede") med et umiskendeligt præg af noget, der minder om et London-miljø engang i 1940rne eller 50erne. En del af miljøskildringen er åbenlyst inspireret af den tysk-tjekkiske forfatter, Franz Kafka, der havde en forkærlighed for at skildre det umenneskelige, fremmedgjorte (nærmest monstrøse) i den fremvoksende bureaukratiserings-kultur, som vandt frem overalt i hans samtid i begyndelsen af det 20. århundrede.
Dét miljø er ramt fortræffeligt. Samtidig er det tydeligt, at Gilliam ikke har kunnet dy sig for at udstyre dette univers med Storm P.-agtige maskiner, stærkt inspireret af hans egne animations-sekvenser fra "Monty Python's Flying Circus" (der fortsat står som noget nær den mest befriende og avancerede humor, der nogensinde er lavet).
Plottet med sikkerhedsmedarbejderen, der pludselig tvinges til at vælge mellem kærligheden og "systemet" (professionalismen) er i og for sig ret banal. Dét, der giver filmen liv, er den gennemførte skildring af miljøet, (forfalds?)kulturen, pænheden og "samfundsmoralen" (også kendt som den protestantiske kalds- eller arbejds-etik).
Teknisk-visuelt kan filmen dog godt virke lidt primitiv (antikveret). Noget af det er selvfølgelig gjort helt bevidst gammeldags også i forhold til produktionsåret (1984), men derudover kan man sagtens udpege scener, der kunne ha' været lavet mere overbevisende.
Historien lægger ikke op til de helt store armbevægelser for skuespillerne, og det er da også først og fremmest bipersonerne (Bob Hoskins, Robert de Niro, Ian Holm og Michael Palin), der glimtvis giver filmen et ekstra pift, hvorimod hovedpersonerne først og fremmest (bare) er velvalgte.
Andre vil sikkert føle sig lettere desorienterede af hovedpersonens drømmescener, hvor han iført en bevinget ridderrustning konfronteres med dén virkelighed, der omgiver ham, på et mere symbolsk plan. Disse scener blev klippet ud af den oprindelige amerikanske udgave af filmen, men set i bagklogskabens lys er de helt uundværlige, for symbolik ER en stor del af denne film.
Men tilbage står alligevel, at "Brazil" er en uomtvistelig science fiction-klassiker, som på fornemste vis har fortolket gamle klassikere og demonstreret, at dén samfundskritik, som de i sin tid fremsatte, fortsat har stor relevans.
18/01-2005
