Næsten perfekt
5.0
At Kende Sandheden er ubestrideligt årets bedste danske biograffilm, lige meget hvordan man så vender og drejer det. Årets andre storfilm, som fx Elsker Dig For Evigt opnår aldrig det niveau som denne film ligger på. Nils Malmros er måske en af vor tids bedste filmskabere, som med sans for den avancerede og alligevel eminent fortalte historie, fungerer perfekt i samløb med smuk fotografering og tilpassende mængder afbræk fra hovedhistorien.
Det største kritikpunkt ved filmen er de svingende skuespillerpræstationer. Jens Albinus, Søren Østergaard og Birthe Neumann er alle dygtige og stabile, men især børneskuespillerne er dalende i kvalitet. Richard Malmros’ historie fortælles lige fra barnsben, og til hans svære år i midtfirserne, hvor en journalist tog drastiske skridt og fortalte en dramatisk historie om Richard. Især Lasse Broust Andersen som spiller den anstrengte rolle som Richard som barn, er en af filmens værste og kritiske skuespillere. Jens Albinus overtager dog rollen som Richards voksne person og fører filmen helt ud i det fantastiske! Albinus er både talentfuld, modig og virker utrolig realistisk. Virkelighedens Richard Malmros kan umuligt være utilfreds med den præstation Albinus leverer. Den faste inventar af dansk film, Birthe Neumann, er som sædvanlig meget stabil og bevidst om sin rolle, men om hun ligefrem har fortjent en Bodil for præstationen, skal jeg lade stå usagt.
Historien er som sagt filmens vigtigste punkt. Nils Malmros skaber endnu engang en personlig historie om sit eget liv, som man så det i Kundskabens Træ, Lars-Ole 5.c og i det formidable ungdomsmesterværk, Kærlighedens Smerte. Især den sidstnævnte film havde en eminent fortælleevne, ligesom vi oplever det i denne film. Endnu engang er historien forholdsvis tung og avanceret, men alligevel er den fortalt på en let og håndterlig facon, så man aldrig falder over styr med historien. Man holder sig hele tiden trit med historieforløbet, og dermed bliver filmen aldrig kedelig eller ujævn. Og samtidig bør filmen roses for den måde at seriøsiteten blandes sammen med den tiltrængte humor, for det er ikke blot et tungt lægedrama. Engang imellem ser instruktøren sit snit, og forlader historien til fordel for sidedrejning som samtidig er så intelligent, at det åbner op hos publikummet for sider af hovedrollerne, som vi hidtil ikke kendte til. Det er noget som kun de færreste filminstruktører formår at mestre til fulde.
Filmen er optaget i sort-hvid for at fuldende stemningen af et fattigt Danmark, i starten af 1900-tallet. Den trend der lige for tiden turnerer rundt i verden med, at ”kultfilm skal være i sort-hvid”, har altså også lagt sig over Malmros og hans værk. Men heldigvis går det ikke galt denne gang, som det efterhånden er gjort en del gange inden for de seneste par år. De lyse sort-hvid billeder fremhæver dagens Danmark, som det var for næsten hundrede år siden, og det passer faktisk filmen ganske godt.
Filmen er fortalt i mange lag. Først åbnes der op for et lag filmen, som så åbner op for et nyt lag, og sådan fortsætter det næsten til filmens ende. Havde det ikke været for Malmros’ talent for filmiske virkemidler, heriblandt historiemæssigt, så ville filmen aldrig have nået et så højt kvalitetsniveau.
At Kende Sandheden er en fantastisk film der bør ses ved enhver mulig lejlighed, og til trods for en unødigt detaljerig åbningsscene og et par svipsere blandt skuespillerne, så fungerer filmen alt i alt utrolig godt. Man holdes intenst fanget til lærredet fra start til slut.
Malmros har skabt en af årets mest personlige biograffilm, som ikke bare fortæller en svær familiehistorie, men også et stykke Danmarkshistorie, der både er lærerig, fængslende og fantastisk fortalt. Men desværre formår især børneskuespillerne ikke at ramme det samme niveau som de resterende skuespillere. Det er angiveligt ikke et talentproblem de unge skuespillere har, men mere en fejl fra instruktørens side.
Det største kritikpunkt ved filmen er de svingende skuespillerpræstationer. Jens Albinus, Søren Østergaard og Birthe Neumann er alle dygtige og stabile, men især børneskuespillerne er dalende i kvalitet. Richard Malmros’ historie fortælles lige fra barnsben, og til hans svære år i midtfirserne, hvor en journalist tog drastiske skridt og fortalte en dramatisk historie om Richard. Især Lasse Broust Andersen som spiller den anstrengte rolle som Richard som barn, er en af filmens værste og kritiske skuespillere. Jens Albinus overtager dog rollen som Richards voksne person og fører filmen helt ud i det fantastiske! Albinus er både talentfuld, modig og virker utrolig realistisk. Virkelighedens Richard Malmros kan umuligt være utilfreds med den præstation Albinus leverer. Den faste inventar af dansk film, Birthe Neumann, er som sædvanlig meget stabil og bevidst om sin rolle, men om hun ligefrem har fortjent en Bodil for præstationen, skal jeg lade stå usagt.
Historien er som sagt filmens vigtigste punkt. Nils Malmros skaber endnu engang en personlig historie om sit eget liv, som man så det i Kundskabens Træ, Lars-Ole 5.c og i det formidable ungdomsmesterværk, Kærlighedens Smerte. Især den sidstnævnte film havde en eminent fortælleevne, ligesom vi oplever det i denne film. Endnu engang er historien forholdsvis tung og avanceret, men alligevel er den fortalt på en let og håndterlig facon, så man aldrig falder over styr med historien. Man holder sig hele tiden trit med historieforløbet, og dermed bliver filmen aldrig kedelig eller ujævn. Og samtidig bør filmen roses for den måde at seriøsiteten blandes sammen med den tiltrængte humor, for det er ikke blot et tungt lægedrama. Engang imellem ser instruktøren sit snit, og forlader historien til fordel for sidedrejning som samtidig er så intelligent, at det åbner op hos publikummet for sider af hovedrollerne, som vi hidtil ikke kendte til. Det er noget som kun de færreste filminstruktører formår at mestre til fulde.
Filmen er optaget i sort-hvid for at fuldende stemningen af et fattigt Danmark, i starten af 1900-tallet. Den trend der lige for tiden turnerer rundt i verden med, at ”kultfilm skal være i sort-hvid”, har altså også lagt sig over Malmros og hans værk. Men heldigvis går det ikke galt denne gang, som det efterhånden er gjort en del gange inden for de seneste par år. De lyse sort-hvid billeder fremhæver dagens Danmark, som det var for næsten hundrede år siden, og det passer faktisk filmen ganske godt.
Filmen er fortalt i mange lag. Først åbnes der op for et lag filmen, som så åbner op for et nyt lag, og sådan fortsætter det næsten til filmens ende. Havde det ikke været for Malmros’ talent for filmiske virkemidler, heriblandt historiemæssigt, så ville filmen aldrig have nået et så højt kvalitetsniveau.
At Kende Sandheden er en fantastisk film der bør ses ved enhver mulig lejlighed, og til trods for en unødigt detaljerig åbningsscene og et par svipsere blandt skuespillerne, så fungerer filmen alt i alt utrolig godt. Man holdes intenst fanget til lærredet fra start til slut.
Malmros har skabt en af årets mest personlige biograffilm, som ikke bare fortæller en svær familiehistorie, men også et stykke Danmarkshistorie, der både er lærerig, fængslende og fantastisk fortalt. Men desværre formår især børneskuespillerne ikke at ramme det samme niveau som de resterende skuespillere. Det er angiveligt ikke et talentproblem de unge skuespillere har, men mere en fejl fra instruktørens side.
17/11-2002