Langt fra Zentropa
4.0
Elisabeth Rygård har brygget på Omfavn Mig Måne i over syv år, pga. mangel på penge og tid til projektet. Men den 56-årige ukendte danske instruktør kan bestemt være stolt af denne meget smukke og rørende dansk/tyrkiske film. Det må siges at være hendes største film, til dags dato i hendes karriere. Desuden er det første gang jeg ser en film fra hendes side, og fra start af, er jeg dybt imponeret.
Filmen udspiller sig i en klassisk og meget stilfuld tyrkisk landsby, hvor alle kender alle. Landskaberne i baggrunden er meget dominerende, selvom handlingen ikke udnytter dem plotmæssigt, men det skaber ikke forstyrrelse, da de fungerer perfekt som en livagtig del af hovedpersonens historie. Historiens cyklus er drengen Osmans liv i en livlig familie, hvis far har til drøm at bygge et slot hvor familien skal bo i. Rygård formår at skabe en rørende historie der hele tiden har noget at fortælle. Om end det går lidt for drøjt til tider, så kan der ikke pilles ved, at man er solidt underholdt af en spændende og intenst fortalt hverdagsintriger-historie – med en potion soap opera indblandet.
Omfavn Mig Måne eller Houses Of Hearts (lyder bekendt?) er en stilren og rørende og ganske dramatisk fortælling om en vilejestærk tyrkisk familie. Den holder sig fra de racistiske emner som for tiden topper diskussionslisten og cirkulerer i stedet om mere gammeldags følelsesfulde småhistorier, som heldigvis drejes til ét stort problem til sidst i filmen.
Mainstream-fænomenet kan på ingen måde skimtes i Omfavn Mig Månes historie, lancering eller producering. Den er, ’sig selv’, præget af personlige følelser og genkendelige hverdagsproblemer. En film som enhver vil kunne lide, hvis altså man sætter sig i sadlen til at se filmen. Ellers vil den nok føles som enhver anden engangsoplevelse.
Filmen udspiller sig i en klassisk og meget stilfuld tyrkisk landsby, hvor alle kender alle. Landskaberne i baggrunden er meget dominerende, selvom handlingen ikke udnytter dem plotmæssigt, men det skaber ikke forstyrrelse, da de fungerer perfekt som en livagtig del af hovedpersonens historie. Historiens cyklus er drengen Osmans liv i en livlig familie, hvis far har til drøm at bygge et slot hvor familien skal bo i. Rygård formår at skabe en rørende historie der hele tiden har noget at fortælle. Om end det går lidt for drøjt til tider, så kan der ikke pilles ved, at man er solidt underholdt af en spændende og intenst fortalt hverdagsintriger-historie – med en potion soap opera indblandet.
Omfavn Mig Måne eller Houses Of Hearts (lyder bekendt?) er en stilren og rørende og ganske dramatisk fortælling om en vilejestærk tyrkisk familie. Den holder sig fra de racistiske emner som for tiden topper diskussionslisten og cirkulerer i stedet om mere gammeldags følelsesfulde småhistorier, som heldigvis drejes til ét stort problem til sidst i filmen.
Mainstream-fænomenet kan på ingen måde skimtes i Omfavn Mig Månes historie, lancering eller producering. Den er, ’sig selv’, præget af personlige følelser og genkendelige hverdagsproblemer. En film som enhver vil kunne lide, hvis altså man sætter sig i sadlen til at se filmen. Ellers vil den nok føles som enhver anden engangsoplevelse.
17/11-2002
