Modig men tam

Helle Ryslinge kan med al respekt kaldes en uerfaren kvinde i branchen, og det er derfor vovet at hun kaster sig ud i et så kompliceret emne som indvandrere og problemerne dertil, samt et charmerende præg af indisk inspireret musik og billedstil. Farverne er varme og kærlige, musikken er sprælsk og iørefaldende og skuespillernes replikker er som bundet til manuskriptet. Der gives ikke plads til megen grimasse eller spas, især Peter Perski og Anthony Timur Catallar er subtile i mundfaldet, så det står ud af ørene. Det står desværre også hurtigt som en af filmens helt store kritikpunkter, samt en gnist der aldrig rigtigt følger med filmen.

Ryslinge er tydeligt inspireret af Indien og Bollywood. Det står tydeligt næsten fra første scene, hvor vi ser hvordan de to turtelduer i filmen bader hinanden i roser, kvinder og musik. Det må siges at være filmens største adskillelse fra resten af filmen, og generelt vesteuropæisk filmproduktion. I samme scene ville man have set hvordan det forelskede par straks ville have gået efter soveværelset, hvorefter der ville kunne høres rindende vand eller ruskene i træerne til billeder af de to. Men i indisk film og i Halalabad Blues danser og synger man til den lyse morgen. Det hele er meget fornøjeligt hvis musikken og sangen er med i den bedste kvalitet. Og netop på dette punkt halter filmen også bagefter. Sangteksterne er ikke så flotte eller stort opsatte, som de burde være. Til tider er de direkte pinlige at lytte med på. Her kunne Ryslinge sagtens have set Lagaan en enkel gang mere.

Historien er temmelig firkantet, og samtidig befinder vi os i det sædvanlige trekantsdrama som Zentropa syntes at nyde rigtig godt af. Faktisk er det kun slutningen som tager en så drastisk vending at det næsten bliver et problem. Man kunne godt have ondet filmen et lidt bedre plotmæssigt udfald, for det virker som en alt for brat endelse på en ellers ganske underholdende men firkantet film.

Skuespillet leveres alt for blandet, kvalitetsmæssigt. Anne-Grethe Bjarup Riis er rimelig i rollen som den frustrerede Kari, der ikke kan finde rundt i tyrkernes levevis. Bjarup Riis har tidligere optrådt i blandt andet den katastrofalt mislykkede tv-serie Hotellet, samt den ligeså kedelige Idioterne. Hendes rolle i denne film må siges at være hendes karrieres højdepunkt, indtil videre. Peter Perski er bagbundet til instruktørens manuskript, og det er et vældig stort problem. Hans tåbelige replikker falder aldrig i klang med hans omgivelser, og han forbliver en kold omgang marmor på filmens baggrund.

Instruktøren Helle Ryslinge kaster sig ud i en film med hede diskussioner om racisme, om hvad der skal gøres af udlændinge og om der overhovedet kan gøres noget. Jeg skal lade spørgsmålene stå usagt, men Ryslinge skal roses for fin kommunikation med publikummet, især fordi hun holder sig nogenlunde neutral og samtidig er der provokerende toner med i filmen. Så alt i alt er hun bestået når det gælder filmens politiske tema, endda også selvom den er politisk korrekt. Men der hvor problemerne begynder at opstå er i historieforløbet. Der handles for lidt og man taber tit pusten. Musikken virker til tider amatøragtig og ikke særlig indiskinspireret. Så desværre kan der ikke gives en højere karakter til denne film.