DINAS FILM-POST FESTUM
3.0
af: Cand.mag. Peter Aarestrup©
DINAS FILM
-den smertelige transformation
Nu hvor Dinas bog omsider har set dagens lys som film, og bogens forfatter, Herbjørg Wassmo, meget diplomatisk(!) efter premieren forleden har udtalt sin begejstring for sceneriet, men anbefaler at man også læser bogen, og hvor filmen bogstaveligt talt er sablet ned af en enig norsk presse, er det nok på tide mens vi venter på den danske premiere, at se på, hvad bogen egentlig handler om. –Jeg tror, at den gængse opfattelse af bogen som en feministisk dogmebog, er forkert, men at blandt andet dette, kan forklare filmens middelmådige succes- hidtil.
- Det må siges at være et dristigt projekt at sætte et så forholdsvis tungt og mangefacetteret værk som ”Dinas bog” op som film, specielt da en stor del af hovedpersonens tanker er affattet i indre monolog. Når en instruktør alligevel har nerve til at tage risikoen med ”Dina”, tilmed når både forfatter(!) og instruktøren, Bornedal, har udtrykt manglende sympati for hovedpersonen, synes jeg, det er på tide, at granske fortællingen nøjere!
Den franske stjerne Gérard Depardieu, kendt og agtet fra utallige storfilm, har den mandlige hovedrolle i filmen, der er instrueret af Ole Bornedals internationale satsning; vel især kendt som manden bag ”Nattevagten”. To andre store roller besættes af Mads Mikkelsen og Søren Sætter-Lassen. De bærende kvindelige roller besættes af Maria Bonnevie (Dina) og Wenche Foss.
Lad os se lidt nærmere på hvad ”Dinas bog” så egentlig omhandler. Værket kan anskues på flere måder; udadtil som historien om lensmandsdatteren Dina, der efter en ulykkelig og rastløs barndom så at sige ”afsættes” til handelsmanden Jakob, med hvilken hun indgår ægteskab. Deres forhold er imidlertid fra begyndelsen problematisk, da Dina nægter at indordne sig under de uskrevne etiske og standsmæssige love, for hvordan en kvinde og husfrue bør opføre sig. At hun samtidig er overmåde introvert, ikke delagtiggør nogle i sine tanker, og samtidig er manden åbenlyst utro, når hun da ikke lige mediterer ved sit cello-spil på alle døgnets timer, forværrer naturligvis kun situationen, indtil hun overtager bedriften på sine egne præmisser.
Altså kan vi allerede heraf lægge en feministisk tolkning ind; kvinden der- tilmed omkring slutningen af 1800-tallet- lever efter sine egne normer, og på sin egen måde kommer til at styre tingene. Men spørgsmålet er i høj grad, hvorvidt Dina kan betragtes som et frigjort menneske. Jeg mener det ikke. Tværtimod er hun hele livet præget af det traume hun pådrog sig i forbindelse med moderens død, som hun ved et ulykkestilfælde kom til at forårsage. Dette dobbelte sjælear bliver kun forværret af faderens afvisning, og gradvist lukker den – i mange henseender – begavede pige sig ind i sit eget univers, hvor hun taler med sig selv, og har monologer til sin afdøde mor.
Kun takket være den tilkaldte huslærer, begynder hun at få lidt tiltro til sig selv, især gennem sine evner for regnskab og for musik. Hendes konstante livsangst forfølger hende imidlertid i voksenalderen, og hun regrederer til en fortidstilstand af drift og egenrådighed hvor hun- ud fra et etisk synspunkt- sårer og gør sine nærmeste ondt, men driftsmæssigt ikke er sig det bevidst. Kulturelt set frigør hun sig måske nok for en del konventioner, men eksistentielt set er hun ufri, og dødsdriften og livsdrift smelter efterhånden sammen. Desuden er spørgsmålet, om hun ikke i høj grad realiserer sig på mænds præmisser; til eksempel, rider, ryger og drikker hun som en mand, ofte med en vis desperation, ja nærmest manierthed.
Hørbjerg Wassmo, der oprindeligt er skolelærer, men i mange år helt har helliget sig forfatterskabet, har da også selv taget afstand fra sin figur, der i øvrigt meldte sig til hende i en drøm. –Hun trængte ikke til mig, jeg kunne ikke identificere mig med hende, som med Tora. Det bør hér tilføjes, at Tora er den gennemgående, kuede kvinde fra Wasmoss roman-trilogi, der indbragte hende Nordisk råds litteraturpris i 1987. Dina bliver, i alle tilfælde udadtil, ikke kuet. Hendes levemåde er at eje, uden selv at blive ejet, har Wassmo blandt andet sagt om figuren. Herbjørg Wassmo har desuden også sagt, at Dina langt fra at være et overmenneske, er underlagt sine chokerende barndomsoplevelser, ikke har medfølelse for andres smerte fordi hun selv har afvist sin, og derfor er ude af stand til at udvise empati. Dina er blevet til et menneske som ikke ser sig selv og følgelig ikke ser andre. På den måde kan man gøre de mest grusomme ting, uden egentlig at være sig det bevidst. ’Er man ikke opmærksom på sin egen smerte, kan man heller ikke genkende den hos andre’ har Wassmo sagt i forbindelse med udgivelsen af bogen i 1989. Hun tilføjer, at hendes bøger handler meget om svig, det fordækte, følelsesmæssige svig som børn oplever, ofte parret med afvisning. ’Det er farligt – på den måde er mange små Hitlere blevet skabt’, mener Wassmo.
Selvfølgelig er bogen også en skildring af modsætningen mellem kultur og natur. Nordnorge var dengang (som nu) et barsk natursceneri, hvor mennesket konstant er underlagt naturens lunefuldhed. –Her vil filmgenren jo afgjort have sin force. Ethvert besøg er mindst en dagsrejse, enhver storm kan udvikle sig til en katastrofe. Ind i denne verden forsøger såvel lensmanden, huslæreren og Dinas ægtemand at bibringe et stykke kultur, ofte på helt rørende vis. Det kan være i form af pietet overfor et stueur, et flygel – og i Dinas tilfælde den cello hun får ved huslærerens mellemkomst – om end hun ikke betragter den som decideret kulturgods, men snarere et sjæleligt instrument til at udkanalisere sine kaotiske tanker. Om naturen som inspirationskilde for forfatterskabet, har Herbjørg Wassmo (der har boet hele sit liv i Nordnorge) udtalt, at hun tror mere på naturen end på mennesker som gruppe(!), men afviser på det bestemteste ethvert slægtskab med Dina i øvrigt . ’Naturen er jeg nødt til at godtage, selv når jeg ved at den måske kan ramle sammen om mig når som helst. Det er nok sådan med os nordlændinge…’
Ligeledes er ”Dinas bog” en beretning om at bryde kønsroller og egne grænser, især i en så mandsdomineret verden og tid som den Dina er opvokset i. Men hun udvikler sig så at sige til et menneske uden normalitetsgrænser, fordi hun allerede i femtenårsalderen er nødsaget til at skabe sine egne leveregler; regler der, for mig at se, hænger nøje sammen med hendes eros/thanotos-drift, som er sat udenfor et social kontekst overhovedet.
Derfor er bogen efter min mening først og sidst et spørgsmål om etisk fordring. For ligegyldigt hvor meget Dina tilsidesætter andre mennesker, skubber hun dem jo samtidig fra sig, samtidig med, at hun ikke kan blive fortidens spøgelser kvit. Hendes til tider deciderede ondskab, som hendes egne erfaringer burde afholde hende fra, skubbes til side. Hun indsér ikke, at mennesket først kan blive frit i samhørigheden med andre mennesker, og er for mig at se- trods sine sejre udadtil- også et ynkværdigt menneske, fanget i sine traumer.
Som omtalt, har også Ole Bornedal haft sine betænkeligheder med ”Dinas bog”, om: ”vi kunne gøre Dina til detdet hun er, nemlig en kompromisløs og til tider hård og sej kvinde” har han blandt andet udtalt ved et pressemøde. ”For når jeg læser ”Dinas bog”, læser jeg en kvindelig protagonist-historie, hvor hovedpersonen ikke er specielt sympatisk. Og noget af det farligste på film, er at have en hovedperson, som man ikke kan lide...”
- Det blev FOR stor en opgave at transformere til billedets sprog!
DINAS FILM
-den smertelige transformation
Nu hvor Dinas bog omsider har set dagens lys som film, og bogens forfatter, Herbjørg Wassmo, meget diplomatisk(!) efter premieren forleden har udtalt sin begejstring for sceneriet, men anbefaler at man også læser bogen, og hvor filmen bogstaveligt talt er sablet ned af en enig norsk presse, er det nok på tide mens vi venter på den danske premiere, at se på, hvad bogen egentlig handler om. –Jeg tror, at den gængse opfattelse af bogen som en feministisk dogmebog, er forkert, men at blandt andet dette, kan forklare filmens middelmådige succes- hidtil.
- Det må siges at være et dristigt projekt at sætte et så forholdsvis tungt og mangefacetteret værk som ”Dinas bog” op som film, specielt da en stor del af hovedpersonens tanker er affattet i indre monolog. Når en instruktør alligevel har nerve til at tage risikoen med ”Dina”, tilmed når både forfatter(!) og instruktøren, Bornedal, har udtrykt manglende sympati for hovedpersonen, synes jeg, det er på tide, at granske fortællingen nøjere!
Den franske stjerne Gérard Depardieu, kendt og agtet fra utallige storfilm, har den mandlige hovedrolle i filmen, der er instrueret af Ole Bornedals internationale satsning; vel især kendt som manden bag ”Nattevagten”. To andre store roller besættes af Mads Mikkelsen og Søren Sætter-Lassen. De bærende kvindelige roller besættes af Maria Bonnevie (Dina) og Wenche Foss.
Lad os se lidt nærmere på hvad ”Dinas bog” så egentlig omhandler. Værket kan anskues på flere måder; udadtil som historien om lensmandsdatteren Dina, der efter en ulykkelig og rastløs barndom så at sige ”afsættes” til handelsmanden Jakob, med hvilken hun indgår ægteskab. Deres forhold er imidlertid fra begyndelsen problematisk, da Dina nægter at indordne sig under de uskrevne etiske og standsmæssige love, for hvordan en kvinde og husfrue bør opføre sig. At hun samtidig er overmåde introvert, ikke delagtiggør nogle i sine tanker, og samtidig er manden åbenlyst utro, når hun da ikke lige mediterer ved sit cello-spil på alle døgnets timer, forværrer naturligvis kun situationen, indtil hun overtager bedriften på sine egne præmisser.
Altså kan vi allerede heraf lægge en feministisk tolkning ind; kvinden der- tilmed omkring slutningen af 1800-tallet- lever efter sine egne normer, og på sin egen måde kommer til at styre tingene. Men spørgsmålet er i høj grad, hvorvidt Dina kan betragtes som et frigjort menneske. Jeg mener det ikke. Tværtimod er hun hele livet præget af det traume hun pådrog sig i forbindelse med moderens død, som hun ved et ulykkestilfælde kom til at forårsage. Dette dobbelte sjælear bliver kun forværret af faderens afvisning, og gradvist lukker den – i mange henseender – begavede pige sig ind i sit eget univers, hvor hun taler med sig selv, og har monologer til sin afdøde mor.
Kun takket være den tilkaldte huslærer, begynder hun at få lidt tiltro til sig selv, især gennem sine evner for regnskab og for musik. Hendes konstante livsangst forfølger hende imidlertid i voksenalderen, og hun regrederer til en fortidstilstand af drift og egenrådighed hvor hun- ud fra et etisk synspunkt- sårer og gør sine nærmeste ondt, men driftsmæssigt ikke er sig det bevidst. Kulturelt set frigør hun sig måske nok for en del konventioner, men eksistentielt set er hun ufri, og dødsdriften og livsdrift smelter efterhånden sammen. Desuden er spørgsmålet, om hun ikke i høj grad realiserer sig på mænds præmisser; til eksempel, rider, ryger og drikker hun som en mand, ofte med en vis desperation, ja nærmest manierthed.
Hørbjerg Wassmo, der oprindeligt er skolelærer, men i mange år helt har helliget sig forfatterskabet, har da også selv taget afstand fra sin figur, der i øvrigt meldte sig til hende i en drøm. –Hun trængte ikke til mig, jeg kunne ikke identificere mig med hende, som med Tora. Det bør hér tilføjes, at Tora er den gennemgående, kuede kvinde fra Wasmoss roman-trilogi, der indbragte hende Nordisk råds litteraturpris i 1987. Dina bliver, i alle tilfælde udadtil, ikke kuet. Hendes levemåde er at eje, uden selv at blive ejet, har Wassmo blandt andet sagt om figuren. Herbjørg Wassmo har desuden også sagt, at Dina langt fra at være et overmenneske, er underlagt sine chokerende barndomsoplevelser, ikke har medfølelse for andres smerte fordi hun selv har afvist sin, og derfor er ude af stand til at udvise empati. Dina er blevet til et menneske som ikke ser sig selv og følgelig ikke ser andre. På den måde kan man gøre de mest grusomme ting, uden egentlig at være sig det bevidst. ’Er man ikke opmærksom på sin egen smerte, kan man heller ikke genkende den hos andre’ har Wassmo sagt i forbindelse med udgivelsen af bogen i 1989. Hun tilføjer, at hendes bøger handler meget om svig, det fordækte, følelsesmæssige svig som børn oplever, ofte parret med afvisning. ’Det er farligt – på den måde er mange små Hitlere blevet skabt’, mener Wassmo.
Selvfølgelig er bogen også en skildring af modsætningen mellem kultur og natur. Nordnorge var dengang (som nu) et barsk natursceneri, hvor mennesket konstant er underlagt naturens lunefuldhed. –Her vil filmgenren jo afgjort have sin force. Ethvert besøg er mindst en dagsrejse, enhver storm kan udvikle sig til en katastrofe. Ind i denne verden forsøger såvel lensmanden, huslæreren og Dinas ægtemand at bibringe et stykke kultur, ofte på helt rørende vis. Det kan være i form af pietet overfor et stueur, et flygel – og i Dinas tilfælde den cello hun får ved huslærerens mellemkomst – om end hun ikke betragter den som decideret kulturgods, men snarere et sjæleligt instrument til at udkanalisere sine kaotiske tanker. Om naturen som inspirationskilde for forfatterskabet, har Herbjørg Wassmo (der har boet hele sit liv i Nordnorge) udtalt, at hun tror mere på naturen end på mennesker som gruppe(!), men afviser på det bestemteste ethvert slægtskab med Dina i øvrigt . ’Naturen er jeg nødt til at godtage, selv når jeg ved at den måske kan ramle sammen om mig når som helst. Det er nok sådan med os nordlændinge…’
Ligeledes er ”Dinas bog” en beretning om at bryde kønsroller og egne grænser, især i en så mandsdomineret verden og tid som den Dina er opvokset i. Men hun udvikler sig så at sige til et menneske uden normalitetsgrænser, fordi hun allerede i femtenårsalderen er nødsaget til at skabe sine egne leveregler; regler der, for mig at se, hænger nøje sammen med hendes eros/thanotos-drift, som er sat udenfor et social kontekst overhovedet.
Derfor er bogen efter min mening først og sidst et spørgsmål om etisk fordring. For ligegyldigt hvor meget Dina tilsidesætter andre mennesker, skubber hun dem jo samtidig fra sig, samtidig med, at hun ikke kan blive fortidens spøgelser kvit. Hendes til tider deciderede ondskab, som hendes egne erfaringer burde afholde hende fra, skubbes til side. Hun indsér ikke, at mennesket først kan blive frit i samhørigheden med andre mennesker, og er for mig at se- trods sine sejre udadtil- også et ynkværdigt menneske, fanget i sine traumer.
Som omtalt, har også Ole Bornedal haft sine betænkeligheder med ”Dinas bog”, om: ”vi kunne gøre Dina til detdet hun er, nemlig en kompromisløs og til tider hård og sej kvinde” har han blandt andet udtalt ved et pressemøde. ”For når jeg læser ”Dinas bog”, læser jeg en kvindelig protagonist-historie, hvor hovedpersonen ikke er specielt sympatisk. Og noget af det farligste på film, er at have en hovedperson, som man ikke kan lide...”
- Det blev FOR stor en opgave at transformere til billedets sprog!
19/11-2002
