En fuser
3.0
Der er ingen grund til at klage over hverken Harrison Ford eller Gary Oldmans præstation i denne - midtvejs - rimelig intense thriller.
Derimod kan man med god ret give endnu et spark i røven til mainstream-instruktøren, Wolfgang Petersen, der stort set ikke har begået noget virkelig seværdigt, siden han instruerede "Das Boot" og afsnit til krimiserien "Tatort" ("Gerningsstedet") i Tyskland tilbage omkring 1980.
Vanen tro i Hollywood-actonbrag, begynder skurkene at opføre sig tåbeligt, da vi nærmer os afslutningen, og ingen af vor heltemodige præsidents nærmeste familie lider overlast. Dét var vel til at forudse(?!)
Men "Air Force One" bygger faktisk en meningsfyldt og relevant politisk problemstilling op: Kan USA forsvare, at kræve diktere andre staters retshåndhævelse, blot for at redde én af deres egne? (Præsidenten!) Og hvilke politiske handlingsmuligheder kan man (hhv. USA og Rusland) tillade sig at benytte sig af? Endelig "forstår" man også terrorlederens (Oldman) motiv til at handle, som han gør. Skurkenes motiv bli'r derfor troværdigt.
Men i sidste øjeblik vælger Petersen at droppe engagementet i denne politisk højspændte situation og blot koncentrere sig om, at få bragt præsidenten og familie sikkert hjem, mens den hårdt pressede russiske præsident, som USA pga. redningsaktionen udnytter på det groveste, får lov at sejle sin egen sø i et åbenlyst uforløst, politisk kaos, hvor han må formodes at have mistet al sin sunde politiske troværdighed.
Men dét skal vi åbenbart ikke interessere os for!
Det er en stor skuffelse, at filmen så åbenlyst signalerer, at den har slået større brød op, end instruktøren tør bage, hvorfor han krampagtigt ødelægger alt dét, der gav filmen mening.
Filmen fortjener egentlig kun 2½ stjerne for denne skamfulde og uambitiøse fuser-effekt og et aldeles kedsommeligt bragende standard-action symfoniorkester, som det kendes fra mindst 150 andre storbudget-actionfilm fra 90erne og fremefter.
Derimod kan man med god ret give endnu et spark i røven til mainstream-instruktøren, Wolfgang Petersen, der stort set ikke har begået noget virkelig seværdigt, siden han instruerede "Das Boot" og afsnit til krimiserien "Tatort" ("Gerningsstedet") i Tyskland tilbage omkring 1980.
Vanen tro i Hollywood-actonbrag, begynder skurkene at opføre sig tåbeligt, da vi nærmer os afslutningen, og ingen af vor heltemodige præsidents nærmeste familie lider overlast. Dét var vel til at forudse(?!)
Men "Air Force One" bygger faktisk en meningsfyldt og relevant politisk problemstilling op: Kan USA forsvare, at kræve diktere andre staters retshåndhævelse, blot for at redde én af deres egne? (Præsidenten!) Og hvilke politiske handlingsmuligheder kan man (hhv. USA og Rusland) tillade sig at benytte sig af? Endelig "forstår" man også terrorlederens (Oldman) motiv til at handle, som han gør. Skurkenes motiv bli'r derfor troværdigt.
Men i sidste øjeblik vælger Petersen at droppe engagementet i denne politisk højspændte situation og blot koncentrere sig om, at få bragt præsidenten og familie sikkert hjem, mens den hårdt pressede russiske præsident, som USA pga. redningsaktionen udnytter på det groveste, får lov at sejle sin egen sø i et åbenlyst uforløst, politisk kaos, hvor han må formodes at have mistet al sin sunde politiske troværdighed.
Men dét skal vi åbenbart ikke interessere os for!
Det er en stor skuffelse, at filmen så åbenlyst signalerer, at den har slået større brød op, end instruktøren tør bage, hvorfor han krampagtigt ødelægger alt dét, der gav filmen mening.
Filmen fortjener egentlig kun 2½ stjerne for denne skamfulde og uambitiøse fuser-effekt og et aldeles kedsommeligt bragende standard-action symfoniorkester, som det kendes fra mindst 150 andre storbudget-actionfilm fra 90erne og fremefter.
18/01-2005
