Fra bog til film
3.0
Chris Columbus, manden bag utallige familiekomedier som fx Goonierne (1985), Alene Hjemme 1 og 2 (1990,1992), Mrs. Doubtfire (1993), Robotmennesket (1999) og senest forgængeren til dagens film, må siges at være Amerikas ultimative ”family-man”, inden for branchen. Hans tydelige talent for det søde plot og de finurlige plot-drejninger skinner ligeså tydeligt igennem i denne film, som vi havde forventet. Der er spækket godt op med lækre cgi-effekter og masseomfavnelser, samt feel-good scener som for en gangs skyld fungerer rigtig godt. Men det helt store spørgsmål er om Columbus kan holde publikummet interesseret i næsten tre timer, som filmen varer?
Netop dette spørgsmål finder man svar på kort inde i filmen. Instruktøren holder sig for slavisk til Rowlings glimrende oplæg af samme navn, og det vil skabe panik i de fleste seriøse fans af historien. Columbus skulle have koncentreret sig om at filmatisere Harry Potter II, i stedet for at have haft så stor respekt for oplægget, for den slaviske ”illustration” (forklaring følger) det er blevet til, fungerer ikke nær så godt som den kunne have gjort.
Man ser sjældent den røde tråd i filmens handling, når Harry skøjter fra den ene scene til den anden, og det smitter desværre også af på persongalleriet. Harry Potter og de andre figurer når aldrig at falde i karakter, de forbliver en flok ufuldendte personer som vi ikke rigtigt kender til, men alligevel filmens drejepunkt. Selve historien er for løst rystet sammen og man synes ikke at kunne flette de små mellemsekvenser sammen med hovedhistorien, og det resulterer i alt for mange ligegyldige, men utroligt flotte scener, hvor vi ser Harry Potter i kamp mod enorme edderkopper, eller som spion hos de fæle Slytherin-elever. Men man forstår ikke hoved eller hale i scenernes betydning, og det er et gevaldigt problem for ens helhedsindtryk af filmen. Så det er nærmere blevet til en slavisk illustration af oplægget, snarere end en fortolkning eller visualisering. For netop når vi på forhånd kender godt til Harry Potters univers og ikke længere bliver overvældet af universets små finurligheder og spektakulære stereotyper, så skal plottet stå stærkt igennem på lærredet, og netop her er det tiltrængt at Columbus havde taget et par friheder i forhold til oplægget.
Teknisk set har 2’eren fået en gevaldig ansigtsløftning. De animerede fantasifigurer er endelig blevet til at holde ud at se på og de endeløse quidditch-kampe er ikke mere bare move-and-cut! Især den selvbeskyldende håndlanger Dobby er bestemt en af de bedst animerede figurer, jeg længe har set. Desuden bør man glæde sig til filmens slutning, som ligeså indeholder masser af guf for animationsfreaks. Så på dette punkt kan holdet bag, ikke kritiseres. Det er flot, udholdeligt og imponerende, men samtidig også en besværlig kleppert at skulle overgå i en 3’er.
Filmen skuespillerhold er næsten tro mod De Vises Sten, hvor vi blandt andet finder John Cleese i en mere eller mindre cameo-rolle, som den ækle Næsten Hovedløse Nick, samt sværvægteren Richard Harris og Alan Rickman, som nogen måske husker fra Dogma (1999) eller Die Hard (1988). Hemmelighedernes Kammer dårligste skuespiller, er Harry Potter, spillet af en træt og alt for gammel Daniel Radcliffe. Han er hverken morsom eller overbevisende som den unge antihelt der konstant må udsætte sig selv for livsfare. Lidt a la Bruce Campell i Raimis fremragende horrorcomedy, Evil Dead (1982). Så i fortsættelsen til næste jul, bliver det nok ikke de samme udtryksløse glasøjne, der gemmer sig bag Lennon-brillerne. Harrys bedste ven Ron, overspilles alt for ofte af en uerfaren og formentlig også hamrende nervøs Rupert Grint. Derimod er Emma Watson strålende forførende i rollen som den begavede bogorm Hermione. Umiddelbart filmens bedste børneskuespiller.
Havde filmen lagt Rowlings roman fra sig for en stund, så var der formentlig dukket en mere fri, og lettilgængelig historie frem, i stedet for de alt for mange magiske ”pauser”, som røver filmen for dyrebar tid. Jeg savner især at instruktøren havde gået mere i dybden med personerne, og at der var blevet bragt nye sidespring på banen, for der er intet nyt for dem der har læst bogen at hente i denne ”illustration” af bogen. Der er ikke meget visualisering eller filmisk fortolkning, det er bogen fladet ud på filmrullen.
Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer ligner til forveksling forgængeren. Starten og slutningen er den samme som i De Vises Sten og de små historier i denne sequel, er ikke forfriskende eller intensive nok til at man kan glæde sig til næste års ”gennemgang”. Desuden forlader Columbus Potter-verdenen, og i stedet er det Alfonso Cuarón der fra nu af styrer roret, og dermed om vi til næste år endnu engang skal udsættes for en illustration af bogen, eller om respekten og den slaviske stil bliver lagt til side, så der også bliver plads til overraskende momenter!? Instruktørskiftet må siges at være det jeg ser mest frem ved næste års show.
Netop dette spørgsmål finder man svar på kort inde i filmen. Instruktøren holder sig for slavisk til Rowlings glimrende oplæg af samme navn, og det vil skabe panik i de fleste seriøse fans af historien. Columbus skulle have koncentreret sig om at filmatisere Harry Potter II, i stedet for at have haft så stor respekt for oplægget, for den slaviske ”illustration” (forklaring følger) det er blevet til, fungerer ikke nær så godt som den kunne have gjort.
Man ser sjældent den røde tråd i filmens handling, når Harry skøjter fra den ene scene til den anden, og det smitter desværre også af på persongalleriet. Harry Potter og de andre figurer når aldrig at falde i karakter, de forbliver en flok ufuldendte personer som vi ikke rigtigt kender til, men alligevel filmens drejepunkt. Selve historien er for løst rystet sammen og man synes ikke at kunne flette de små mellemsekvenser sammen med hovedhistorien, og det resulterer i alt for mange ligegyldige, men utroligt flotte scener, hvor vi ser Harry Potter i kamp mod enorme edderkopper, eller som spion hos de fæle Slytherin-elever. Men man forstår ikke hoved eller hale i scenernes betydning, og det er et gevaldigt problem for ens helhedsindtryk af filmen. Så det er nærmere blevet til en slavisk illustration af oplægget, snarere end en fortolkning eller visualisering. For netop når vi på forhånd kender godt til Harry Potters univers og ikke længere bliver overvældet af universets små finurligheder og spektakulære stereotyper, så skal plottet stå stærkt igennem på lærredet, og netop her er det tiltrængt at Columbus havde taget et par friheder i forhold til oplægget.
Teknisk set har 2’eren fået en gevaldig ansigtsløftning. De animerede fantasifigurer er endelig blevet til at holde ud at se på og de endeløse quidditch-kampe er ikke mere bare move-and-cut! Især den selvbeskyldende håndlanger Dobby er bestemt en af de bedst animerede figurer, jeg længe har set. Desuden bør man glæde sig til filmens slutning, som ligeså indeholder masser af guf for animationsfreaks. Så på dette punkt kan holdet bag, ikke kritiseres. Det er flot, udholdeligt og imponerende, men samtidig også en besværlig kleppert at skulle overgå i en 3’er.
Filmen skuespillerhold er næsten tro mod De Vises Sten, hvor vi blandt andet finder John Cleese i en mere eller mindre cameo-rolle, som den ækle Næsten Hovedløse Nick, samt sværvægteren Richard Harris og Alan Rickman, som nogen måske husker fra Dogma (1999) eller Die Hard (1988). Hemmelighedernes Kammer dårligste skuespiller, er Harry Potter, spillet af en træt og alt for gammel Daniel Radcliffe. Han er hverken morsom eller overbevisende som den unge antihelt der konstant må udsætte sig selv for livsfare. Lidt a la Bruce Campell i Raimis fremragende horrorcomedy, Evil Dead (1982). Så i fortsættelsen til næste jul, bliver det nok ikke de samme udtryksløse glasøjne, der gemmer sig bag Lennon-brillerne. Harrys bedste ven Ron, overspilles alt for ofte af en uerfaren og formentlig også hamrende nervøs Rupert Grint. Derimod er Emma Watson strålende forførende i rollen som den begavede bogorm Hermione. Umiddelbart filmens bedste børneskuespiller.
Havde filmen lagt Rowlings roman fra sig for en stund, så var der formentlig dukket en mere fri, og lettilgængelig historie frem, i stedet for de alt for mange magiske ”pauser”, som røver filmen for dyrebar tid. Jeg savner især at instruktøren havde gået mere i dybden med personerne, og at der var blevet bragt nye sidespring på banen, for der er intet nyt for dem der har læst bogen at hente i denne ”illustration” af bogen. Der er ikke meget visualisering eller filmisk fortolkning, det er bogen fladet ud på filmrullen.
Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer ligner til forveksling forgængeren. Starten og slutningen er den samme som i De Vises Sten og de små historier i denne sequel, er ikke forfriskende eller intensive nok til at man kan glæde sig til næste års ”gennemgang”. Desuden forlader Columbus Potter-verdenen, og i stedet er det Alfonso Cuarón der fra nu af styrer roret, og dermed om vi til næste år endnu engang skal udsættes for en illustration af bogen, eller om respekten og den slaviske stil bliver lagt til side, så der også bliver plads til overraskende momenter!? Instruktørskiftet må siges at være det jeg ser mest frem ved næste års show.
24/11-2002
