Skuffelse

2.0
Succesinstruktøren Lone Scherfig, som blandt andet står bag min yndlingsfilm, Italiensk For Begyndere, er denne gang på banen med en romantisk komedie, med selvmord og livsnydelse som vigtigste tema. Hendes klare talent for den gode stemning og flotte opbygning, fungerer desværre ikke så godt som det kunne have fungeret. Filmens første halve time, er både kedelig, triviel og til tider ligegyldig. Det er først et godt stykke inde i filmen, at man føler at skuespillere, såvel som instruktøren får fat om makronerne. Det er ærgerligt, da man derfor aldrig rigtigt kommer godt ind i filmen. Selvmordsforsøgene som er blevet kraftigt omtalt i medierne, er trivielle og ligegyldige. Latteren udebliver i disse scener, ikke fordi de virker for skræmmende eller uhyggelige, men ganske enkelt fordi det ikke er sjovt!

Filmen var rigtig ment til at være en ”fortsættelse” til Italiensk For Begyndere, da Scherfig fik aftalt at skuespillerteamet skulle være det samme i dagens film som fra den ovenstående film. Det var dog ikke alle der gik med til dette projekt, og derfor besluttede Scherfig sig for at få skotsk tale og skotsk skuespillerhold til filmen, lige til trods for den danske bio-kæledægge Mads Mikkelsen, som har en mindre birolle – blot for at hive flere danskere ind og se filmen. Hans elendige engelsk reddes af at han bliver fremstillet som dansk overlæge, i Skotland! Ham kunne vi sagtens undværet, og ligeså kunne vi det med hele det skotske aktørhold! Kombinationen med dansk instruktør og forfatter og skotske skuespillere bør ikke efterlignes igen, det fungerer ganske enkelt ikke godt. Vittighederne er få, og når de endelig kommer, så er de sjældent til at grine med på. Den skotske humor er en dårlig cocktail med dansk instruktør.

Billederne er grå og kedelige, og der er lang vej imellem de store drejninger i historien. Det skaber alt for mange tomrum, som er stoppet med triste småhistorier, som bestemt ikke hjælpes af den slidte Mads Mikkelsen.

Scherfig fanger aldrig publikummet, man efterlades med en tom følelse af skuffelse og alt for mange uinspirerede jokes og gags, som ens dårligste minder. Skuespillet leveres nogenlunde af Adrian Rawlins og James Sieves, som de dominerende hovedroller som brødrene Harbour og Wilbur. Men det er næsten ligegyldigt, for man holdes aldrig rigtig intenst fanget til lærredet, og det resulterer derfor i en kedelig dansk/skotsk romantisk komedie.
Wilbur begår selvmord