Mutual Assured Destruction
5.0
"Dr. Strangelove" blev trods sit temmeligt alvorlige tema en stor succes både anmelder- og publikumsmæssigt ved sin premiere i 1964. Men forklaringen var måske netop, at filmen var en hårdt tiltrængt satire over den dengang allestedsnærværende frygt for en nuklear krig mellem USA og USSR?
Plottet er, at en den amerikanske general Ripper (der er notorisk kommunisthader) en dag beslutter sig for, at misbruge sin position til på egen hånd at overfortolke den russiske sikkerhedstrussel til at beordre et omfattende brintbombetogt mod Sovjetunionen. Samtidig foreskriver USAs sikkerhedsforanstaltninger nemlig total forsegling af dén militærbase, hvor Ripper og hans næstkommanderende, den britiske oberst Mandrake, opholder sig. Derfor bliver en tilbagekaldelse af bombetogtet i praksis næsten umuligt. Tilmed er Ripper den eneste, der kender dén kode, der skal bruges til at genaktivere radiokontakten til B 52-bombeflyene. Men selv om det til sidst lykkes at tilbagekalde alle på nært et enkelt bombefly, som ulykkeligvis ender med at nå sit mål, er verden alligevel dømt til undergang, fordi Sovjetunionen har automatiseret aktiveringen af en såkaldt "Dommedagsmaskine", der i tilfælde af et angreb på Sovjetunionen vil indhylle hele kloden i en altudslettende giftgas.
Den direkte inspiration til filmen stammer fra en lille knaldroman fra 1958 med titlen "Red Alert". Men derudover er historien bag filmen, at Kubrick og hans producer i udgangspunktet (inspireret af den netop overståede missilkrise på Cuba, hvor det meste af verden i et par uger frygtede for klodens eksistens) ville lave en alvorlig og aktuel film om krig og sikkerhedspolitik.
Men Kubrick ombestemte sig pludselig til, at det højspændte budskab lod sig formidle langt bedre, hvis filmen fik karakter af politisk satire - altså en form for avanceret komedie. Set i bagklogskabens behagelige lys kan man næsten kun sige: "Godt tænkt!"
Filmen er Kubricks første helt selvstændige større filmprojekt. Selv om "Dr. Strangelove" rummer en masse menneskelighed under karakterernes professionelle overflader, så er den et klart udtryk for Kubricks tidlige pessimisme på menneskehedens vegne. Det er muligt, at Kubrick besad visse misantropiske tendenser, men derfor har han altid formået at formidle sine budskaber med stor menneskelig indsigt, både sociologisk og psykologisk.
Selv om filmen visuelt ikke alle steder er lige prangende, rummer filmen alligevel nogle ganske flotte luftoptagelser, der skal forestille den sibiriske tundra (men som i praksis stammer fra kameraholdets flyvninger over Island og Ishavet nord for Norge). Undervejs var der i øvrigt flere kontroverser med - og advarsler fra det amerikanske militær, hvilket blot yderligere bidrog til opfattelsen af filmens daværende aktualitet og højspændte tema.
Filmen rummer nogle af filmhistoriens mest klassiske replikker og scener (f.eks. "Yee-haw"-ridningen på atombomben). Dertil kommer mindst tre aldeles fremragende skuespilpræstationer:
George C. Scott spiller den brovtne og alt andet end pragmatiske General Turgidson, der med enorm entusiasme udslynger vurderinger af tabstal i tilfælde af forskellige scenarier, næsten som om der var tale om et brætspil.
Sterling Hayden spiller den forstenede General Ripper, hvis vanvittige forestillinger om kommunismens væsen bliver årsag til hele misèren (bemærk hans tændergnislende monolog med cigaren vibrerende i munden filmet i frøperspektiv). Det er forrygende grotesk og helt sikkert inspireret af kommunist-klapjagten i USA i 1950erne.
Peter Sellers (som Kubrick holdt meget af, helt sikkert pga. hans unikke komisk-satiriske talent) spiller hele tre roller i filmen: Dels som oberst Mandrake (en klassisk engelsk officer-parodi, som dog har hjertet på rette sted), dels som USAs bløde, men dybt seriøse præsident (mordet på Kennedy i 1963 bevirkede i øvrigt, at filmens premiere blev udskudt i et par måneder), og endelig som den fra Nazityskland til USA headhuntede fysisk handicappede militære sikkerhedsrådgiver Dr. Strangelove ("Dr. Merkwürdigliebe"), hvis groteske fremtoning og gennemførte nazi-tankegang ikke forhindrer ham i at have et iskoldt strategisk overblik over den højspændte situation, som verden befinder sig i. (... For sproglige feinschmeckere giver Sellers i øvrigt prøver på sit fabelagtige sprog- og dialekt-øre i noget at tillægsmaterialet på DVD'en).
Dr. Strangelove gør sig også til talsmand for, at evakueringen af landets (ansvarlige?) politiske og militære ledere bør have første prioritet, såfremt katastrofen skulle indtræffe. Ikke overraskende møder dette synspunkt stor forståelse blandt resten af mødedeltagerne i sikkerhedsrådet, oven i købet med en tilføjelse om, at det også blive nødvendigt at evakuere en del masseødelæggelsesvåben af hensyn til magtbalancen, når jordoverfladen om 100 år atter bliver beboelig.
Dermed giver Strangelove også filmen indirekte et sørgeligt ekstra budskab: På trods af at verdens supermagter skulle ende med at gøre Jorden ubeboelig og dermed gøre sig skyldige i ødelæggelsen af næsten alt liv, vil magternes ledelser arbejde på at sikre deres respektive herredømme ved at forskanse sig under jorden sammen med masseødelæggelsesvåben, således at de atter vil kunne "lede" verden, når/hvis livet en dag skulle vende tilbage.
Det lyder måske helt sygt, men historisk forskning har vist, at næsten ethvert større land havde (og fortsat har) lignende sikkerhedsforanstaltninger! Der er altså rigeligt med stof til eftertanke i denne elegant fortalte film til de generationer, som ikke på "egen krop" har oplevet Den Kolde Krigs våbenkapløb og den gensidige forsikring om ødelæggelse (Mutual Assured Destruction, populært benævnt "M.A.D."!)
Plottet er, at en den amerikanske general Ripper (der er notorisk kommunisthader) en dag beslutter sig for, at misbruge sin position til på egen hånd at overfortolke den russiske sikkerhedstrussel til at beordre et omfattende brintbombetogt mod Sovjetunionen. Samtidig foreskriver USAs sikkerhedsforanstaltninger nemlig total forsegling af dén militærbase, hvor Ripper og hans næstkommanderende, den britiske oberst Mandrake, opholder sig. Derfor bliver en tilbagekaldelse af bombetogtet i praksis næsten umuligt. Tilmed er Ripper den eneste, der kender dén kode, der skal bruges til at genaktivere radiokontakten til B 52-bombeflyene. Men selv om det til sidst lykkes at tilbagekalde alle på nært et enkelt bombefly, som ulykkeligvis ender med at nå sit mål, er verden alligevel dømt til undergang, fordi Sovjetunionen har automatiseret aktiveringen af en såkaldt "Dommedagsmaskine", der i tilfælde af et angreb på Sovjetunionen vil indhylle hele kloden i en altudslettende giftgas.
Den direkte inspiration til filmen stammer fra en lille knaldroman fra 1958 med titlen "Red Alert". Men derudover er historien bag filmen, at Kubrick og hans producer i udgangspunktet (inspireret af den netop overståede missilkrise på Cuba, hvor det meste af verden i et par uger frygtede for klodens eksistens) ville lave en alvorlig og aktuel film om krig og sikkerhedspolitik.
Men Kubrick ombestemte sig pludselig til, at det højspændte budskab lod sig formidle langt bedre, hvis filmen fik karakter af politisk satire - altså en form for avanceret komedie. Set i bagklogskabens behagelige lys kan man næsten kun sige: "Godt tænkt!"
Filmen er Kubricks første helt selvstændige større filmprojekt. Selv om "Dr. Strangelove" rummer en masse menneskelighed under karakterernes professionelle overflader, så er den et klart udtryk for Kubricks tidlige pessimisme på menneskehedens vegne. Det er muligt, at Kubrick besad visse misantropiske tendenser, men derfor har han altid formået at formidle sine budskaber med stor menneskelig indsigt, både sociologisk og psykologisk.
Selv om filmen visuelt ikke alle steder er lige prangende, rummer filmen alligevel nogle ganske flotte luftoptagelser, der skal forestille den sibiriske tundra (men som i praksis stammer fra kameraholdets flyvninger over Island og Ishavet nord for Norge). Undervejs var der i øvrigt flere kontroverser med - og advarsler fra det amerikanske militær, hvilket blot yderligere bidrog til opfattelsen af filmens daværende aktualitet og højspændte tema.
Filmen rummer nogle af filmhistoriens mest klassiske replikker og scener (f.eks. "Yee-haw"-ridningen på atombomben). Dertil kommer mindst tre aldeles fremragende skuespilpræstationer:
George C. Scott spiller den brovtne og alt andet end pragmatiske General Turgidson, der med enorm entusiasme udslynger vurderinger af tabstal i tilfælde af forskellige scenarier, næsten som om der var tale om et brætspil.
Sterling Hayden spiller den forstenede General Ripper, hvis vanvittige forestillinger om kommunismens væsen bliver årsag til hele misèren (bemærk hans tændergnislende monolog med cigaren vibrerende i munden filmet i frøperspektiv). Det er forrygende grotesk og helt sikkert inspireret af kommunist-klapjagten i USA i 1950erne.
Peter Sellers (som Kubrick holdt meget af, helt sikkert pga. hans unikke komisk-satiriske talent) spiller hele tre roller i filmen: Dels som oberst Mandrake (en klassisk engelsk officer-parodi, som dog har hjertet på rette sted), dels som USAs bløde, men dybt seriøse præsident (mordet på Kennedy i 1963 bevirkede i øvrigt, at filmens premiere blev udskudt i et par måneder), og endelig som den fra Nazityskland til USA headhuntede fysisk handicappede militære sikkerhedsrådgiver Dr. Strangelove ("Dr. Merkwürdigliebe"), hvis groteske fremtoning og gennemførte nazi-tankegang ikke forhindrer ham i at have et iskoldt strategisk overblik over den højspændte situation, som verden befinder sig i. (... For sproglige feinschmeckere giver Sellers i øvrigt prøver på sit fabelagtige sprog- og dialekt-øre i noget at tillægsmaterialet på DVD'en).
Dr. Strangelove gør sig også til talsmand for, at evakueringen af landets (ansvarlige?) politiske og militære ledere bør have første prioritet, såfremt katastrofen skulle indtræffe. Ikke overraskende møder dette synspunkt stor forståelse blandt resten af mødedeltagerne i sikkerhedsrådet, oven i købet med en tilføjelse om, at det også blive nødvendigt at evakuere en del masseødelæggelsesvåben af hensyn til magtbalancen, når jordoverfladen om 100 år atter bliver beboelig.
Dermed giver Strangelove også filmen indirekte et sørgeligt ekstra budskab: På trods af at verdens supermagter skulle ende med at gøre Jorden ubeboelig og dermed gøre sig skyldige i ødelæggelsen af næsten alt liv, vil magternes ledelser arbejde på at sikre deres respektive herredømme ved at forskanse sig under jorden sammen med masseødelæggelsesvåben, således at de atter vil kunne "lede" verden, når/hvis livet en dag skulle vende tilbage.
Det lyder måske helt sygt, men historisk forskning har vist, at næsten ethvert større land havde (og fortsat har) lignende sikkerhedsforanstaltninger! Der er altså rigeligt med stof til eftertanke i denne elegant fortalte film til de generationer, som ikke på "egen krop" har oplevet Den Kolde Krigs våbenkapløb og den gensidige forsikring om ødelæggelse (Mutual Assured Destruction, populært benævnt "M.A.D."!)
18/01-2005
