Kold og stenhård action

Takeshi Kitano gi'r den hér endnu engáng som hårdtslående og skarptskydende mand med stenansigt. Men i modsætning til succesen "Hana-bi", savnes den poetiske dimension, der gjorde forgængeren til noget mere meningsfyldt og mystisk. Denne film forsøger at skildre forløbet af et bandeopgør mellem japanere og italienere i Los Angeles. Men derudover handler filmen ikke om ret meget.

Ser man filmen som action-fan bør man ikke egentlig kunne blive skuffet. Tværtimod. Filmen er nemlig gennemsyret af den iskolde og mekaniske stemning, som må formodes at herske i virkelighedens bande- og gangstermiljøer. Der er ingen decideret sympatiske personer i filmen. Enten er de meget naive og afstumpede, eller også er de iskolde og beregnende.

Kitanos figur hører selv til den sidste gruppe, omend han hjælper "de gode". Som den eneste er han klar over, at bandekrigen ikke kan vindes, og at den øjeblikkelige succes er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Og det ender da også (stort set) helt galt. Og hele den sidste del af filmen er faktisk det bedste i "Brother".

Der er tale om en meget voldelig og blodig film. Trods sin relativt enkle historie vil filmen aldrig appellere til et bredt publikum, netop fordi den er så kold og "umenneskelig". Men der er dog heller ikke de store skuespilpræstationer eller replikker til at give filmen et ekstra pift.

Bestemt ikke nogen klasiker men trods alt en meget anderledes actionfilm, hvor man slipper for en masse ordgejl, moraliseren og politisk korrekthed, som i virkeligheden ikke burde høre hjemme i nogen actionfilm.