En prut ved Glemslens Flod
2.0
Ovennævnte betegnelse brugte Ole Michelsen engang om luftakrobatik-filmen "Frit Fald" med Charlie Sheen. Jeg ku' ikke dy mig for at genanvende denne fremragende betegnelse i forbindelse med "The Long Kiss Goodnight"!
Denne film fremstår som et lysende klart (skole)eksempel på en politisk korrekt amerikansk actionfilm (eller såkaldt "actionthriller").
Plottet er ganske fortænkt: En familiemor rammes af amnesi (hukommelsestab), hvorefter hun langsomt begynder at genopdage dele af en ellers fuldstændig fortrængt fortid som toptrænet militær kommandosoldat. Meget bekvemt bliver denne fortid ike et mentalt problem for hende men udelukkende en fordel, da et sandt action-helvede pludselig bryder løs omkring hende.
Det er endnu engang "den lille mands (kvindes) kick ass-drøm" for fuld udblæsning. I sådanne film fylder det personlige element alt, mens baggrundshistorien dybest set er ligegyldig, og actionscenerne fungerer som "baggrundsflimmer" for en i øvrigt dybt forudsigelig dialog spækket med klichéer.
Respekten for det enkelte menneske kender ingen grænser, hvorimod skyderi ind i en kæmpe menneskemængde (banegårds-scenen) med store tabstal til følge ikke volder aktørerne nogen moralske skrupler. Derimod kan overdrivelsen ikke blive stærk nok, når det handler om at redde et barn (som indelukket i et bur på anbragt på ydersiden af en tanklastbil, der trimler ned ad en bakke, mirakuløst slipper uskadt fra ulykken).
Det gav mig en grim smag i munden. Ikke mindst fordi filmen er meget lidt humoristisk (ikke mindst fordi de vittige bemærkninger er så forudsigelige). Geena Davis' "action-mor"-figur er noget af det mest utroværdige, jeg er blevet præsenteret for.
Visuelt og lydmæssigt er filmen også, som den slags 90er-actionfilm er flest: Et symfoniorkester, en masse eksplosioner og en masse close-ups og hurig klipning alene for effekternes skyld. Selv i de nyere James Bond-film er plottet mere meningsfyldt end i denne komplet ligegyldige flimmer-actionfilm.
Denne film fremstår som et lysende klart (skole)eksempel på en politisk korrekt amerikansk actionfilm (eller såkaldt "actionthriller").
Plottet er ganske fortænkt: En familiemor rammes af amnesi (hukommelsestab), hvorefter hun langsomt begynder at genopdage dele af en ellers fuldstændig fortrængt fortid som toptrænet militær kommandosoldat. Meget bekvemt bliver denne fortid ike et mentalt problem for hende men udelukkende en fordel, da et sandt action-helvede pludselig bryder løs omkring hende.
Det er endnu engang "den lille mands (kvindes) kick ass-drøm" for fuld udblæsning. I sådanne film fylder det personlige element alt, mens baggrundshistorien dybest set er ligegyldig, og actionscenerne fungerer som "baggrundsflimmer" for en i øvrigt dybt forudsigelig dialog spækket med klichéer.
Respekten for det enkelte menneske kender ingen grænser, hvorimod skyderi ind i en kæmpe menneskemængde (banegårds-scenen) med store tabstal til følge ikke volder aktørerne nogen moralske skrupler. Derimod kan overdrivelsen ikke blive stærk nok, når det handler om at redde et barn (som indelukket i et bur på anbragt på ydersiden af en tanklastbil, der trimler ned ad en bakke, mirakuløst slipper uskadt fra ulykken).
Det gav mig en grim smag i munden. Ikke mindst fordi filmen er meget lidt humoristisk (ikke mindst fordi de vittige bemærkninger er så forudsigelige). Geena Davis' "action-mor"-figur er noget af det mest utroværdige, jeg er blevet præsenteret for.
Visuelt og lydmæssigt er filmen også, som den slags 90er-actionfilm er flest: Et symfoniorkester, en masse eksplosioner og en masse close-ups og hurig klipning alene for effekternes skyld. Selv i de nyere James Bond-film er plottet mere meningsfyldt end i denne komplet ligegyldige flimmer-actionfilm.
18/01-2005
