Perversationernes kraft

Michael Haneke har endnu engang begået en fremragende, chokerende og provokerende bastiant af en film. Hans kyniske og ubehagelige realistiske "Funny Games", hvor en lykkelig familie bliver belejret og ydmyget af et par unge psykopater, er ikke for alle en og enhver, men man må erkende at det ikke er en film man har glemt 10 minutter senere..

Dette er ligeledes tilfældet med den franske "La Pianiste"...

Vi føler den talentfulde men socialt afsporede piano-lærinde, Erika Kohuts hverdagsliv. Hun lever i en verden hvor den klassiske musikstil dominerer hendes verdensbillede. Hun regnes for et musikalsk geni af både kollegaer, elever og elevernes ambitiøse forældere. Hendes privatliv bliver overvåget af den dominerende moder, som hun stadigvæk bor hjemme hos, men det er hendes seksuelle lyster som gør at hun sniger sig i den lokale pornokiosk eller at hun frekventerer drive-in-biografen for at lure på unge elskende par.

Da en ny en elev, den flotte, unge og charmerende Walter Klemmer, antaster hende efter en demostration af hendes evner som piano-mesterinde, forsøger hun straks, under skrap overvågning af moderen, at kaste ham bort. Men da den unge bejler selv fremviser hans evner på et piano, så trækkes hun alligevel ind i hans net og bliver på en måde fascinereret af den unges kunnen - og dennes viden om klassisk musik.

Hans interesse er tilgengældt - da han forsøger at opsøge den ældre lærerinde om en plads på hendes svært tilgængelige hold, får han dog et professionelt svar, som gør at han må søge af almene veje. Da han forbløffer samtlige af hendes kollegaer ( og til et vis punkt hende selv ), forsøger hun igen at give ham en kold og kynisk bredside.

Hun kan dog ikke skjule hendes betagenhed af den unge elev, da hun til et arrangment med en anden unge kvindelig elev, oplever hans forførende charme med hvilken han blødgører den nervøse aspirant således hun udfører hendes opgave perfekt. Skindsyg forlader hun salen, fortsætter til omklædningsrummet, knuser en flaske og lægger denne i elevens jakke for at destruere elevens vigtigste redskaber, de dyrebare hænder. Da episoden forekommer at eleven står med blodige hænder foran både Erika og Walter - flygter hun til et ensomt toilet.
Hun bliver oppasset af Walter, der ikke længere kan skjule hans kærlighed til Erika. Men hvor han vil kysse og kramme, så har hun kun hendes afsporet seksuelle lyster i form af hendes strenge mentalitet.

De aftaler at fortsætte forholdet i sådan en form at Erika vil give Walter instruktioner i et meget personligt brev. Han følger efter hende til en hendes hjem en sen aften og skrapt forfulgt af den, evig opsøgende, moder, barrikaderer de sig på Erikas værelse, hvor hun får den iltre Walter til at læse brevet hvori alle hendes perversationer og fantasier får frit løb. Han væmmes ved disse tanker og forlader i stor hast lejligheden. Alt imens Erikas hårde facade kollapser og hun nu søger åben seksuel kontakt, endog med hendes moder. Hun opsøger dernæst selv Walter og bedyrer ham med hendes ægte forelskelse og forkaster hendes egne fantasier og lyster. Walter kan ikke stå for hendes følesladne afmagt, men da hun under akten, kaster op, så har han kun afsky for hende igen, og lader hende vandre vanklende ud af døren.

Hans følelser for Erika går dog ikke i sig selv, så han opsøger hende i hendes lejlighed, hvor han får smidt moderen ind i et værelse og ellers opfylder Erikas fantasier, som hun beskrev i brevet. Erika er dog forvandlet fra den ynkelige stakkels individ der opsøgte Walter til nu at være komplet livløs og afskåret fra hendes følelsesregister endnu engang. Spørgsmålet er så kun om Walter opfylder hendes fantasier eller hans egne...

Filmen er ganske kontroversiel i dens form af afbillede denne kvindes seksuelle afsporenhed, og dertil er den ubehagelige realistisk. Michael Haneke lader gerne billederne tale for sig selv.
Derfor er der ingen baggrundsmusik igennem hele filmen, hvor kun den klassiske musik der udøves, udgår det egentlige musikalske afspekt.
Isabelle Huppert er fremragende som den strikse Erika Kohut, der gør en stor del ud af at ydmyge hendes elever på enhver måde, men også når hendes tilstand vakler over - således at hun bliver til et skrøbelige væsen. Benoît Magimel der udøver rollen som den unge Walter Klemmer er ligeledes en fryd i hans direkte fortolkning af en ung mand, hvis følelser for hans lærerinde, nærmest bliver en direkte modsætning til kærligheden og måske ligefrem en besættelse.

Jeg vil anbefale alle, dog med en lidt stærk mave, at se denne film. I denne tid hvor en fransk film som "Amélie" storhitter, så burde man se denne som en direkte modsætning. "La Pianiste" er en voldsom og direkte fortælling som en kvinde med en afsporet livsstil, hvor hun forsøger at finde et standpunkt og lidt mening i livet. Filmen er nærmest poetisk smuk i form af netop dens brutalitet og det tempo filmen bevæger sig i - her er ingen hurtige klip tilsat dunkende rockmusik, men derimod en lille film om en kvinde hvis liv er så depraveret og tankevækkende, at man ikke kan undgå at klæbere sig til de godt 2 timer og 10 minutter som den udspilles i. Men der er altså lang vej til Hollywoods pengemaskine.