Kan man tro på Bateman?
3.0
Isoleret set er denne film overvejende vellykket. Den fortæller en sammenhængende historie om en ung mands (yuppies) psykiske tragedie i sen-80ernes imagefikserede New York... Der er koldt på toppen, men den unge børsmægler, Patrick Bateman, er tilsyneladende i sit helt rette miljø.
Oprindeligt var det meningen, at hovedrollen skulle være tilfaldet Leonardo Di Caprio, men da denne ellers fremragende skuespiller netop var kommet ind i selve hjertet af mainstream-filmverdenen med sin klæge rolle i "Titanic", frarådede hans manager, at han deltog i dette grumme filmprojekt, da det kunne skade hans nye image som pigehjerteknuser.
Men måske var det godt det samme, for Christian Bale er i hvert fald et glimrende valg som Bateman, der i og for sig er et billede på den totale udlevelse af 80ernes materialistiske ideal. Bateman dyrker sin egen krop, som var den et tempel. Han har ingen venner og ser hele sin omgangskreds som konkurrenter, som han hver dag må overgå i moderigtig imagepleje - i modsat fald tændes hans gruopvækkende indvendige had: Fiasko kan ikke tolereres!
Filmen adskiller sig markant fra Bret Easton Ellis' litterære mesterværk på i hvert fald et par punkter. (Ellis måtte i øvrigt gå under jorden ved bogens fremkomst i starten af 90erne - ironisk nok pga. dødstrusler!). Instruktør Mary Harron kan nemlig ikke for alvor tro på, at Bateman faktisk HAR begået de mange grusomheder (som kun i meget begrænset omfang er skildret i filmen sammenlignet med i bogen). Derfor mere end antyder Harron i filmens slutning, der i langt højere grad end i bogen viser en mand på sammenbruddets rand, at myrderierne er noget, Bateman har bildt sig selv ind. Der er nærmest et strøg af tilgivelse og medlidenhed med vor frustrerede hovedperson.
Denne opfattelse kan man med lidt god vilje godt forsvare (om ikke af andre grunde så af hensyn til livsoptimisterne blandt publikum), men det boglige forlæg er markant anderledes grusomt på dette punkt - og i mine øjne også mere troværdigt.
Det helt store problem i forhold til bogen er, at Bateman i filmen er i "3. person". En afgørende vigtig del af bogens styrke er netop Bateman som bogens fortæller, idet man derved oplever hans færden gennem hans eget iskolde "filter" af misundelse, had og foragt for sine medmennesker.
At gengive dette på film er givetvis umuligt, men det gør filmoplevelsen langt svagere end bogoplevelsen, og dertil kommer, at filmens dialog også er langt svagere end bogens. Et enkelt sted rammes stemningen fra bogen dog perfekt: Da Bateman viser sit æggeskalsfarvede visitkort frem for "vennerne", hvorefter en anden trækker sit eget endnu mere moderigtige kort frem... Uha, man fornemmer kulden, misundelsen og det indre raseri!
Oprindeligt var det meningen, at hovedrollen skulle være tilfaldet Leonardo Di Caprio, men da denne ellers fremragende skuespiller netop var kommet ind i selve hjertet af mainstream-filmverdenen med sin klæge rolle i "Titanic", frarådede hans manager, at han deltog i dette grumme filmprojekt, da det kunne skade hans nye image som pigehjerteknuser.
Men måske var det godt det samme, for Christian Bale er i hvert fald et glimrende valg som Bateman, der i og for sig er et billede på den totale udlevelse af 80ernes materialistiske ideal. Bateman dyrker sin egen krop, som var den et tempel. Han har ingen venner og ser hele sin omgangskreds som konkurrenter, som han hver dag må overgå i moderigtig imagepleje - i modsat fald tændes hans gruopvækkende indvendige had: Fiasko kan ikke tolereres!
Filmen adskiller sig markant fra Bret Easton Ellis' litterære mesterværk på i hvert fald et par punkter. (Ellis måtte i øvrigt gå under jorden ved bogens fremkomst i starten af 90erne - ironisk nok pga. dødstrusler!). Instruktør Mary Harron kan nemlig ikke for alvor tro på, at Bateman faktisk HAR begået de mange grusomheder (som kun i meget begrænset omfang er skildret i filmen sammenlignet med i bogen). Derfor mere end antyder Harron i filmens slutning, der i langt højere grad end i bogen viser en mand på sammenbruddets rand, at myrderierne er noget, Bateman har bildt sig selv ind. Der er nærmest et strøg af tilgivelse og medlidenhed med vor frustrerede hovedperson.
Denne opfattelse kan man med lidt god vilje godt forsvare (om ikke af andre grunde så af hensyn til livsoptimisterne blandt publikum), men det boglige forlæg er markant anderledes grusomt på dette punkt - og i mine øjne også mere troværdigt.
Det helt store problem i forhold til bogen er, at Bateman i filmen er i "3. person". En afgørende vigtig del af bogens styrke er netop Bateman som bogens fortæller, idet man derved oplever hans færden gennem hans eget iskolde "filter" af misundelse, had og foragt for sine medmennesker.
At gengive dette på film er givetvis umuligt, men det gør filmoplevelsen langt svagere end bogoplevelsen, og dertil kommer, at filmens dialog også er langt svagere end bogens. Et enkelt sted rammes stemningen fra bogen dog perfekt: Da Bateman viser sit æggeskalsfarvede visitkort frem for "vennerne", hvorefter en anden trækker sit eget endnu mere moderigtige kort frem... Uha, man fornemmer kulden, misundelsen og det indre raseri!
18/01-2005
