Når talent samles
6.0
Når man siger martial arts film får de fleste mennesker nok en dårlig smag i munden. Man for assosiationer til film hvor personernes mundbevægelser og amerikanske accent ikke passer sammen og hvor det sorte bælte i karate er farligere end en M-60'er.
De fleste vil nok have hørt om Bruce Lee som i starten af 70'erne slog hurtigere end kameraet kunne opfange mens han skreg katteagtige lyde. Nogle har måske endda hørt om Sonny Chiba som var den Japanske udgave af Bruce Lee og måske ikke var så estetisk men i stedet dobbbelt så brutal. Fælles for Bruce og Sonnys film var at de var de store trækplastre i film der ville være håbløst ringe uden deres karistma. Det var ikke fordi de kunne spille skuespil men fordi de spillede så intenst at man aldrig havde set noget lignende. De fleste vil nok afskrive det som grinagtigt dårligt skuespil, men hjertet var 100% med og intensiteten og deres personlighed var bærende elementer.
Og så var der selvfølgeligt kampscenerne! Det var ikke allesammen der var lige imponerende men der var guldkorn ind i mellem. Guldkorn der måske en dag havde potientale.
I 70'erne havde produktionsselvskabet deres guldalder med deres film om shaolinmunke og andre kung fu mestre. Filmene havde alle et uhyggeligt ringe plot men der var potientale i nogen af tingene. Shaolinmunke er seje og går godt på film men de havde intet at lave i filmene når der ikke var noget plot. At næsten alle filmene er blevet dubbet for at kunne sælges bedre i USA er en anden beklagelig sideeffekt som desværre ikke gør filmene bedre.
I 80'erne kom John Woo ind i filmverdenen og instruerede voldsbaletter som A better tomorrow, The Killer og Harboiled i halvfemserne. I disse film gik Chow Yun Fat rundt med en beretta 9mm
i hver hånd og skød skurke til højre og venstre i slow motion. Der var dog også en poetisk distance til volden der gjorde filmene til meget mere end bare Rambo i Hong Kong. Filmene var dog ikke spiselige for vestens publikum og da Woo kom til Hollywood blev han selvfølgeligt brugt i alle de forkerte projekter der startede med Van Damme.
I midten af 80'erne til midten af 90'erne var der også en anden helt løst i Hong Kong. Hans navn var Jet Lee og med Fist of Legend (som var et remake af Bruce Lee's The chinese connection eller fists of fury) skabte han sammen med action koreografen wo-ping actionscener der var vildere end noget man havde set før. Her var en film med en nogenlunde spiselig historie, en rimeligt budget der tilladte en flot scenografi og en ordentlig belysning og sidst men ikke mindst actionscener uden forvirrende closeups men der istedet var filmet fra lang afstand og uden for mange klip. Der blev også integreret wire-work i kampscenerne så personerne nogen gange kunne trodse tyngdeloven når det blev nødvendigt (jeg ved godt at Fist of legend ikke er den første film der er optaget på denne måde men er et rigtigt godt eksempel).
Det der er blevet gjort i Matrix er at samle alle de stumper af potentiale der var i de sidste 30 års Kung Fu kulturarv og samle det i en film med et godt plot og gode skuespillere.
Keano Reeves er ingen Bruce Lee men han vinker alligevel med hånden somom han han var mesteren selv. Der er ingen shaolinmunke men der er karate mestre over det hele og deres hænder er også farligere end en maskinpistol.
Som Chow Yun Fat skyder Neo i matrix også med to 9mm pistoler og det sker også i slowmotion.
Til kampscenerne hentede de Wo-Ping over og fik ham til at træne skuespillerne i kampsport så de var i stand til at lave alle de fedeste trik de havde set i de gamle kung fu film. Alle guldkornene blev nu samlet i en film og wireren kom også med i købet.
Det geniale Wachowski-brødrene gjorde var dernæst at give det en ramme hvor et vestligt publikum kunne spise hele suppedasen. De blev nødt til at skabe et univers hvor hænder faktisk VAR bedre en patroner og hvor personerne kunne ophæve tyngdekraften uden at publikum stemplede det som usandsynligt. Det gjorde de med matrixen.
Om 10 år vil folk ikke tænke på Bruce Lee og dårligt dubbede film når de hører begrebet martial arts. De vil i stedet tænke på Matrix 1,2,3, Kill Bill (Tarantino), Tiger på spring, drage i skjul, Hero og mange flere film som ikke er blevet produceret endnu.
Martial Arts er gået fra B til A og er blevet stuerent og Martix tager lige så meget som den giver genren.
De fleste vil nok have hørt om Bruce Lee som i starten af 70'erne slog hurtigere end kameraet kunne opfange mens han skreg katteagtige lyde. Nogle har måske endda hørt om Sonny Chiba som var den Japanske udgave af Bruce Lee og måske ikke var så estetisk men i stedet dobbbelt så brutal. Fælles for Bruce og Sonnys film var at de var de store trækplastre i film der ville være håbløst ringe uden deres karistma. Det var ikke fordi de kunne spille skuespil men fordi de spillede så intenst at man aldrig havde set noget lignende. De fleste vil nok afskrive det som grinagtigt dårligt skuespil, men hjertet var 100% med og intensiteten og deres personlighed var bærende elementer.
Og så var der selvfølgeligt kampscenerne! Det var ikke allesammen der var lige imponerende men der var guldkorn ind i mellem. Guldkorn der måske en dag havde potientale.
I 70'erne havde produktionsselvskabet deres guldalder med deres film om shaolinmunke og andre kung fu mestre. Filmene havde alle et uhyggeligt ringe plot men der var potientale i nogen af tingene. Shaolinmunke er seje og går godt på film men de havde intet at lave i filmene når der ikke var noget plot. At næsten alle filmene er blevet dubbet for at kunne sælges bedre i USA er en anden beklagelig sideeffekt som desværre ikke gør filmene bedre.
I 80'erne kom John Woo ind i filmverdenen og instruerede voldsbaletter som A better tomorrow, The Killer og Harboiled i halvfemserne. I disse film gik Chow Yun Fat rundt med en beretta 9mm
i hver hånd og skød skurke til højre og venstre i slow motion. Der var dog også en poetisk distance til volden der gjorde filmene til meget mere end bare Rambo i Hong Kong. Filmene var dog ikke spiselige for vestens publikum og da Woo kom til Hollywood blev han selvfølgeligt brugt i alle de forkerte projekter der startede med Van Damme.
I midten af 80'erne til midten af 90'erne var der også en anden helt løst i Hong Kong. Hans navn var Jet Lee og med Fist of Legend (som var et remake af Bruce Lee's The chinese connection eller fists of fury) skabte han sammen med action koreografen wo-ping actionscener der var vildere end noget man havde set før. Her var en film med en nogenlunde spiselig historie, en rimeligt budget der tilladte en flot scenografi og en ordentlig belysning og sidst men ikke mindst actionscener uden forvirrende closeups men der istedet var filmet fra lang afstand og uden for mange klip. Der blev også integreret wire-work i kampscenerne så personerne nogen gange kunne trodse tyngdeloven når det blev nødvendigt (jeg ved godt at Fist of legend ikke er den første film der er optaget på denne måde men er et rigtigt godt eksempel).
Det der er blevet gjort i Matrix er at samle alle de stumper af potentiale der var i de sidste 30 års Kung Fu kulturarv og samle det i en film med et godt plot og gode skuespillere.
Keano Reeves er ingen Bruce Lee men han vinker alligevel med hånden somom han han var mesteren selv. Der er ingen shaolinmunke men der er karate mestre over det hele og deres hænder er også farligere end en maskinpistol.
Som Chow Yun Fat skyder Neo i matrix også med to 9mm pistoler og det sker også i slowmotion.
Til kampscenerne hentede de Wo-Ping over og fik ham til at træne skuespillerne i kampsport så de var i stand til at lave alle de fedeste trik de havde set i de gamle kung fu film. Alle guldkornene blev nu samlet i en film og wireren kom også med i købet.
Det geniale Wachowski-brødrene gjorde var dernæst at give det en ramme hvor et vestligt publikum kunne spise hele suppedasen. De blev nødt til at skabe et univers hvor hænder faktisk VAR bedre en patroner og hvor personerne kunne ophæve tyngdekraften uden at publikum stemplede det som usandsynligt. Det gjorde de med matrixen.
Om 10 år vil folk ikke tænke på Bruce Lee og dårligt dubbede film når de hører begrebet martial arts. De vil i stedet tænke på Matrix 1,2,3, Kill Bill (Tarantino), Tiger på spring, drage i skjul, Hero og mange flere film som ikke er blevet produceret endnu.
Martial Arts er gået fra B til A og er blevet stuerent og Martix tager lige så meget som den giver genren.
23/12-2002
