Kedelig sødsuppe...
1.0
Kevin Costners popularitet har stødt faldet siden hans glorværdige tid, hvor især "The Bodyguard", "JFK" og "Dances With Wolves" har været de store kassesucceser. Der er da også blevet til et par dommedagsfilm i form af de middelmådige "Water World" og "The Postman". Dog finder jeg Brian De Palmas voldelige "The Untouchables" fra 1987, hvor Costner har rollen som politiagenten Elliott Ness, en af hans bedste og mest seværdige. Dertil bør film som "A Perfect World" og "Wyatt Earp" også nævnes - hvorimod jeg vil undlade at rette reference til nogle af de mere småromantiske dramaer som individet også har kastet sig ud i.
Costner fik et lille comeback med filmen "13 Days" der omhandlede USAs problemer med den såkaldte "Cuba-krise".
I "Dragonfly" er det dog Costner der er tilbage på bar bund.
Da Joe Darrow mister sin umåelige godmodige kone i et trafikuheld, kollapser hans verden. Han finder trøst i hans arbejde som læge, hvor han arbejder på højtryk. Han får dog hurtig fornemmelsen af at konen ikke er helt væk, og det bliver yderlig bekræftet da stuen med de alvorlige syge børn, som konen også tog sig af, fortæller ham om deres særlige nær-dødsoplevelser der indvolverer hans kone. Joe bliver naturligvis besat af disse oplevelser - og påbegynder en intens jagt på få "closure" på problematikken omkring hans kones død.
"Dragonfly" er en ganske, kort sagt, kedelig omgang af en film. Kun momentvis formår den at hæve sit spændingsniverau et par takter for dernæst kun at synke i bund igen.
Instruktøren, Tony Shadyac, der tidligere kun har begået sig i komedie-genren. Her er tale om film i den kaliber som genindspillingen af "The Nutty Professor", de to Jim Carrey-produktioner, den første omkring dyrededektiven Ace Ventura og den smånaive "Liar, Liar". Sluttelig har han også siddet i instruktørstolen på Robin Williams´ succesfulde "Patch Adams". "Dragonfly" er derfor hans egentlige mest seriøse film og det ligger ikke til instruktørens stil.
Skuespillet er ret livløs og Kevin Costner i den altdominerende hovedrolle er langt fra topformen. Kathy Bates har en lille rolle som den flinke nabokvinde der er rygende realist - og selv hun er langt under vanlig standard..
Resultatet er en ret små ligegyldig film som liv efter døden, hvilket kunne være gjort meget bedre.
Den klamme og påklistede lykkelige slutning er også lige vel meget i overkanten og den skader faktisk mere end den gavner.
Costner fik et lille comeback med filmen "13 Days" der omhandlede USAs problemer med den såkaldte "Cuba-krise".
I "Dragonfly" er det dog Costner der er tilbage på bar bund.
Da Joe Darrow mister sin umåelige godmodige kone i et trafikuheld, kollapser hans verden. Han finder trøst i hans arbejde som læge, hvor han arbejder på højtryk. Han får dog hurtig fornemmelsen af at konen ikke er helt væk, og det bliver yderlig bekræftet da stuen med de alvorlige syge børn, som konen også tog sig af, fortæller ham om deres særlige nær-dødsoplevelser der indvolverer hans kone. Joe bliver naturligvis besat af disse oplevelser - og påbegynder en intens jagt på få "closure" på problematikken omkring hans kones død.
"Dragonfly" er en ganske, kort sagt, kedelig omgang af en film. Kun momentvis formår den at hæve sit spændingsniverau et par takter for dernæst kun at synke i bund igen.
Instruktøren, Tony Shadyac, der tidligere kun har begået sig i komedie-genren. Her er tale om film i den kaliber som genindspillingen af "The Nutty Professor", de to Jim Carrey-produktioner, den første omkring dyrededektiven Ace Ventura og den smånaive "Liar, Liar". Sluttelig har han også siddet i instruktørstolen på Robin Williams´ succesfulde "Patch Adams". "Dragonfly" er derfor hans egentlige mest seriøse film og det ligger ikke til instruktørens stil.
Skuespillet er ret livløs og Kevin Costner i den altdominerende hovedrolle er langt fra topformen. Kathy Bates har en lille rolle som den flinke nabokvinde der er rygende realist - og selv hun er langt under vanlig standard..
Resultatet er en ret små ligegyldig film som liv efter døden, hvilket kunne være gjort meget bedre.
Den klamme og påklistede lykkelige slutning er også lige vel meget i overkanten og den skader faktisk mere end den gavner.
27/12-2002
