At forstå eller ikke forstå
3.0
Den amerikanske maler Basquiat fulgte alle regler for unge, talentfulde kunstneres undergang.
Vi kender alle den klassiske Storm P.-flue med to mænd, som står foran et maleri. "Jeg forstår det ikke", siger den ene, "Det er moderne kunst, der er ikke noget at forstå", siger den anden, hvortil den første svarer: "Jamen, så forstår jeg det godt!". En af de kunstnere, som provokerer dette dilemma mest, er Jean-Michel Basquiat - en ung, sort firserkunstner, der pludselig fik succes, blev protegé af Warhol, og som døde kun 27 år gammel af en overdosis.
Basquiats billeder ligner ved første øjekast at barns ubehjælpsomme kratterier, med tynde streger og grumsede farver, ofte lavet med tarvelige materialer, der afspejlede hans fortid som grafittimaler. Nu har den anerkendte kunstmaler Julian Schnabel, der selv hørte til kredsen af firsermalere omkring Warhol, og som var en personlig ven af Basquiat, lavet en film om hans liv, med det formål at hive ham ud af Warhols skygge.
Semi-dokumentarisk stil
Schnabel har valgt at lægge filmen meget tæt op af Basquiats liv - der er ikke tale om nogen Hollywood-biopic, hvor den portrætteredes liv laves om efter behag. Eksempelvis er der en scene, hvor Basquiat bliver interviewet, og replikkerne er skrevet af efter et rigtigt interview fra dengang. Vi følger Basquiat, fra han må sove i en papkasse i Central Park, og hans tidlige tid som syret graffitimaler uden for offentligheden. Allerede på dette tidspunkt var han, som resten af kunstmiljøet, i kontakt med stoffer, og temmelig frigjort omkring det seksuelle. En dag møder han Andy Warhol på gaden, og dermed begynder hans karriere som rigtig kunstmaler. Han får stablet en udstilling på benene, og fra den ene dag til den anden er han pludselig byens hotteste kunstner, og sælger sine malerier for formuer - i sådan en grad, at folk begynder at bryde plankeværker og plader med hans tidlige graffiti ned for at sælge dem og blive rige. Med berømmelsen kommer nye problemer - hans forhold til kæresten går i stykker, da han boller udenom, gamle venner falder fra, hans narkoforbrug eskalerer, og snart begynder det at nage ham, at folk mener Warhol eller hans hudfarve er skyld i hans succes.
Maler kontra filminstruktør
Den unge teaterskuespiller Jeffrey Wright yder en solid indsats som Basquiat, mens David Bowie overspiller Warhol med alle forhåndværende bøsseklichéer. Schnabel fortæller historien temmelig lige ud af landevejen, men bruger i korte perioder et meget specielt billedsprog, med fantasisekvenser og ind-kopierede billeder af surfere over New Yorks skyline. Desværre skinner det igennem at Schnabel er kunstmaler og ikke filminstruktør - ind i mellem sidder man lidt og savner dybde i personerne, og hverken Basquiats seksuelle eventyr eller hans problemer med kunstagenterne, som han skifter ud efter behov, bliver rigtigt spillet til bunds. Med valget af at lægge sig helt tæt op af virkeligheden opnår Schnabel stor historisk troværdighed, men kommer til at mangle dramatisk udvikling og swung over historien.
Mest ærgerligt er det, at Schnabel slet ikke har fået det mest interessante af Basquiats dilemmaer med - at hans kunst tørrede ud, når han ikke var på stoffer, mens hans liv fuckede op, når han var det.
Når det er sagt, må det til gengæld siges, at filmens skildring af selve malerierne og deres tilblivelsesproces er blændende. Man kommer ud efter filmen og har, om ikke forstået, så fået en ny fornemmelse for værdierne i Basquiats kunst. Som en film som "Amadeus" gav ikke-kendere et umiddelbart indblik i klassisk musik, giver "Basquiat" en nem indgangsvinkel til det moderne maleri. Særlig brillant er en scene, hvor Warhol er i gang med et stort maleri, og Basquiat hele tiden går hen og maler ovenpå det i sin egen stil - her skinner Schnabels førstehåndserfaringer tydeligt igennem.
Konklusionen: En lidt rodet film med noget god kunst, som mest anbefales til folk, der er interesserede i Basquiat og malerkunst i forvejen.
Vi kender alle den klassiske Storm P.-flue med to mænd, som står foran et maleri. "Jeg forstår det ikke", siger den ene, "Det er moderne kunst, der er ikke noget at forstå", siger den anden, hvortil den første svarer: "Jamen, så forstår jeg det godt!". En af de kunstnere, som provokerer dette dilemma mest, er Jean-Michel Basquiat - en ung, sort firserkunstner, der pludselig fik succes, blev protegé af Warhol, og som døde kun 27 år gammel af en overdosis.
Basquiats billeder ligner ved første øjekast at barns ubehjælpsomme kratterier, med tynde streger og grumsede farver, ofte lavet med tarvelige materialer, der afspejlede hans fortid som grafittimaler. Nu har den anerkendte kunstmaler Julian Schnabel, der selv hørte til kredsen af firsermalere omkring Warhol, og som var en personlig ven af Basquiat, lavet en film om hans liv, med det formål at hive ham ud af Warhols skygge.
Semi-dokumentarisk stil
Schnabel har valgt at lægge filmen meget tæt op af Basquiats liv - der er ikke tale om nogen Hollywood-biopic, hvor den portrætteredes liv laves om efter behag. Eksempelvis er der en scene, hvor Basquiat bliver interviewet, og replikkerne er skrevet af efter et rigtigt interview fra dengang. Vi følger Basquiat, fra han må sove i en papkasse i Central Park, og hans tidlige tid som syret graffitimaler uden for offentligheden. Allerede på dette tidspunkt var han, som resten af kunstmiljøet, i kontakt med stoffer, og temmelig frigjort omkring det seksuelle. En dag møder han Andy Warhol på gaden, og dermed begynder hans karriere som rigtig kunstmaler. Han får stablet en udstilling på benene, og fra den ene dag til den anden er han pludselig byens hotteste kunstner, og sælger sine malerier for formuer - i sådan en grad, at folk begynder at bryde plankeværker og plader med hans tidlige graffiti ned for at sælge dem og blive rige. Med berømmelsen kommer nye problemer - hans forhold til kæresten går i stykker, da han boller udenom, gamle venner falder fra, hans narkoforbrug eskalerer, og snart begynder det at nage ham, at folk mener Warhol eller hans hudfarve er skyld i hans succes.
Maler kontra filminstruktør
Den unge teaterskuespiller Jeffrey Wright yder en solid indsats som Basquiat, mens David Bowie overspiller Warhol med alle forhåndværende bøsseklichéer. Schnabel fortæller historien temmelig lige ud af landevejen, men bruger i korte perioder et meget specielt billedsprog, med fantasisekvenser og ind-kopierede billeder af surfere over New Yorks skyline. Desværre skinner det igennem at Schnabel er kunstmaler og ikke filminstruktør - ind i mellem sidder man lidt og savner dybde i personerne, og hverken Basquiats seksuelle eventyr eller hans problemer med kunstagenterne, som han skifter ud efter behov, bliver rigtigt spillet til bunds. Med valget af at lægge sig helt tæt op af virkeligheden opnår Schnabel stor historisk troværdighed, men kommer til at mangle dramatisk udvikling og swung over historien.
Mest ærgerligt er det, at Schnabel slet ikke har fået det mest interessante af Basquiats dilemmaer med - at hans kunst tørrede ud, når han ikke var på stoffer, mens hans liv fuckede op, når han var det.
Når det er sagt, må det til gengæld siges, at filmens skildring af selve malerierne og deres tilblivelsesproces er blændende. Man kommer ud efter filmen og har, om ikke forstået, så fået en ny fornemmelse for værdierne i Basquiats kunst. Som en film som "Amadeus" gav ikke-kendere et umiddelbart indblik i klassisk musik, giver "Basquiat" en nem indgangsvinkel til det moderne maleri. Særlig brillant er en scene, hvor Warhol er i gang med et stort maleri, og Basquiat hele tiden går hen og maler ovenpå det i sin egen stil - her skinner Schnabels førstehåndserfaringer tydeligt igennem.
Konklusionen: En lidt rodet film med noget god kunst, som mest anbefales til folk, der er interesserede i Basquiat og malerkunst i forvejen.
19/11-2018
