Action-mættet
2.0
Asiateren der senere flyttede til Amerika, for at hente de bedste jobs inden for branchen, John Woo, er lige for tiden en af de helt store kanoner i Hollywood. Med hans sublime sans for slow-motion-teknikken har han med snilde bragt sig helt frem i rækkerne, med utallige undergrunds-actionfilm fra Hong Kong, og såmen også en lille håndfuld blockbusterfilm, produceret i USA. Heriblandt den følelsesforladte actionpumpede Travolta-fuser Broken Arrow (1996), samt den noget mere jordfaste actionfilm Face/Off, ligeledes med disco-ikonet Travolta i hovedrollen, sammen med den talentløse Nicolas Cage, der forhåbentlig aldrig bliver større, end han er i forvejen. I Mission: Impossible 2 (M:I-2) er det derimod den vaklende og desuden rastløse mangemillionær og kvindeforfører Tom Cruise, som spiller hovedrollen, i Woos seneste actionfilm, med alt hvad det så indebærer af heftige kampscener og product-placement, så man aldrig har set noget lignende.
Historien er formentlig filmens største problem. Den er for simpel i sin helhed og den humper for ofte rundt med mangel for fornyelse og nyskabelse. Fra scene til scene, er filmen for forudsigelig, og det er irriterende, da filmen ellers kunne have været blevet ganske glimrende, hvis blot der havde været noget mere originalitet og sans for den gode historie, og det er helt tydeligt, at der ikke er. Men for de actionhungrende biografgængere, så er det unægtelig ikke den fyldestgørende historie som man går efter, men derimod masser af tjubang og underholdende revolveroperaer, og på det plan leverer M:I-2 varen, selvom den endegyldige knytnævekamp til sidst i filmen bliver en tand for mættende. De fartprægede motorcykeljagte er derimod filmens højdepunkt, til dem der trænger til underholdende og hæsblæsende actionsekvenser.
Kærlighedhistorien mellem Tom Cruise, der sjældent har set så godt ud, og den måske endnu smukkere Thandie Newton (som lokkeduen Nyah) er det det, som der gives mest plads til, næst efter selve jagten på storforbryderen Sean (udmærket spillet af Dougray Scott, men bestemt set bedre), som forstærkes af en uforståelig stor trang til slowmotion-effekter, hvilket er et karakteristisk træk for Woo. Selvom det til tider ikke fungerer helt godt med så meget kærlighed og ligeså vældige bølger af actionscener, så bliver romancerne aldrig kiksede, som det lige for tiden ses i alt for mange actionfilm, og det er et positivt træk, for ens helhedsindtryk.
Uden at kigge filmen alt for godt efter i hjørnerne, så vil man med garanti se mange af de ’skjulte’ reklamer i filmen. Især Motorola optræder talrige gange som Ethans og Nyahs kommunikationsrør, når de er på mission, og det ødelægger lidt af den i forvejen upersonlige stemning, som filmen er stærkt præget af. De mange product-placements overgår dog ikke den mægtige Carlsbergscene i Spiderman (2002).
Mission: Impossible 2 er en underholdende actionfilm, som måske ikke holder ud i fremtiden, da mange effekterne allerede er out-of-date. Men til trods for de lidt over to timers spilletid, så holder man ved så længe den varer. Men rent plotmæssigt, så mangler Woo en seriøs sans for en velfungerende historie med flere niveau, og ikke blot actionsiden – og romancedelen. Det er for tyndt, og man savner hurtigt lidt mere stof til eftertanke. Så mere end et sikkert blockbusterhit bliver det ikke til i denne omgang.
Historien er formentlig filmens største problem. Den er for simpel i sin helhed og den humper for ofte rundt med mangel for fornyelse og nyskabelse. Fra scene til scene, er filmen for forudsigelig, og det er irriterende, da filmen ellers kunne have været blevet ganske glimrende, hvis blot der havde været noget mere originalitet og sans for den gode historie, og det er helt tydeligt, at der ikke er. Men for de actionhungrende biografgængere, så er det unægtelig ikke den fyldestgørende historie som man går efter, men derimod masser af tjubang og underholdende revolveroperaer, og på det plan leverer M:I-2 varen, selvom den endegyldige knytnævekamp til sidst i filmen bliver en tand for mættende. De fartprægede motorcykeljagte er derimod filmens højdepunkt, til dem der trænger til underholdende og hæsblæsende actionsekvenser.
Kærlighedhistorien mellem Tom Cruise, der sjældent har set så godt ud, og den måske endnu smukkere Thandie Newton (som lokkeduen Nyah) er det det, som der gives mest plads til, næst efter selve jagten på storforbryderen Sean (udmærket spillet af Dougray Scott, men bestemt set bedre), som forstærkes af en uforståelig stor trang til slowmotion-effekter, hvilket er et karakteristisk træk for Woo. Selvom det til tider ikke fungerer helt godt med så meget kærlighed og ligeså vældige bølger af actionscener, så bliver romancerne aldrig kiksede, som det lige for tiden ses i alt for mange actionfilm, og det er et positivt træk, for ens helhedsindtryk.
Uden at kigge filmen alt for godt efter i hjørnerne, så vil man med garanti se mange af de ’skjulte’ reklamer i filmen. Især Motorola optræder talrige gange som Ethans og Nyahs kommunikationsrør, når de er på mission, og det ødelægger lidt af den i forvejen upersonlige stemning, som filmen er stærkt præget af. De mange product-placements overgår dog ikke den mægtige Carlsbergscene i Spiderman (2002).
Mission: Impossible 2 er en underholdende actionfilm, som måske ikke holder ud i fremtiden, da mange effekterne allerede er out-of-date. Men til trods for de lidt over to timers spilletid, så holder man ved så længe den varer. Men rent plotmæssigt, så mangler Woo en seriøs sans for en velfungerende historie med flere niveau, og ikke blot actionsiden – og romancedelen. Det er for tyndt, og man savner hurtigt lidt mere stof til eftertanke. Så mere end et sikkert blockbusterhit bliver det ikke til i denne omgang.
07/01-2003
