Sprudlende og dragende
4.0
Henrik Guben Genz, som givetvis ikke er nogen kendt instruktør i det danske kulturelle samfund, end ikke for eliten, styrer mægtigt Bjarne Reuters bog til en forfriskende let og sprudlende børnefilm, som med sine mange midler, originale karakterer, og den lette og gennemførte historie, må siges at være dette års hidtil bedste børnefilm. Lidt af en redning for Reuter, som måtte stå til ansvar, sammen med Regnar Grasten og Hans Kristensen, for den miserable Bertram & Co. (2002). Men med En Som Hodder er der dømt helt andre dimensioner, af hensyn til skuespillerne og selve plottet.
Det er forfriskende at se andre end Robert Hansen og Sofie Lassen-Kalkhe i en børnefilms hovedroller, som desværre har styret de seneste danske børnefilm til den rene elendighed. Lige foruden Frederik Christian Johansens frisure, så er dagens films aktørhold, et glimrende sammensat team, hvor især Birthe Neumann bør fremhæves. Abrahamsen i julekalenderen Juletestamentet (1995), receptionisten i Festen (1998) og La Cour i Rejseholdet (2000), manden der har været helt tæt på dansk films gennembrud i 90erne – Lars Brygmann, som spiller Hodders uundværlige far, må siges at levere filmens helt store præstation. Men også Al Agami, som har haft flere små biroller i diverse børnefilm og tv-serier gennem de seneste år, leverer en stilsikker præstation, som filmens mest kulørte (bogstaveligtalt) stereotype af dem alle. Værst står det dog til for Maurice Blinkenberg, som spiller den smarte elev i klassen, eller prøver i hvert fald på det. Anders Lund Kjeldsen som den anspændte fodbolddreng Filip, er heller ikke stabil nok eftersom han til tider er filmens omdrejningspunkt. Den tilbagevendende irritable herre, Ole Thestrup spiller én af filmens mange små biroller, som skrumplet Big Mac Johnsons iskolde træner. Millionær-eksperten Anders Lund Madsen, kan ses og høres i en mere eller vaklende rolle som boksekommentator. Jeg havde hellere set et nyt skuespillerspire i denne rolle, som så også kunne have haft evnerne til rollen (også selvom rollen er filmens forholdsvis mindste), i stedet for at føre en sådan cameo ind i filmen.
En Som Hodder bader i utallige småhistorier, som fungerer perfekt efter Bjarne Reuters oplæg, som følges sikkert, uden at blive for slavisk eller for løsreven. Det er et sandt, sansebombardement for enhver 12-årig knægt og derunder, mens de ældre generationer med garanti vil fornøje sig over den underholdende historie, og knap så barnlige dialog. Kun ganske få gange falder det til jorden, når feen (Anette Støvelbæk) får lidt for meget dialog at skulle at have sagt. Havde hun været en anelse mere på afstand, eller slet ikke synlig og i stedet kun som stemmen, havde denne lille, og alligevel store part af filmen, formentlig fungeret en grad bedre.
Det ville være en skam hvis vi ikke får mere at se til Henrik Guben Genz i fremtiden, for med En Som Hodder, varsler han helt tydeligt, om forhåbentligt mange flere gode børnefortællinger. I hvert fald er denne film, et sikkert hit for alle mellem fem og 50 år.
Det er forfriskende at se andre end Robert Hansen og Sofie Lassen-Kalkhe i en børnefilms hovedroller, som desværre har styret de seneste danske børnefilm til den rene elendighed. Lige foruden Frederik Christian Johansens frisure, så er dagens films aktørhold, et glimrende sammensat team, hvor især Birthe Neumann bør fremhæves. Abrahamsen i julekalenderen Juletestamentet (1995), receptionisten i Festen (1998) og La Cour i Rejseholdet (2000), manden der har været helt tæt på dansk films gennembrud i 90erne – Lars Brygmann, som spiller Hodders uundværlige far, må siges at levere filmens helt store præstation. Men også Al Agami, som har haft flere små biroller i diverse børnefilm og tv-serier gennem de seneste år, leverer en stilsikker præstation, som filmens mest kulørte (bogstaveligtalt) stereotype af dem alle. Værst står det dog til for Maurice Blinkenberg, som spiller den smarte elev i klassen, eller prøver i hvert fald på det. Anders Lund Kjeldsen som den anspændte fodbolddreng Filip, er heller ikke stabil nok eftersom han til tider er filmens omdrejningspunkt. Den tilbagevendende irritable herre, Ole Thestrup spiller én af filmens mange små biroller, som skrumplet Big Mac Johnsons iskolde træner. Millionær-eksperten Anders Lund Madsen, kan ses og høres i en mere eller vaklende rolle som boksekommentator. Jeg havde hellere set et nyt skuespillerspire i denne rolle, som så også kunne have haft evnerne til rollen (også selvom rollen er filmens forholdsvis mindste), i stedet for at føre en sådan cameo ind i filmen.
En Som Hodder bader i utallige småhistorier, som fungerer perfekt efter Bjarne Reuters oplæg, som følges sikkert, uden at blive for slavisk eller for løsreven. Det er et sandt, sansebombardement for enhver 12-årig knægt og derunder, mens de ældre generationer med garanti vil fornøje sig over den underholdende historie, og knap så barnlige dialog. Kun ganske få gange falder det til jorden, når feen (Anette Støvelbæk) får lidt for meget dialog at skulle at have sagt. Havde hun været en anelse mere på afstand, eller slet ikke synlig og i stedet kun som stemmen, havde denne lille, og alligevel store part af filmen, formentlig fungeret en grad bedre.
Det ville være en skam hvis vi ikke får mere at se til Henrik Guben Genz i fremtiden, for med En Som Hodder, varsler han helt tydeligt, om forhåbentligt mange flere gode børnefortællinger. I hvert fald er denne film, et sikkert hit for alle mellem fem og 50 år.
12/01-2003
