Ubehageligt god

At R.W. Fassbinder ikke hører til blandt undertegnedes favoritter, skal ikke være nogen hemmelighed. Mine problemer med Fassbinder, er at han tilsyneladende gør en dyd ud af, at gøre alt ondt og grimt. Det er umuligt at identificere sig med personerne hos ham, fordi man har travlt med at takke herren, for at man ikke er til stede i det univers han skildrer. Samtidig ligner personerne, jeg ved ikke hvad. Især kvinderne ligner meget billige prostituerede, hvilket måske hænger sammen med Fassbinders seksuelle observans, som homoseksuel. "Martha" er dog en meget god film, selvom jeg bestemt ikke bryder mig om den, så sætter den sig, som en dybt ubehagelig film. Martha er et udpræget ødipalt tilfælde, og da faderen dør, finder hun for første gang en mand. Og hvilken mand ! En tilsyneladende chamrende tysk bourgeoisier gentleman, der viser sig at være en ganske modbydelig sadist (scenen, hvor han voldtager den ekstemt solforbrændte Martha, må være en af filmhistoriens mest brutale scener) Senere dør hendes kat må mystisk vis, han siger hemmeligt hendes job op, og fjerner telefonen, og i sin machokistiske undertrykkelse, er hun ude af stand til at løsrive sig og i stedet skaber hun tvangstanker om at manden vil myrde hende. Det ender med at hun kører galt og invalderes, så hun for altid vil være underlagt sin egen perverse undertrykkelsestrang.
"Martha" er efter en domsafgørelse lavet efter motiver hos William Irish (der under navnet Cornell Wollrich, lavede forlægget, for "Rear Window") Filmen er i ligeså høj grad inspireret af Cukors "Gaslight" og Hitchcoks "Suspicion", samt Fassbinders faste pegepind Douglas Sirk. Martha bor på en vej opkaldt efter ham...
"Martha" er ikke nogen behagelig film, men den er formentlig Fassbinders bedste, så kan man holde ud at se den, er den det er værd. Men ellers skal man se sig for, når man vælger Fassbinder-film, for "Martha" er mere undtagelsen end reglen.