Skuespil par excellence

Med dét forbehold, at jeg aldrig selv har oplevet virkelighedens tilværelses begside på egen krop, tillader jeg mig at kalde Gary Oldmans spillefilmsdebut for et socialrealistisk mesterværk.

Sjældent - om nogensinde - har jeg set mere overbevisende skuespil på film. Jeg vil ikke engang for alvor fremhæve nogle præstationer frem for andre (det skulle da lige være Ray Winstone for hans fortolkning af den voldelige alkoholiker), for der spilles så intenst, så man næsten skulle tro der var tale om en god gammeldags umanipuleret dokumentarfilm, hvor kameraet virkelig fungerer som "fluen på væggen".

Netop kameraføringen og billedsiden i det hele taget er også usædvanlig seværdig og tydeligvis meget gennemtænkt. Oldman har virkelig fanget de rigtige billeder, hvorigennem filmens helt overvejende nedturs-stemning bedst lader sig formidle. Lydsiden er både original og velvalgt. De sange, som forekommer diskret undervejs i filmen er indholdsmæssigt meget meningsforstærkende, hvilket er med til at understrege, at Oldman lavede denne film af meget personlige grunde. Filmen er dedikeret til hans far(!)

Oldman skønmaler ingen af sine figurer. Alle får mulighed for at vise sig både fra deres gode og dårlige sider, og det er intet mindre end allerhelvedes troværdigt at se på.

Social arv (altså den berømte med, at "Fædrenes egenskaber nedarves til sønnerne") står meget klart blandt filmens uomtvisteligt mange mere nuancerede budskaber. Filmen slutter i en nogenlunde fordragelig tone, hvor alle faktisk har overskud til at ironisere lidt. Men nogen form for lykkelig problemforløsning gives ikke.