Filmenes Film!
6.0
Handlinge kort: Ringens broderskab er splittet, Frodo (Wood) og Sam (Astin) forsætter deres rejse for at tilintetgøre magtens ring, mens resten af flokken må bekæmpe Saurons onde håndlanger, den hvide troldmand Saruman (Lee).
At skrive en anmeldelse til denne film er egentlig lidt underligt, for det svarer lidt til at anmelde den miderste halve time af en film på 90 minutter, da historien i “The Lord Of The Rings”-trilogien jo er en lang og sammenhængende. Filmen her har ingen decideret begyndelse, man kastes blot direkte ind i historien, uden meget forklaring, men har man set og kan huske forrige film gør det intet. Der er heller ikke en decideret slutning, slutningen får man først i næste film, som bliver den sidste. Jeg håber dog at New Line Cinema finder på af filmatisere “The Hobbit”, som er forhistorien til “The Lord Of The Rings”. Hvis de gør, bliver det desværre nok uden Peter Jackson, der har udtalt at han vil hjem til New Zealand og lave små mærkelige film igen, og det er vel også kun godt, at en original filmskaber som ham ikke opsluges af Hollywoodmaskinen.
Men altså, Jackson har skabt en film som sikkert ligger så tæt på Tolkiens bøger, som det kan lade sig gøre. Selvfølgelig er der ændret ting og det kan måske virke irriterende på visse fans, men en bog er en bog og ikke en film, og en film er og bliver et andet medie som skal kunne stå alene som et selvstændigt værk, og ikke blot være et spejlbillede af bøgen, og det lykkes fuldt ud med denne del to af eventyret af Tolkiens magiske og dybe mesterstykke af en fortælling.
Så i virkeligheden er der måske slet ingen grund til at sammenligne bog og film (i hvert fald ikke for meget), og det vil jeg så lade være med og blot forholde mig til filmen som en film (og jo, jeg har læst bøgerne, de er mine ynglingsbøger), og som sådan er den ikke kun den bedste toer der er lavet siden “Star Wars- Episode V: The Empire Strikes Back”, det er også en af de bedste, mest underholdende, smukkeste og gribende film jeg endnu har set på det hvide lærred, med effekter i verdensklasse, action og kampscener som er bedre end langt det meste man kan se i andre film, de flotteste billeder og scenografi, fantastiske skuespillere, og proppet med tårnhøj spænding i en historie som stadig beholder sin menneskelighed (eller sin Hobbithed skulle man måske sige). Jeg kedede mig ikke et minut i en lang film, som føltes kortere end nogen anden film jeg har set.
Slaget med Helms Kløft er langt, medrivende og en imponerende bedrift, og scenerne hvor man ser kvinder og børn gemme sig i hulerne og kun venter på at blive slagtet af fjenden, mens der mænd kæmper en tilsyneladende håbløs kamp mod overmagten, forekom mig meget virkelighedstro og fremkaldte den følelse som disse mennesker måtte have følt, men de kunne høre de rædsler der forgik udenfor. Jeg kunne i hvert fald nikke genkendende til uhyggelige oplevelser jeg har haft som barn, og som havde visse ligheder med disse. Så udover at være en storslået og vaskeægte fuldblods eventyr, rammer Jacksons version her også en realisme og tankevækkende meningsfuldhed i flere scener og det må siges at være en bedrift som er de færreste instruktører forundt når de laver film i denne genre.
Jeg vil ikke sige, at filmen her nødvendigvis er bedre end første del. Den er umiddelbart mere direkte underholdende, der sker simpelthen mere. Men første del havde en del personskildring og opbyggelsen af hovedpersonerne, som gjorde den både interessant og underholdende, men også vigtig i forståelsen af hele dette “univers”.
Denne personskildring er måske ikke helt så dyb i del to her, men det gør intet, for filmen er jo en direkte forlængelse af første film, og derfor er meget af persongalleriet på plads, og denne her behøver blot at bygge videre på filmens mange hovedpersoner og det gør den fint, ingen fremstå trods alt som papfigurer, og de nye personer vi møder bliver godt introduceret, bedst selvfølgelig den computerskabte (Skuespilleren Andy Serkis har dog lagt krop og stemme til) skizofrene Gollum, der hunger efter ringen som en narkoman efter sit fix, en skuespillerbedrift der er en Oscar værdi.
Men også flere af filmens andre skuespillere gør det rigtigt godt, blandt andet næsten danske Mortensen fungerer godt, måske endda bedre end i første film. Miranda Otte er en tiltrækkende kvinde, og naturligt smukt valg til rollen som Éowyn, og Dourif giver en fortrinlig slimet præstation som Wormtongue, men flere burde fremhæves.
Musikken er Howard Shore er atter fremragende, og understreger perfekt filmens episke storhed. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til næste film, og endnu mere nu efter at have set dette pragtfulde mesterværk af en film.
Hører til blandt mine all-time favoritter. Efterfølges af “The Lord Of The Rings: The Return Of The King”.
At skrive en anmeldelse til denne film er egentlig lidt underligt, for det svarer lidt til at anmelde den miderste halve time af en film på 90 minutter, da historien i “The Lord Of The Rings”-trilogien jo er en lang og sammenhængende. Filmen her har ingen decideret begyndelse, man kastes blot direkte ind i historien, uden meget forklaring, men har man set og kan huske forrige film gør det intet. Der er heller ikke en decideret slutning, slutningen får man først i næste film, som bliver den sidste. Jeg håber dog at New Line Cinema finder på af filmatisere “The Hobbit”, som er forhistorien til “The Lord Of The Rings”. Hvis de gør, bliver det desværre nok uden Peter Jackson, der har udtalt at han vil hjem til New Zealand og lave små mærkelige film igen, og det er vel også kun godt, at en original filmskaber som ham ikke opsluges af Hollywoodmaskinen.
Men altså, Jackson har skabt en film som sikkert ligger så tæt på Tolkiens bøger, som det kan lade sig gøre. Selvfølgelig er der ændret ting og det kan måske virke irriterende på visse fans, men en bog er en bog og ikke en film, og en film er og bliver et andet medie som skal kunne stå alene som et selvstændigt værk, og ikke blot være et spejlbillede af bøgen, og det lykkes fuldt ud med denne del to af eventyret af Tolkiens magiske og dybe mesterstykke af en fortælling.
Så i virkeligheden er der måske slet ingen grund til at sammenligne bog og film (i hvert fald ikke for meget), og det vil jeg så lade være med og blot forholde mig til filmen som en film (og jo, jeg har læst bøgerne, de er mine ynglingsbøger), og som sådan er den ikke kun den bedste toer der er lavet siden “Star Wars- Episode V: The Empire Strikes Back”, det er også en af de bedste, mest underholdende, smukkeste og gribende film jeg endnu har set på det hvide lærred, med effekter i verdensklasse, action og kampscener som er bedre end langt det meste man kan se i andre film, de flotteste billeder og scenografi, fantastiske skuespillere, og proppet med tårnhøj spænding i en historie som stadig beholder sin menneskelighed (eller sin Hobbithed skulle man måske sige). Jeg kedede mig ikke et minut i en lang film, som føltes kortere end nogen anden film jeg har set.
Slaget med Helms Kløft er langt, medrivende og en imponerende bedrift, og scenerne hvor man ser kvinder og børn gemme sig i hulerne og kun venter på at blive slagtet af fjenden, mens der mænd kæmper en tilsyneladende håbløs kamp mod overmagten, forekom mig meget virkelighedstro og fremkaldte den følelse som disse mennesker måtte have følt, men de kunne høre de rædsler der forgik udenfor. Jeg kunne i hvert fald nikke genkendende til uhyggelige oplevelser jeg har haft som barn, og som havde visse ligheder med disse. Så udover at være en storslået og vaskeægte fuldblods eventyr, rammer Jacksons version her også en realisme og tankevækkende meningsfuldhed i flere scener og det må siges at være en bedrift som er de færreste instruktører forundt når de laver film i denne genre.
Jeg vil ikke sige, at filmen her nødvendigvis er bedre end første del. Den er umiddelbart mere direkte underholdende, der sker simpelthen mere. Men første del havde en del personskildring og opbyggelsen af hovedpersonerne, som gjorde den både interessant og underholdende, men også vigtig i forståelsen af hele dette “univers”.
Denne personskildring er måske ikke helt så dyb i del to her, men det gør intet, for filmen er jo en direkte forlængelse af første film, og derfor er meget af persongalleriet på plads, og denne her behøver blot at bygge videre på filmens mange hovedpersoner og det gør den fint, ingen fremstå trods alt som papfigurer, og de nye personer vi møder bliver godt introduceret, bedst selvfølgelig den computerskabte (Skuespilleren Andy Serkis har dog lagt krop og stemme til) skizofrene Gollum, der hunger efter ringen som en narkoman efter sit fix, en skuespillerbedrift der er en Oscar værdi.
Men også flere af filmens andre skuespillere gør det rigtigt godt, blandt andet næsten danske Mortensen fungerer godt, måske endda bedre end i første film. Miranda Otte er en tiltrækkende kvinde, og naturligt smukt valg til rollen som Éowyn, og Dourif giver en fortrinlig slimet præstation som Wormtongue, men flere burde fremhæves.
Musikken er Howard Shore er atter fremragende, og understreger perfekt filmens episke storhed. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til næste film, og endnu mere nu efter at have set dette pragtfulde mesterværk af en film.
Hører til blandt mine all-time favoritter. Efterfølges af “The Lord Of The Rings: The Return Of The King”.
18/01-2003
