Sympatisk projekt

4.0
Jeg regnede på forhånd med, at "Bleeder" bevægede sig i samme opskruede tempo som forgængeren "Pusher". Det gør den absolut ikke. Faktisk er det en film, der virkelig gør sig umage med at skildre sine hovedpersoners hverdagseksistentielle overvejelser, og dét er gjort godt. Derfor vil jeg også hovedsageligt henvise til Scope's egen anmeldelse af filmen.

Men på ét væsentligt punkt halter filmen: Jeg kan ganske enkelt ikke tro på dén mentale udvikling, som den ene af filmens to hovedfigurer gennemgår. Den 35-årige Leo fremstår i alt for høj grad som både velafbalanceret og nogenlunde tilfreds i filmens begyndelse til, at man for alvor kan tro på, at han blot ved kombinationen af at være vidne til lidt afstumpet voldelig adfærd og en moderat skuffelse over sin tilværelse (vi ved ikke engang hvad han laver), kan blive bragt så langt ud på et reaktionsmæssigt overdrev.
Så er den alkoholiserede voldelige ægtemands destruktive adfærd i Gary Oldmans mesterlige "Nil By Mouth" langt lettere at begribe.

Selv om der således mangler et eller andet, der kan troværdiggøre Bodnias figur, så er der trods alt tale om en meget velafbalanceret film, der både formår at underholde og ramme en mere alvorlig samfundskritisk tone.
Bleeder