Provokerende og interessant

Den stereotypiske, aktivistiske og korpulente Michael Moore, har gennem en årrække påtaget sig den vanskelige rolle som amerikanernes jævne repræsentant, og siden hans spæde start med Roger & Me (1989), er det blevet til en lang række tv-serier og flere selvstændige dokumentarfilm, mens Bowling for Columbine, må siges at være hans hidtil størst anlagte biograflancerede dokumentarfilm. Og netop med dette misbrugte symptom i Amerika (at der bliver lagt mere vægt på pr og markedsføring end selve filmværket), skulle man tro at dagens film går i vasken, som en vaskeægte fiasko. Men ikke mindre har vi at gøre med en interessant, underholdende og forbløffende godt gennemført dokumentarfilm, som nok skal gøre en sur på Amerika, hvis man da ikke er det i forvejen.

Michael Moore skyder med spredehagl når han stormer igennem Amerika, for at interviewe alverdens skydegale psykopater, som hvis de skulle vælge, helst ville være den mest mistænkte bombemand til Oklahoma-bomben, for det er jo altid fedt at være nummer et! Visse af disse folk Moore udspørger om hvorfor de har en ladt pistol liggende under deres hovedpude, vil med sikkerhed ikke fjerne sig fra nethinden, i det næste lange stykke tid. Men med filmens passende portion humor om amerikanernes våben, er der derfor også mulighed for mere barske facts, end man vil kunne se i andre dokumentarfilm om samme emne. Det kommer til udtryk i blandt andet en sekvens hvor man i flere minutter ser Columbine High Schools overvågningskameraer, da elev- massakren var under sit klimaks, i 1999. Men også mere spontane klip, vises i bedste amerikanske stil, som filmens humoristiske indslag. Under disse klip indgår blandt andet selvmord og henrettelser, vist uden censur. Men Moore formår at få disse klip frem på en ikke-skræmmende måde, men i stedet som filmens humoristiske del. Og lad jer ikke skræmme af dette ærke-amerikanske fænomen (vold som humor), for det er klippet ganske godt, så blodet ikke når at flyde ud, inden billedet er cuttet væk.

Af en dokumentarfilm, synes en spilletid på lidt over to timer en del, men i virkeligheden er det næsten for lidt, når Michael Moore tager et så stort emne op, som våbenbesiddelse i Amerika. Og når filmen så oven i købet vises på stort lærred, i de fleste danske biografer, så går de to timer forholdsvis hurtigt, og det må være filmens eneste reelle kritikpunkt. Men på den anden lede er det også naturligt, ikke at trække filmens sekvenser og interviewer i langdrag. For når man har at gøre med en spøjs amerikaner som Moore, så er der ikke dømt i dybdegående interviews eller langtidsudstrakte baggrundshistorier. Det er mere lige på og hårdt, end Qvortrup kan forestille sig. Men ikke på nogen grov eller ligegyldig fældende måde. Der bliver stillet de spørgsmål, som man selv gerne vil stille, men som man måske ikke rigtigt tør debattere, og derfor er det en sand fornøjelse, at se en docu-film, som denne.

Filmen rejser et af tidernes vigtigste spørgsmål, som for os ikke er spor svært at svare på, men for amerikanerne står det åbenbart ikke så åbenlyst, at våben er et problem. Og netop på dette punkt er denne dokumentarfilm et sublimt valg, hvis man ønsker underholdende reality-docufilm som stiller spørgsmål, ved både erhvervslivets adfærd og de politiske og befolkningsmæssige forvaltninger af de fundamentale amerikanske værdier. Men trænger man ikke til voldsom, voldelig og spontan humor, mikset op med kommentarer fra amerikanske skydegale psykopater, så kan Bowling for Columbine, ikke være det rigtige valg.

Det er hverken lyd eller lys der kommer i første række, når Michael Moore går i flæsket på kendte og ukendte amerikanere, og spørger om lige hvad han mener der skal spørges om. Det virker tilpas anderledes, og behageligt underholdende. Det er underholdende, interessant og tilpas provokerende til de flestes temperament.

I forhold til Roger & Me, så er Bowling for Columbine langt mere seværdig end den førstnævnte, da dagens film både er langt mere aktuel, men også en tand mere interessant for danskere, da en lukning af en motorfabrik, formentlig ikke er nær så dragende som spørgsmålet om våbenbesiddelse, og generelt mord. Men tænk dig om, inden du bevilger dig ind og ser pragtværket af en dokumentarfilm, for hvis du i forvejen har en smule sympati for amerikanerne, så skal du nok miste den, efter synet med denne aktivistiske, provokerende, voldelige, men samtidig også til tider dybt spontane film om Amerikas overdrevne brug af våben, og det der hører til.

Helt og aldeles en af de mest seværdige amerikanske dokumentarfilm, gennem mange år.